I morgen skal jeg på Riversafety kursus syd for Auckland. Jeg har derfor taget den populære Intercitybus fra Warkworth til Auckland.
Jeg ankom i centrum af Auckland ved frokosttid og styrede direkte ind på den første rimelige frokostrestaurant.
Nu sidder jeg på en togstation og venter. Det første tog var aflyst. Jeg syntes ellers lige, at det gik godt med at finde rundt. Jeg har købt et HOP kort, som svarer til et Rejsekort. Jeg skal til forstaden Manurewa, hvor venlige mennesker har inviteret mig inden for. Det bliver møgvejr i weekenden.
I morges havde jeg lidt tid tilovers. Bussen afgik 10:50. Jeg fik spist morgenmad, tørret al mit grej, opladet udstyr, spist og vinket til de andre TA’ere, som skulle videre.
I aftes nåede mit tøj ikke at tørre. Selv var jeg klistret og fugtig, men der var ikke tid eller faciliteter til at ændre på det. Jeg tog tørt tøj på til natten, og smed det meste af det våde tøj ned i soveposen. Det var ikke optimalt, men det gjorde det mindre ubehageligt at tage tøjet på igen i morges.
Det har været en hård, men flot vandredag. Ti timer var jeg undervejs. Det føltes som om, at det gik op ad 75% af tiden. Jeg blev meget taknemmelig for den hurtige beslutning om at tage den nederste del af bakken allerede i går. Ellers var det nok blevet en tolvtimers vagt.
Teltlejren i går var på den anden side af huset
Jeg stod tidligt op og forlod pladsen klokken halv syv. Efter halvanden time var jeg nået op på toppen af Mount Tamahumga. Her var der en helipad, hvor jeg holdte pause og spiste morgenmad. Der kom et par TA’ere forbi, og vi fik en lille snak.
Efter pausen gik jeg længere op og kom til sidst ud på en vej, som jeg fulgte en times tid.
Den næste hurdle var Dome Forest track. Der var igen mange højdemeter, smalle mudrede stier og nu også passager med store sten. Jeg skulle også passere floden. Heldigvis var vandet lavt.
Det føltes stadig som om, at det stort set kun gik op ad. Der var super flot, men det var hårdt arbejde.
På den sidste kilometer fladede det lidt ud, og det blev nemmere at gå. Der blev tid til at holde øje med, hvornår jeg rundede rutens 500-kilometermærke. Kig godt på tallene på mine skærmprint. Det lykkedes at forevige det. Der var desværre ikke overskud til at fotografere nogle af de værste forhindringer på turen.
Der hvor Dome Forest track blev til en almindelig sti, stod dette flotte advarselsskilt. Mon det er med vilje, at der ikke stod et tilsvarende skilt i den ende, hvor vi startede?
Samme sted var der en fin udsigtsplatform. Vi var stadig højt oppe.
En halv time senere var jeg fremme ved parkeringspladsen ved rutens slutning. Vi var seks, som skulle overnatte hos en familie i Warkworth. Tre af dem var nået frem før mig. Jeg havde hilst på flere TA’ere i løbet af dagen. Dagens vært var klar med bilen, så vi smuttede med det samme.
Vi er blevet forkælet her i familiens hjem i byens sydlige ende. Vi er tre telte i haven og to vandrere sover indendørs. Familien inviterede på top lækre hjemmelavede pizzaer, så alle er mætte. Vi har været i brusebad og mit tøj hænger nyvasket på stativet under halvtaget. Jo, de er i sandhed “trailengels”. Engle, som gør livet lettere for vandrerne på Te Araroa. Kontaktinformationerne finder man i trail-appen. Vi fik også tid til at snakke lidt om dagens tur. Alle var enige om at det havde været en flot og hård dag.
Det har været en lang og begivenhedsrig dag. Jeg fornemmede fugt i luften i morges, så jeg skyndte mig at flytte alt mit gear ind under halvtaget foran køkkenet. Der kom dog ingen regn.
Dagens første afdeling var en times gang fra Mangawhai Heads til Mangawhai (by). Turen bød blandt andet på en skøn boardwalk gennem mangroven. Den var opført af frivillige. Tak for den!
