i nat blev jeg i min seng, men i morges klokken halv syv måtte jeg lige ud på en kiwi-runde mere. Stadig uden held. Der var mange andre morgenfriske fugle, men ingen kiwi i sigte.
Klokken syv puttede jeg nøglen i postkassen og satte kursen mod sydøst. Først et par timer af en landevej og så et længere stykke af en fredelig snoet grusvej. Her gik det først opad i halvanden time og så ned igen. Omgivelserne var smukke. Mangrove, skov, udsigt til bugten, marker og mere skov.
Efter cirka 8 kilometer gik jeg og tænkte jeg på, om jeg mon allerede var kommer forbi det sted, som jeg havde læst om. Et sted, hvor en fugl forsvarer sit territorium. Knald! I samme øjeblik angreb den mig på den venstre side af ansigtet. Den kunne lave en smældende lyd med vingerne samtidig med, at den skreg. Det var en magpie. Første gang blev jeg noget overrasket. Den kom ud af ingenting. Seks gange i alt nåede den at overraske mig. Jeg forsøgte at svinge med stavene over mit hoved, men det blev lidt anstrengende. Jeg stoppede og ville filme, når den angreb. Det ville den ikke. Den sad i et træ og kiggede på mig. I samme sekund jeg pakkede telefonen væk og begyndte at gå, så angreb den igen. Drønnert! Jeg havde heldigvis min bredskyggede hat på.
Mon brandchefen kommer forbi og drejer på viseren?Bugten er leveringsdygtig i østersMagpien sidder oppe hvor grenene krydserEn sjældenhed: sandwich til frokostJeg kom vist der nede fraEn milepæl
Dagens tur var 24 kilometer, men de var hurtigt klaret. Halv to var jeg ved The Farm, som ligger tæt på km 282. Et sted, hvor mange stopper. Her er god plads, brusebade, stort køkken, stor have og masser af små kroge, hvor man kan sidde.
Jeg har taget et bad og brugt et par timer på at få overblik over de næste vandredage. Der er meget, som skal falde i hak. Jeg tror, at jeg har en brugbar plan nu. De fleste af mine vandrevenner er foran mig nu. Efter næsten en hel dag på museum efterfulgt af en fridag, så er de nok længere end mig.
Jeg har sat aftensmaden i blød. Det er den sidste pose tørkost fra Kaitaia. Jeg må have været heldig med min blanding for det smager faktisk fint.
Vi var tre TA’ere, som havde ærinder på posthuset lørdag morgen den 12. oktober. Victoria gav os et lift i minibussen. På posthuset kiggede damen tvivlende på min store kuffert. Den endte dog med at sætte kursen mod Wellington for en anstændig pris på 50 NZD (212 DDK). Med lidt held ligger der nye støvler og rent tøj til mig dér, når jeg er færdig med Nordøen. Jeg kørte med Victoria tilbage til Lodgen og til min rygsæk.
Nu kunne det ikke udsættes længere. Jeg vinkede til de vandrevenner, som blev tilbage på Lodgen og krammede Victoria farvel. Da jeg stadig var bagud på ‘lækker mad’ gik jeg en omvej hen forbi Superbowl. Den lå tættere på ruten end alle caféerne i centrum. Lørdagslukket! Æv! Tiden var ved at rende fra mig, så jeg lovede mig selv en sen frokost på museet i Waitangi. Jeg havde ikke tid til at gå ind til byen.
Det lignede et dyrt kvarterJo, skovruten lukker i morgenNogle områder var goldeDet skortede ikke på advarslerCykelcross ruterUdsigt til Bay of Islands
Der var en kedelig times gåtur hen til starten af Waitangi Forest track. Noterne og skiltningen gjorde det klart, at der arbejdede mange store maskiner i skoven, og at man skulle gøre sig synlig. Jeg havde arrangeret et gult refleksforklæde, som jeg bandt på rygsækkens stropper, så det dækkede min brystkasse.
Det fungerede fint som beskyttelse mod den kolde vind, men ikke meget andet. Skoven var helt stille. Jeg så ikke et eneste firhjulet køretøj på de 8 kilometer i skoven, som var spærret for almindelig biltrafik. Vandrerne havde en særlig tilladelse til at passere skoven af den afmærkede rute. Ude på den anden side af skovruten var der mere travlt. Dér susede biler forbi hvert femte minut og støvet hvirvlede rundt i luften.
Nu var udsigten til Bay of Islands tydelig. Der var flot. Blåt vand, grønt græs, klippeøer og sejlskibe. Vi havde nu vandret fra vestkysten ind over Nordøen og ud til østkysten.
Efter grusvejen kom der en velplejet asfaltvej og en golfbane. Her fra kunne jeg se flaget på The Treaty Grounds museum. Vandrestavene havde arbejdet i takt til rytmen: RES TAU RAN TE RES TAU RAN TE. Det fungerede bedst på spansk! Tanken om at få mad serveret satte lidt fut i den vandredag, som havde udsat min zero. ‘Zero’ er betegnelsen på en fridag. En dag med nul kilometer.
Efter forgæves besøg i indkørslerne for turistbusser og personale fandt jeg endelig hovedindgangen til museet.
Hovedindgangen på museet The Treaty Grounds i Waitangi
Jeg forhørte mig om priser, rabatten m.m. og spurgte, hvor caféen lå. Den var ikke langt væk, men den var LUKKET! Klokken var 15:05 og caféen havde lukket klokken 15. Skuffelsen var mærkbar.
Jeg opgav at starte museumsbesøget den dag og gik i stedet halvanden kilometer længere frem til Waitangi Holiday Park. Her slog jeg teltet op med udsigt til vandet, fandt madposen frem og gik ind i køkkenet. Her sad der to af mine vandrevenner.
Waitangi BridgeWaitangi Holiday Park
Resten af dagen gik med snak, brusebad, afslapning, kontortid og mere tørfoder fra rygsækken. Næste dag ville jeg gå tilbage til museet og der fra videre på ruten.
Jeg havde afsluttet løjerne i The Northland Forests: Reatea Forest, Omahuta Forest og Puketi Forest. Nu gik turen til Kerikeri, hvor jeg var landet med indenrigsfly 12 dage tidligere. Det føltes som om, at det var længe siden. De fleste af TA’erne (sådan hedder vi, der vandrer TA) havde kalkuleret med en fridag i Kerikeri. Der skulle gøres status, købes ind, ringes hjem, vaskes tøj og slappes af. Men der var kommet en slange i paradis.
Der gik et rygte om, at den første skov efter Kerikeri (Waitangi Forest track) ville lukke for vandrere fra om søndagen. Vi ankom til Kerikeri om fredagen, så hvis der var noget om snakken, ville man være tvunget til at fortsætte om lørdagen, hvis man ville følge ruten. Vi havde ikke kunnet tjekke oplysningerne, fordi der ikke havde været mobilsignal i et par dage.
Turen til Kerikeri gik et par kilometer langs en vej efterfulgt af to ruter gennem et kæmpe landbrug. Til sidst førte ruten ned til Kerikeri River Track og halvvejs rundt om byen.
Landbrugsdelen havde jeg ikke just glædet mig til. Jeg havde set for mange beskrivelser af kåde tyrekalve og vrede voksne tyre. Det var mit indtryk, at vi særligt på den sidste halvdel, skulle dele græsgange med dyrene. Noterne frarådede, at man tog kulørt tøj på! Selvom jeg øvede mig i en hel måned på Via de la Plata sidste år, så er jeg ingen ko-hvisker.
Upper Puketatora trackFlotte solide stenterhjælp gerne med vandingenSpandene stod klar og opsamlede regnvand
Jeg kunne have sparet mig bekymringerne, for ruten var flot og enkel, og jeg fik ikke på noget tidspunkt indtryk af, at der ikke var tråd mellem mig og dyrene. Ofte var ruten en smal passage mellem to tråde, men det var fint med mig. Rutens sidste halvdel var blevet opdateret i 2023 kunne jeg læse på et skilt. Tak for det.
Jeg nærmede mig afslutningen af Lower Puketotara track tidligt på eftermiddagen. Det var begyndt at regne. Da jeg kom ud til vejen (SH10) regnede det temmelig kraftigt. Nu var der mobilsignal. Rygtet talte sandt. Der var kommet en ny ‘alert’ i appen. Skovindustrien skulle bekæmpe skadedyr og ruten ville være lukket i 2 uger. Jeg havde derfor travlt med at komme til Kerikeri.
Jeg skulle vaske mit mudrede tøj (og mig selv), sortere indholdet i den kuffert som Hone Heke Lodge havde opbevaret for mig, sende kufferten afsted fra posthuset til en ven i Wellington og tusinde andre ting. Hvis det var muligt at blive klar, så ville jeg gå videre næste dag.