I Mangawhai holdte jeg en lang pause med kaffe og is. Butikkens ejer forærede mig kaffen, fordi jeg gik ‘The long walk’. Jeg købte et par godbidder til senere, men jeg syntes alligevel, at det var en flot gestus.
Efter byen, som havde virkelig mange butikker, gik turen igen ud til stranden. Der var mindst et par timers gang. Desværre gik jeg det meste af tiden på en bred grusvej, hvor der blev kørt rigtig stærkt. Det støvede rædsomt. Mine øjne blev store som tekopper, da jeg spottede skiltet med hastighedsbegrænsningen. Bilerne måtte køre 100 kilometer i timen!
Strandturen var lang. Meget lang. Jeg skulle krydse et par vandløb. Det gik uden problemer. Jeg kom også over en stor klippeknold ved navn Te Arai. På begge sider af knolden var der parkeringspladser, som blev brugt af de mange surfere, som færdedes i området omkring pynten.
Strandområdet var en slags naturpark – Te Ārai Regional Park. Her yngler nogle sjældne terner, som der bliver passet godt på. Vandrerne skulle blive nede i området med vådt sand. Klitterne tilhørte enten fuglene eller private grundejere.
Dagens mest tidevandsafhængige forhindring var Pākiri River. Den kunne kun krydses ved lavvande. Vi var derfor et par vandrere, som ventede et stykke tid på stranden. Krydsningen gik fint, og på den anden side af floden fandt vi campingpladsen.
Her blev vi gennem hegnet orienteret om, at vi godt kunne overnatte, men at der var et andet sted fire kilometer længere fremme. Måske var det damens attitude, der afgjorde det. Vi fortsatte. Et par kilometer på en grusvej, og så tre hårde kilometer op ad en bakke med knoldet græs og buske. Jeg fulgtes med to yngre vandrere og tempoet var højt. Da vi kom op på bakkekammen var jeg gennemblødt af sved.
Ved ankomsten viste det sig, at der var mange telte allerede. En del af dem tilhørte vandrerere, som havde været med i minibussen fra Hone Heke Lodge den 1. oktober sammen med mig. Det var hyggeligt at se dem, og der var meget snak på kryds og tværs. Solnedgangen viste sig fra sin flotteste side. Den have, som vi ligger i, har en flot udsigt ned til bugten, som vi kom fra.
Jeg stod tidligt op, for jeg havde planlagt en lang vandredag. Teltet var plaskvådt af dug. Morgenhimlen var orange og flot. Da jeg kom ned på stranden så havet ud som om, at det var ved at fordampet. Der hang en hvid tåge.
Jeg gik en lille time på stranden. Der var skønt og sandet var godt at gå på. Efter tre kilometer svingede ruten ind i landet, og efter i alt syv kilometer var jeg i Waipū.
Ja, der er jo ingen grund til at spare på høflighederne. Skiltet koster det samme.
Her lokkede en café på det første hjørne. De havde alskens lækkerier. Jeg bestilte en omelet, en kaffe og en juice. Det var en god investering, for omeletten var stor og lækker.
Efter maden kaldte maven på en middagslur, men den fik afslag. Jeg skulle videre. Ud af byen og seks kilometer mod syd. Så gik det op mod Langsview Track. Det gik stille og roligt men meget konsekvent opad de næste syv kilometer. Omtrent på toppen lå der en fin lille teltplads med en fantastisk udsigt. Den er etableret på privatejet jord ligesom en god del af dagens rute var. Jeg nøjedes med en god pause. Fik tørret mit telt og hvilet mig lidt på græsset.
Måske skulle man købe en grund med udsigt?
Efter pausen gik jeg videre af ruten, som efter nogle kilometer skiftede til en labyrint mellem diverse kvægfolde. De var heldigvis tomme i dag. Det skortede ellers ikke på advarsler om, hvem man kunne møde derinde (“livestock- inkluding bulls”). Det gik igen heftigt op og ned.
Nu sendte ruten mig for alvor nedad og ud mod vandet igen. Det passede heldigvis fint med tidevandet for ruten sluttede af med en strandtur af den slags, som ikke kan gennemføres ved højvandet (Mangawhai Cliffs walkway).