Turens første hængebro over Kerikeri River fik lokket telefonen ud i regnvejret. Der kommer mange flere hængebroer, men den her føltes vigtig.
Kerikeri River Track var en dejlig rute. Den var nem at gå på og attraktionerne kom som perler på en snor.
Et par solide regnbygerRainbow Falls – 27 meter højeKerikeri BasinDet ældste hus i landet – KemphouseStonehouse – en meget gammel souvenirbiksJeg fik lige klemt mig ind hos Superbowl før lukketid. Ruten gik desværre ikke gennem centrum.
Jeg var ved lodgen omkring klokken fem. Heldet var med mig i køen til vaskemaskinen. Posthuset viste sig at have lørdagsåbent og Victoria ville gerne køre mig til posthuset lørdag formiddag. Alt var godt. Måske bortset fra, at der hverken var tid til indkøb eller restaurantbesøg, og at jeg ikke fik snakket ret meget med de andre, fordi de praktiske projekter stjal al min tid. Well, well….. ‘It is, what it is’.
Sara og jeg var klar til afgang fra teltpladsen klokken 7. Dagens første opgave var rengøring af fodtøjet. Vi skrubbede, sprayede, stampede, inspicerede sålerne og skrubbede lidt igen. Der er ingen kur mod den sygdom, som slår kauritræerne ihjel, så vi tog opgaven alvorligt.
Sara i ‘rengøringsmaskinen’
Næste step var nedstigningen til Lower Waipapa River Track. Det var koldt. Otte grader. Vi gik ned ad noget, som kunne have været en græsbevokset sti. Stejlt ned. Stien var på visse steder lige så mudret som Reatea Forest. Mine ben var ikke helt samarbejdsvillige. Lidt morgensure, stive og modvillige. Vuuups! Der smuttede jeg bagover!
Jeg ved ikke lige, hvad sandsynligheden er – men i stedet for at havne på enden i mudderet, så landede jeg siddende på en træstamme. Uden at slå mig. Utroligt! Jeg gled på det eneste sted på stien, hvor der lå en stor træstamme i gåretningen. Efter en hurtig piruette havnede jeg siddende ovenpå stammen.
Nede i kløften dukkede Mangapukahukahu Stream op. Vi betragtede vandet et øjeblik, før vi begav os mod højre (sydøst) gennem vandstrømmen. De næste par timer zig-zaggede vi gennem floden. Det gjaldt om at finde sandbanker, stenbankerne og steder med lavt vand. Der var bestemt steder, hvor der var dybt. Vandet var koldt, men det var sjovt og anderledes at komme gennem skoven på den måde. Omgivelserne var ualmindeligt flotte og grønne.
Mangapukahukahu Stream
Efter et par timer var vi fremme ved det sted, hvor Mangapukahukahu Stream mødte den noget større Waipapa River. Nu skulle vi lidt til højre og finde et sted med lavt vand, hvor vi kunne krydse Waipapa River. Først prøvede vi at gå ud på den yderste klippekant og hen langs vandet. Det gik ikke. Floden blev faretruende dyb på ydersiden af den smalle kant. Vi læste noterne igen. Nu dæmrede det! Vi skulle højere op og ind mellem træerne.
Sara – på vej op det rigtige sted
Det lykkedes os at finde den rigtige sti, og efter et par forgæves forsøg kom vi ned til floden igen og krydsede over floden med tørre rygsække. På den anden flodbred førte ruten af en smal sti op og ind i skoven. Vi tog en kort pause, og så var vi på vej igen.
Noterne omtaler 2,5 kilometer langs floden ad Lower Waipapa River Track og der efter 3,5 kilometer ad Pukatea Ridge Track. Om det var den ene eller anden sti, aner jeg ikke, men det føltes som om, at stien blev smallere og smallere og fyldt med flere og flere væltede træer. Stien blev stormskadet i 2023. Flere steder var den oprindelige sti skredet ned af skrænten, og mere eller mindre anvendelige omveje havde formet sig. Det gik meget langsomt og det var anstrengende. Mine i forvejen hårdt prøvede lemmer protesterede. De havde ikke brug for 3 timer med atletiske øvelser. Men videre skulle vi.
Det blev hurtigt klart for os, at det var vigtigt at blive tæt på den afmærkede sti. Skoven var tæt og umulig at passere eller finde rundt i uden en sti. Vi holdte skarpt øje med uret. Vi ville være sikre på, at vi var nået ud af skoven, før det blev mørkt.
Jubi! Trappetrin…..KauritræEn af de nemme passager på opstigningenFind Sara!
Pukatea Ridge Track gik stejlt opad til Pirau Ridge. Fra bjergkammen kunne vi et par gange se ud over skoven til begge sider. En kort overgang var opstigningen pludselig godt hjulpet af trapper og gangbroer. Det var en lettelse og tempoet steg lidt. Nu blev der igen tid til at nyde de flotte omgivelser. Vi havde i timevis kun koncentreret os om at sætte fødderne de rigtige steder. De kæmpestore kauritræer og tusinde andre flotte vækster var en fryd for øjet. På det sidste stykke mødte vi nogle af vandrevennerne. De så mere eller mindre brugte ud. Dem, som var i bedst form, havde energi til at skynde sig op ad trapperne. Det lod vi os ikke gå på af. Vi havde (næsten) vundet vores egen sejr.
Klokken halv tre skete miraklet! Vi var fremme ved grusvejen. Nu var det endelige ankomsttidspunkt mere forudsigeligt. Den sidste indsats var 9 kilometer ad vejen til Puketi Forest Recreation Area.
Hunde er ikke velkommen på kiwifuglenes levesteder
Ved ankomsten til Puketi takkede vi (stadig i solskin) hinanden for selskabet. Vi var begge glade for dagens forløb og for ikke at have været alene på etapen. Det viste sig hurtigt, at vi ikke var de eneste, som havde tabt sporet flere gange, men alle var glade. Lettelsen over at have afsluttet et par af TA’s mest krævende etaper påvirkede stemningen positivt.
Mandag den 9. oktober gik ruten fra campen på Makene Road for enden af Reatea Forest til Blackbridge Road Campsite, hvor ruten gennem den næste skov (Ōmahuta Forest) startede.
Det havde regnet meget om aftenen og om natten, så alt var vådt og mudret. Jeg bærer hele tiden små souvenirs fra naturen med mig. I går vaskede jeg hvidt sand fra 90 Mile Beach af mine solbriller. Mandag tog jeg et halvt kilo mudder og en liter regnvand med mig.
Kroppen kunne godt have brugt en fridag, men da der ikke var nogen bekvemme overnatningssteder i nærheden, så pakkede vi sammen og vandrede videre. Campen var privat, så betalingen blev putte i en bøtte.
Nedgangen til floden, som er vaskeplads og vandforsyning på Makene Road Campsite.
Dagens vandring gik mest af veje – store og små. Omgivelserne var grønne og behagelige. Meget landbrug.
Der var én gulerod på det første stykke. Der lå en lille butik (Makamuka Dairy) som også tilbød burgere, toast, kaffe, is osv. Det var en stor attraktion. Jeg fejrede dagen med is, kaffe, toast og en appelsinjuice. Det smagte fantastisk!
På den sidste del af dagen gik vi langs kauriskoven. Kaurien er et gigantisk træ, som desværre er truet af en svampesygdom. Skoven var derfor hegnet ind og forsynet med forbudsskilte. Adgang måtte kun ske af de autoriserede indgange, hvor man skal rengøre sit udstyr og fodtøj. Vi skulle gå gennem skoven næste dag og for at undgå at vandrere/besøgende opholder sig i skoven, roder i jorden og øger risikoen for sygdomsspredning, så har DOC sørget for, at der er en camp i hver ende – lige uden for afspærringen.
Et par kilometer før dagens mål passerede jeg en cementeret bro over en flod. Det var et væsentligt sted, fordi vandstanden netop dér indikerer, om det er muligt at fortsætte gennem skoven næste dag. Vandstanden var under broens overflade, så der var ingen undskyldning dér. Hvis broen havde været oversvømmet, ville jeg have vendt om og gået til en lille camp på “bypass ruten”. Det er en omvej, som fører nord om Ōmahuta Forest. Her kan man undgå de mest udfordrende passager.
Bortset fra vandpytterne så var cementbroen tør
Resten af betænkelighederne blev fejet væk med den store mentale fejekost, og jeg fortsatte til Blackbridge Road Campsite, hvor flere kendte ansigter dukkede op. Sara var der også. Hun havde ikke taget en fridag i Kaitaia, men brugt to dage til at gå gennem Reatea Forest. Nu var vi på omdrejningshøjde igen. Hun spurgte, om vi skulle følges ad ned i kløften næste dag. Jeg takkede selvfølgelig ja.