Der skulle jeg ned og gåog det kom jeg da også
Jeg ankom til campingpladsen i Mangawhai Heads kvart over fem. Det var fint. Strandvillaen kom hurtigt op, og jeg smuttede i køkkenet og tilberedre en pastaret. Der blev også tid til et varmt brusebad og lidt snak med de to andre TA’ere, som dukkede op.
Villa med havudsigt
Det har været en dejlig vandredag. Igen med tørre fødder! Vejret var fint. Overskyet en del af dagen, hvilket var behageligt.
Jeg er nået til km 450 på Te Araroa. Det betyder, at jeg er færdig med den første sektion, som er Northland. I morgen tager jeg hul på Auckland. Det er da stort! Fanfaaaare!
I dag er jeg på ferie. Sådan føles det i hvert fald. Dejligt vejr, dejlig sejltur, behagelig vandring, mad og en kort etape.
Vi startede klokken otte i Reotahi Bay, som ligger på den halvø, som hedder Whangārei Heads. Vi var fire, som sammen havde bestilt en vandtaxi til at sejle os over til Marsden. Vi stod på havnen og spejdede ud over vandet, da vores båd kom kørende ned ad gaden.
Det var genialt, for han bakkede bådtraileren ud i vandet med os siddende i båden. Ingen våde støvler i dag. Turen gik hurtigt, og vi var klar til den næste strandtur. Desværre igen en strand med løst sand.
Efter 6-7 kilometer var det tid til at dreje ind i landet. Jeg ville forbi butikkerne. Da jeg nåede der hen var det første jeg så et bageri, som også solgte take-away. Det blev til en stor morgenmad nummer to. Appetitten er i top. Jeg er nok lidt bagud med kalorierne. Det blev også til en tur på apoteket. Nu fik jeg endelig købt sololie til mine ben. Solen tager hårdt fat her.
Jeg vandrerede opmuntret fem-seks kilometer til Ruakākā Beach, hvor jeg tog en pause i skyggen, før jeg igen skulle ned på stranden. Under pausen var der en mand fra et mobilehome, som kom og sagde goddag, og forærede mig et æble. Nu er der ofte nogen, som henvender sig og spørger, om jeg går ‘den lange rute’. Det er hyggeligt.
Strandtur nummer to var dejlig nem. Tidevandet var ved at trække sig tilbage, og sandet var fast at gå på. Dagens camp viste sig at være kæmpe stor. Vejret er skønt, og vi slapper af (og skriver dagbog). Der er drysset flere TA’ere ind på pladsen. Også nogle, som jeg ikke har set i lang tid.
Søndag den 20. oktober måtte vi tidligt op, så vi kunne krydse flodmundingen mens det var lavvandet. Vi var fire TA’ere, som havde overnattet på Tidesong. Klokken syv gik vi tilbage af gangbroen, og kravlede ned i mudderet igen. Vi var hurtigt ovre på den anden bred, hvor mere mudder ventede. Det blev afløst af en tør sti, som førte os op til en kvægfold og ud til en lille vej.
Næste opgave var tre kilometer op over Kauri Mountain, som nok nærmere var en stor grøn bakke. Den var dog høj nok til at levere en pragtfuld udsigt over bugten.
Der var lige så langt ned, som der var op, for næste afdeling var ni kilometer strandtur på Ocean Beach. Stranden var flot og Stillehavet var alt andet end stille,. Der skulle lægges kræfter i, for sandet var meget løst.
For enden af stranden startede dagens hovedbegivenhed. Vi skulle op over to-tre toppe på højderyggen Bream Head. Trailnoterne beskrev ruten som ‘velformet/tydelig, men stejl’. Det passede! Det gik heftigt op og ned. Noget ad trapper og andet af snoede stier. Af og til mudrede stier. Der var flotte udsigter til begge sider her og der.
Da der manglede fem kilometer måtte jeg indse, at jeg havde taget for lidt vand med. Jeg plejer ellers at tage for meget. Nu måtte resten rationeres. Jeg klarede den bratte nedstigning og fyldte glad begge mine vandflasker på toilettet ved parkeringspladsen i Urquharts Bay. Det gav ny energi, og det blev der brug for.