Tid til forberedelse af aftensmaden på Blackbridge Road Campsite
Jeg var oppe før solen. Morgenmaden blev en pose opblødt müsli, som jeg indtog i min varme sovepose. Det pjaskvåde telt blev pakket ned i rygsækken. Vandflaskerne var fyldt op med filtreret vand fra teltpladsen. Der var ingen forsyningsmuligheder før den næste teltplads 18 langsomme kilometer senere. Det officielle tidsestimat for rutrn er 9,5 timer. I noterne vurderes det som ‘lavt’, og jeg kunne læse, at der ikke er usædvanligt at bruge 12-15 timer.
Jeg forlod pladsen i morgengryet omkring halv syv. Der var et par kilometer op ad bakken til det sted, hvor ruten startede.
Her skulle jeg vælge: ruten mod toppen til venstre eller bypass via Broadwood til højre
Reatea Forest var ualmindelig smuk. Grøn og regnskovsagtig og med de skønneste eksotiske fuglelyde. Men prisen for at se den, er et vanvittigt antal højdemeter af mudrede stejle stier.
Jeg brugte virkelig mange kræfter. Det gik op, op, op. Det gik langsomt. Jeg prøvede at være forsigtig, for at undgå at falde eller at forvride et knæ. Men mudret blev jeg.
Klokken otte kom der en frisk ung dame spurtende forbi med en stor rygsæk. Jeg havde ikke set hende før. Hun var fra London og havde fået et lift fra Kaitaia. Hun forsvandt hurtigt ud af syne og jeg kæmpede videre i mit eget tempo.
Ved halv ni tiden var jeg oppe ved den første udsigt. Lyset var fantastisk. Men der var langt endnu. De næste timer kravlede jeg langsomt op mod Reatea Summit, mens de yngste af mine vandrevenner overhalede mig.
Ved frokosttid var vi en god håndfuld, som nåede toppen. Vejret var godt og udsigten upåklagelig. På toppen kunne vi hvile os i græsset og tørre teltene. Pausen varede cirka tre kvarter. Da vejrudsigten truede med regn næste dag, og tidsplanen var ok, valgte jeg at starte nedstigningen. Jeg var den sidste, som forlod pladsen. Kun et par vandrere var bag mig. De overnattede på toppen. Det ville jeg gerne undgå, fordi jeg var smurt ind i mudder og der ikke var nogen vandforsyning.
Turen ned var lang. Faktisk var det også bestigning af 2-3 mindre toppen. Alle lige mudrede. Det var benhårdt og uret levnede ingen tid til pauser.
Kort før solnedgang dukkede den gård, som markerer rutens slutning op. Der var stadig lidt sol på trætoppene. Perfekt. Efter afsøgning af et par forkerte stier fandt jeg den sti, som førte bag om gården og ned på vejen. Jeg var svært godt tilfreds med indsatsen. Det hele var gået, som jeg havde håbet.
Nu flyttede jeg fokus. Det skulle gå tjep.
Et par kilometer ad vejen til teltpladsen. Ned til floden og filtrere drikkevand, teltet op, vask det værste mudder væk, spis lidt….ahrrr…nu var det mørkt. Det punkt, som hed “skyl tøjet i floden” droppede jeg. Al tøjet endte i en pose på bunden af min rygsæk. Vådt og mudret. Det kom frem i lyset i går (fredag). Nu er det rent igen. Inde i teltet tørrede jeg min fødder så rene som muligt, og så var det godnat.
Alt skal læres. I dag skulle jeg for første gang genopfylde madposen.
Det er søndag, hvilket fik mig til at antage, at Hunting & Fishing havde lukket. Bommert nummer et.
Jeg vandrede derfor afsted til Pak’nSave, som lå et par kilometer fra gårsdagens logi. Jeg takkede nej til et lift. Bommert nummer to. Jeg havde rygsækken med det meste af en liter yoghurt og to liter vand med, så den videre færd blev dagens styrketræning.
Pak’nSave havde ingen frysetørrede måltider på hylderne. Nu skulle der tænkes kreativt. Tak til de mange videobloggere, som har delt deres anstrengelser på YouTube!
De har sikkert alt, men HVOR?
Afdelingen med delikatesser var noget af det første jeg så. Jeg var sulten. Bommert nummer tre. Gå aldrig sulten ind i et supermarked! Et par lækre sandwich og en bolle smuttede ned i kurven. Men nu kom den mere langsigtede indsats.