Der manglede stadig syv kilometer før jeg var ved målet, som var bådpladsen i Reotahi Bay. De sidste kilometer var tunge. Det lykkedes mig at forkludre det sidste stykke. Jeg kunne ikke finde ruten, så jeg måtte returnere op ad en lang bakke, og tage en anden vej.
Der var dog en bonus. På min omvej så jeg to TA’ere som sad ved en take-away. Jeg drejede ind og fik spist en stor burger og en is. Vi fulgtes ad det sidste stykke, og selvom klokken nåede at blive otte før jeg havde pakket ud og været i bad, så lykkedes det alligevel at få mit tøj I en vaskemaskine og ud og hænge til tørre. Det var yderst tiltrængt! Det havde været en hård dag. Kates ur meldte, at det var den dag på hele turen, hvor hun havde gået flest højdemeter. Det gjaldt sikkert også for mig. Hun var iøvrigt også løbet tør for vand på Bream Head.
Det har været en fortryllende dag (lørdag den 19. oktober). Sov godt i nat. Jeg kunne høre fiskene plaske i mangroven i nat i de timer, hvor det var højvandet. Vi så en stor fisk i vandet i morges.
Mit telt stod ved siden af det flotte røde hundely
Jeg drak morgenkaffe med Rob. Han skulle afsted klokken ni, og så kunne jeg brede mig under halvtaget, mens en regnbyge kom forbi. Med en invitation til at overnatte i Wellington, sagde jeg mange tak for denne gang.
Jeg skulle vente til klokken tolv, hvor James ville sejle os over floden. Gik en lille tur og svingede ind på biblioteket.
Biblioteket i Ngunguru
Faldt i snak med den dame, der (ulønnet) passede biblioteket. Hun var vildt sød og meget interesseret i TA og i Danmark. Jeg kunne næsten ikke løsrive mig igen. En fin oplevelse. Ngunguru var i det hele taget en god oplevelse. Hen af halv tolv gik jeg til den lille bådebro, hvor James ville ankomme. Der var allerede en anden TA’er, som ventede. Det var Kate, som jeg allerede kendte. Vi aftalte, at vi ville følges ad på de to forestående vandkrydsninger.
James fragtede i alt syv TA’ere over floden, og briefede os om, hvordan og hvornår vi kunne passere vådområderne. Og så var det afgang. Først cirka 6 kilometer til Horahora river.
Her holdte vi en lille pause ved flodbredden. Vi var ankommet lidt senere end frontgruppen, så vi kunne mageligt se til, mens de første vandrere testede vandstanden. Det gik fint, og snart fulgte vi andre efter. Vandet nåede op på bagdelen. Rygsækken forblev tør. På den anden bred stod den igen på en tur i mudderet.
50+ holder pauseDe unde er på vej ud i flodenEn død pingvin
Nu fulgte et par timer af en landevej til Pataua. Her var der lavvandet i bugten, og der så virkelig dejligt ud. Vi passerede Pataua Footbridge og fortsatte ad vejen.
Pstaua footbridge i sigte
En halv time efter drejede vi væk fra vejen og gik ud mod flodmundingen. Det var meget lavvandet, så vi havde ingen problemer med at gå de 2-3 kilometer på sandbunden ad Taiharuru Estuary Route.
På grund af det sene starttidspunkt var klokken allerede over fem, så i stedet for at krydse over på den anden bred, drejede vi indad og fandt frem til Tidesong BnB (km 372). Her fik vi den skønneste modtagelse og to billige senge i en lille hytte. Et stenkast her fra er der brusebad med varmt vand, udendørs koldtvandshane og et das. Tidesong har en fantastisk beliggenhed med udsigt til floden, skoven og havet.
Vi fik hurtigt lavet aftensmad for vi var sultne, og det begyndte at regne før vi fik flyttet os ind i hytten. Det regner stadig, men nu ligger vi renvaskede og lytter til regnen. Hvilken luksus.
Det har været en usædvanlig, men dejlig dag. Da jeg vågnede i morges var alt tørt! Ingen regn, ingen dug og ingen kondens. Det hele var lige til at pakke ned i rygsækken. En fornøjelse. Jeg var tidligt oppe, så der var tid til kaffe, müsli og hårdkogte æg, hvilket også var lidt ud over det sædvanlige.
Kvart i otte var jeg klar til at sætte kursen ned mod den fine bro. Den var jeg ret forelsket i. Jeg blev overhalet af en kondiløber på broen. Hun var heldigvis slank, for ellers var det nok ikke lykkedes hende at komme forbi mig og min rygsæk.
Tjener, der er en and i mit svømmebassin!Sådan tog broen sig ud fra den anden bred
På den anden side af broen måtte jeg sande, at der var for højvandet til, at jeg kunne følge kyststien. Der var heldigvis et alternativ, som førte længere ind i landet.
Dagens etape var først en halvdel på de skønneste stier, og så en halvdel på asfaltvej. Den første del var selvfølgelig langt den flotteste.
Jeg tog en lille afstikker ud til et monument på en pynt. Der fra var udsigten til kysten helt i top. Jeg var også nede ved Sandy Beach, som var dagens eneste strandmulighed. Der var gode bænke, hvilket er en sjældenhed ude på ruten.
Ved ankomsten til Ngunguru mødte jeg de fire andre TA’ere, som jeg har set de sidste par dage. Vi hang ud ved et bord foran take-away’en, som ingen vandrer går forbi uden at fylde maven. Der lå også en butik, så det var rent slaraffenland.
Vi skulle alle overnatte i Ngunguru, fordi den mand, som skal sejle os over floden, var optaget af andre ting i dag. Tre af vandrerne ventede på et lift ud til en dame, som bor uden for den lille by, som vi er i. Nummer fire skulle overnatte i haven hos en lokal beboer, og jeg selv skulle længere ned af hovedgaden til en aftale, som jeg havde lidt svært ved at se for mig. Jeg havde via Facebook fået lov til at slå mit telt op ved siden af en caravan og et “dogfly’.
Da jeg havde spist og shoppet gik turen videre langs floden. Det var tydeligvis lavvandet. Der var flot.
Lidt længere henne ad vejen blev jeg tiltalt ved navn af en herre med to hunde. Det var Rob, som min vært hedder. Vi fulgtes ad og stoppede ved den bagerbod, som besøger byen hver fredag. Det er det lækreste brød jeg har set i New Zealand. Rob fortalte, at damen kommer kørende fra Auckland hver fredag.
Det viste sig, at Rob er på besøg i byen. Han er medlem af en camperorganisation, som giver ham mulighed for at overnatte på pladsen bag medborgerhuset. Han har holdt der i 10 dage, fordi hans datter bor i byen. Pladsen er kun for campere med egne faciliteter, men han mente, at jeg kunne være hans gæst. Nu ligger jeg i mit telt, som er slået op ved siden af hundenes flotte logi. En stor rød tarp med hundekurve og liggeunderlag. Toiletbesøg foregår på de nydelige offentlige toiletter henne ad gaden.
Vi har siddet under halvtaget ved campingvognen i flere timer, og talt om TA og meget andet. Rob og hans kone har ofte TA’ere overnattende i deres hjem i Wellingtonområdet. Jeg har simpelthen mødt min første trailengel. Han ved mere om ruten end jeg gør. Han inviterede på aftensmad, og vi gik en aftentur ned til vandet med hundene. Området er super fint.
Da alle var krøbet i teltene og mørket faldt på, så var der andre, der vågnede. Der var et leben af dyr, der løb, hyle, peb og sloges. Sandsynligvis possum. Da de gerne vil have kløerne i vores mad, så hev jeg rygsækken ind i teltet og smed den i fodenden. Det regnede.
Jeg faldt i søvn, og næste gang jeg vågnede, var der vådt i teltet. Rygsækken havde ligget op mod teltdugen. Det er et ret lille telt, og min opsætning er ikke i top. Jeg skal have skaffet et par pløkker mere, så jeg kan spænde det yderste teltlag bedre op. Når det regner meget, så klapper de to lag sammen, og der trænger vand ind. Oven i den sure nyhed, så fandt jeg en time senere ud af, at min ene støvler stod i en sø på underlaget under for åbningen, og at den var fuld af vand.