Jeg cirklede rundt i manegen og fik til sidst puttet lidt af det hele i kurven; wraps, ost, små pulversupper, pulver kartoffelmos, røde linser, et par simple tørrede færdigretter, de lækre OSM barer, müsli og en avocado til i aften. Det var aldeles uoverskueligt!
Afsted mod motellet. Igen to kilometer væk. Jeg tog en pause og fyldte hullet i maven med en sandwich. I hovedgaden nød jeg en varm kop kaffe. Herligt!
På motellet pakkede jeg hurtigt ud. Al mad op på bordet. Tøm rygsækken, brusebad, yoghurt, tre kopper kaffe, fodpleje, en slåskamp med mit Garmin ur. Nu var jeg klar til at pakke maden om.
Det var svært at se, hvordan maden skulle mikses. Vi får nok nogle meget våde og nassede dage i skovene. Jeg gjorde kort proces. Fem koge/frysepose. Et solidt drys af lidt af det hele i hver pose.
Gad vide, hvad det kommer til at smage af, og om det bliver spist ‘coldsoaked’ (opblødt i koldt vand) eller om det bliver praktisk muligt at koge vand.
Kunsten er at få så meget emballage af som muligt. Der er ingen skraldespande de næste 5-6 dage. Man bærer selv sit skrald ud af naturen. Jeg forsøger også at tage højde for, at det ikke kun er i denne uge, at jeg ikke har fri adgang til mad. Ellers have jeg nok bare købt en kasse OSM barer. Men turen er for lang til, at man kan leve af proteinbarer.
Nu er madposen fyldt op. Jeg har mad til en familie i en uge. Bommert nummer fire! Hvis du kommer forbi Northland Forests, så giver jeg et ubestemmeligt måltid. Tilberedningen står du selv for 🙂
Efter en overraskende god nattesøvn var jeg klokken halv ni klar til at nyde de sidste 15 kilometer af 90 Mile Beach. Den er et bekendtskab af den slags, som ikke er uden omkostninger, men al sliddet værd.
Der var stadig flot og råt derude. Stranden var lidt smallere end de forrige dage, men jeg kunne lige netop klare mig uden at indkassere en skylle. En enkelt bølge var dog tæt på, og jeg måtte haste ind mod klitterne. Den efterlod en tør stribe på 1 meter ind mod klitterne. Vi har været heldige, at højvandet har været relativt lavt. På andre tidspunkter tvinger vandet TA’erne til at holde lange pauser i klitterne.
Jeg gik alene. Sara går på Canada tid. Hun er sikkert smuttet klokken 5. Jeg mødte en hundelufter, som hilste ‘good luck’ og lige før Ahipara ved enden af stranden indhentede jeg Lucas.
På det sted lå der en stor træstamme i sandet, som to unge mænd brugte som bænk. Jeg måtte lige gnide øjnene – den var god nok. De var iført pudsede lædersko, pressede folder i bukserne, skjorter og slips. Det var helt surrealistisk oven på 100 kilometer sand. Den scene var en film værdig.
Ved stien som første væk fra stranden og op til Ahipara sad Phil. Han skulle ikke længere i dag, så han ville sige ordentligt farvel til stranden. Vi var nået til rutens km 101 og havde fuldført den første sektion. Et stort øjeblik. Både Phil og jeg har ‘mærkede’ fødder oven på strandturen, så lettelsen over at have klaret turen er stor.
Mine fødder var venligt stemte i dag, så jeg ville op i byen og spise frokost, og så videre til Kaitaia. Ahipara var det første sted, hvor det var muligt at købe tilberedt mad. Det blev til krabber og muslinger, som havde været i frituregryden hos den lokale Take Away Bidz. Pomfritterne forsvandt i sprogforvirringen, som var markant, selvom jeg vil mene, at jeg forstår engelsk. Skuffelsen blev skyllet ned med en is, og jeg kunne konstatere, at vi var enige om, hvad ‘big’ betyder! Isen smagte skønt og kostede omtrent det samme som i Danmark.
På vej gennem byen mødte jeg en håndfuld TA’ere, som var på vej ind på en café. Det blev kun til en kort hilsen. Jeg skulle ud og gå min første ‘connector’. Det er et stykke vej, som forbinder to vandrestier på ruten. I det her til fælde var det 14 kilometer landevej mellem Ahipara og Kaitaia.
Nogle af vandrerne vælger at lade sig transportere på de her strækninger. Jeg vil gerne gå så meget, som muligt. Det giver sammenhæng i mit hoved, at vejstykkerne hænger sammen. Måske er de også små pauser i de mere intense oplevelser. Jeg har i hvert fald endnu ikke sluppet tanken om, at et ‘thruhike’ indebærer, at man går hele vejen fra nord til syd. Der er nogle strækninger, som Te Araroa Trust betegner som ‘hazardzones’. Dem springer jeg selvfølgelig over.
Turen til Kaitaia gik okay. Det gik dog lidt trægt med at vænne mig til, at det er højre side jeg skal gå i. Rabatten var visse steder smal, men jeg trådre ud i siden og ventede til bilerne havde passeret.
I Kaitaia gik jeg helt ind til hovedgaden. Der er mange butikker. Jeg fejrede sektionen med kaffe og cheese cake og købte noget indisk mad, som blev min aftensmad. Jeg overnatter i en afslappet ‘sleepout’ i en villahave. Teltet er blevet tørt og mit tøj har været i vaskemaskinen.
I dag bliver en zero-dag. det vil sige ‘en dag uden gåede kilometer på ruten’. Jeg rykker op på et motel i byen, fordi jeg skal have tid til resupply (indkøb til næste sektion), planlægning og fodpleje. Den næste sektion er svær at få styr på og den bliver bøvlet og mudret.
Vi ankom til fyret ved Cape Reinga i solskin. Kysten og fyret så forrygende ud. Der blev knipset et væld af billeder ved det ikoniske skilt og fyret. Jeg nåede lige at uploade et lille udvalg af billeder til Instagram og Facebook, før vi tog de første skridt mod syd. Der var forbindelse på telefonen ved fyret. Der efter har der kun yderst sporadisk været signal.
Den første dag var en kort vandredag. Humøret var i top, og begejstringen over udsigten og omgivelserne endnu højere.
Dag 2 forventede vi storm og regn, så Sara og jeg sigtede efter en tidlig start. Det lykkedes fint. Vi rundede de 28 kilometer tidligt på eftermiddagen, og nåede lige at få teltene op inden den værste regn. Vandringen var smuk, men krævende. Det blæste fra landsiden og sandet var overalt.
Dag 3 havde vinden vendt. Nu kom den fra havet. Det var koldere, men flot. Ingen regn. Da vi ankom til pladsen her i Haukatere, fik jeg hurtigt tørret alt mit grej. Dagen før havde jeg måttet flytte teltet, fordi regnen samlede søer i græsset i begge ender af mit telt. Alt var vådt og sandet. Pladsen her i Hauketere er vidunderlig. Her er toilet og bad, køkken og internet. Praktisk og behageligt. Udsigten til stranden er femstjernet, og de vilde heste holder gerne til på det grønne område ned mod stranden. Det bliver ikke bedre.
De første to teltpladser var yderst simple. Vi er flere, der tilbereder vores første frysetørrede mad, roder med vandfilteret og kigger undrende på vablerne under fødderne. Der bliver grinet og udvekslet tips og tricks. Alt er godt.
Cape Reinga Filtrering af vandWrap med ost og peanutbutter = mange kalorier!Muslinger på en træstammeEn hilsen til en pilgrim Vilde heste – de bor i området og færdes på stranden
Internet og tid er knappe ressourcer på TA. Billeder og tekst vil poppe op lidt tilfældigt, når lejligheden byder sig og bestemt ikke i samme flow, som på mine caminoer. Tjek hjemmesiden og Facebook/Instagram, hvis du er ivrig.
Den første sektion af Te Araroa, som går fra Cape Reinga til Ahipara, har fået ekstra meget opmærksomhed i mine forberedelser. Det er dér de første skridt skal gås, og hvem vil ikke gerne have en god start?
Jeg har fyldt rigeligt med apps på min telefon. Rutens officielle navigationsværktøj er en app, som hedder “Te Ararao – The Trail App’. I den finder man noterne, som er afgørende for, at man kan komme helskinnet gennem de 3.000 kilometer. Appen er gratis. Appens ikon er den orange trekant, som også bruges til afmærkning af ruten ude i terrænet.
Et udsnit af de apps, som jeg har forsynet min Samsung S24 med. Den officielle navigationsapp er den, som jeg har sat en gul cirkel rundt om.
Jeg tror, at man skal lede længe for at finde en vandrer på Te Araroa, som navigerer med kompas og papirkort. Jeg har købt en stor powerbank, og jeg har flere alternative elektroniske værktøjer, så jeg har ingen betænkeligheder ved at begive mig afsted uden papirkort. Jeg har et lille kompas med. Det skal primært forhindre, at jeg går i ring i skoven, hvis alt andet er kaput. Jeg har lang erfaring med at navigere med apps, som fungerer offline (uden internet). Det giver en vis tryghed.
Den første sektion fra Cape Reinga til Ahipara er cirka 100 kilometer lang. Den går fra fyrtårnet ud til vestkysten, over et par store klitter og mod syd langs stranden. Billederne viser, hvordan sektionen tager sig ud i de forskellige apps på min telefon.
Skærmprint fraThe Trail App. Ruten er sort (= main trail) og går langs stranden. Km 0 er øverst og længere nede er angivet km 20, 40 m.fl. Der kan selvfølgelig zoomes.
I noterne til den første sektion er der et forlag til, hvordan de 100 kilometer kan opdeles i 4 dage. Det er nok en sjældenhed, at man får dagsetaperne serveret så utvetydigt.
Noterne gør det tydeligt, at jeg skal have styr på tidevandet. Stranden bliver oversvømmet, når det er højvandet. Sker det, så må man op og tage et langt hvil i klitterne. Jeg har tjekket tidevandet i appen NIVA Weather. Lavvandet ser ud til at indtræffe på et bekvemt tidspunkt den 1. oktober, hvor jeg håber, at jeg er klar til afgang fra fyrtårnet ved km 0.
Noterne fortæller også, at jeg skal sørge for vand til de første 2 dage og mad til minimum 4 døgn. Noterne forbereder mig på de mest sandsynlige udfordringer. Jeg kan læse, at selvom der ikke er rapporteret om vilde hunde på stranden i lang tid, så bor de stadig i de tilstødende områder et sted. Jeg håber, at de bliver dér, og at jeg i stedet vil møde nogle af de vilde heste, som også bor i kystområdet på 90 Mile Beach.
Trailappen er vigtig, men teknisk er den ikke et vidunder. Jeg har derfor suppleret med blandt andre appen FarOut, som viser ruten med noterne og andre bemærkninger flettet ind og markeret med et bogmærke. I FarOut kan brugerne også kommentere. Det er nyttigt, fordi man på den måde kan få tips fra dem, som går foran en selv på ruten. Bemærkninger fra andre brugere kan være oplysning om, at en vandtank er tom, at en bæk er tørret ud, at en vej er oversvømmet, et jordskred eller et tip om en god restaurant. FarOut er en betalingsapp.
Appen FarOut med alle bogmærkerne/noterne/kommentarer.
I mine apps kan jeg også se højdekurver for ruten. Højdesyge er udelukket på den første sektion. Den er temmelig flad. Faktisk er højdesyge normalt ikke et emne på Te Araroa, fordi det højeste punkt på ligger i omegnen af 2.000 meter over havet, hvilket er uproblematisk for de fleste.
Jeg er sikker på, at jeg jævnligt kommer til at zappe tilbage til en kær gammel ven, som jeg altid har med på tur: Appen MapsMe. Jeg har lagt TA-ruten ind på i MapsMe. Gennem de sidste par måneder har jeg gemt bogmærker med nyttige informationer i appen. MapsMe har for mig den fordel, at jeg kender den ud og ind, fordi jeg har brugt den til at navigere med i 10 år.
Min gode gamle ven MapsMe
Hvis mobilen går i udu, så kan jeg ty til min Garmin Inreach Mini 2 eller til mit Instinct ur. Jeg har ruten liggende på begge dele. De er ikke mit førstevalg, når det gælder navigation, men hvis intet andet duer, så er det en kærkommen plan B. Der bliver dog ikke brug for meget navigering lige på det her stykke. Så længe havet er på højre hånd, så er jeg ikke faret vild! Jeg vil gå fra nord mod syd (SOBO – south bound).
Noterne indeholde også forslag til, hvordan man kommer til startstedet ved Cape Reinga. Der er ingen offentlig transport på det sidste stykke op til fyrtårnet. Jeg har valgt en version, hvor jeg overnatter på Hone Heke Lodge i byen Kerikeri. Hone Heke Lodge tilbyder en pakke med en overnatning før start, transfer til startstedet og en overnatning yderligere, når man passerer Kerikeri til fods cirka 10 dage senere på vej mod syd. Fra Kerikeri til Cape Reinga er der cirka 200 kilometer. Lodgen har længe meldt udsolgt på transferen den 1. oktober, så jeg forventer, at er også er andre TA-vandrere, som skal overnatte på lodgen.