Der regnede stadig. Min sovepose begyndte at blive våd, så jeg pakkede sammen. Puttede alt ned i sækken, og ved et lille ophold i regnen tog jeg teltet ned. Da jeg kom ud, opdagede jeg, at to af teltene allerede var forsvundet.
Ude på stien var udsigten helt vidunderlig. Skråningen og skoven dampede og lette hvide skyer steg stille op mellem træerne.
Det første stykke af dagen gik jeg på skovstien. Så en lille markvej, hvor jeg så den yndigste fugl. Her efter kom der nogle timer på en grusvej, som havde flotte omgivelser.
Find fuglene!
Den blev efterfulgt af et par kedelige timer på en asfaltvej mellem markerne. Dagen blev rundet af med en fin lille sti nede i ‘sumpen’. Det var lavvandet. Ruten førte direkte ind på Campingpladsen i Whananaki. Nemt og bekvemt.
Lavvande i flodmundingenWhananaki Holiday Park
Her ligger vi på række. De samme fem telte som i går. Der er en lille butik lige uden for pladsen. Selvom skuffelsen var stor, da jeg opdagede, at der ikke kunne købes Fish and Chips i dag, så var det rent luksus. Min madpose var halvtom, så det var dejligt at få lidt ekstra og lidt ‘andet’.
Vejret var klaret op, så nu er alt tørt og rart igen. Det blev sågar til et brusebad i dag.
En fin lang fodgængerbro. Længere end hjemme på Christiansø. Vi skal den vej i morgen. Jeg er vild med forklaringen, som der skiltes med. Nyd den selv.
Jeg tog den med ro på Farmen i morges (onsdag den 26. oktober 2024). Teltet var drivvådt, og der var kaffe i køkkenet. Klokken 9 tog jeg hul på cirka 4 timers vandring på landevej. Der skulle holdes øje med trafikken, men omgivelserne var smukke.
Jeg mødte et par andre TA’ere, som også havde overnattet på Farmen. Der var en vandrer, der ‘forsvandt’. Han fik et lift hen over stykket med landevej. På den måde kom han foran os andre og nåede længere end os i dag.
Det er livsfarligt at være sikahjort herDer er mange simple huse ude på landetPasserede et vejarbejde
Klokken et var jeg nået til Helena Bay. Her startede dagens højdepunkt, som var Helena Ridge Track. Det er en 9 kilometer lang rute op over et højdedrag. Ruten ligger på privatejet jord, men flinke ejere har givet TA adgang og endda tilladt etablering af en lille teltplads. Der er mange højdemeter og det anslåede tidsforbrug er 4 timer.
Ruten gik gennem kauriskov, så der var etableret rensestation ved ind- og udgang af skoven, så fodtøjet ikke spredte sygdom.
På et af billederne fra startstedet har jeg forsøgt at synliggøre, hvor ruten gik. De to gule pile er mine. Hvis du zoomer ind er der en lille snørklet sti ved hver pil. Jeg synes, at billedet meget tydeligt viser rutens afsides beliggenhed og at der var meget skov i området.
Det var imponerende så mange forskellige typer sti, der var på den forholdsvis korte tur. Skoven var fantastisk smuk og udsigterne imponerende. Det var ret overraskende, hvor langt der var ned til bugten fra toppen af stien. Det var ikke underligt at pulsen steg mærkbart på turen op.
Her starter ruten. Rensestationen er til højre.Her bor kiwi….og meget andet information Her kigger jeg bagud i den retning, som jeg kom fra.
Skoven var fuld af skønne fuglelyde, og jeg fik også et glimt af nogle fine små agerhønse-lignende fugle.
Ved km 307 dukkede teltpladsen op. Det er en lille lysning med grønt græs. Et bordbænkesæt og en vandtank. Resten må vi selv sørge for. Vi er fem telte på pladsen i dag. En af landejerne har stillet en kasse med æg, som vi kan købe. Det var selvfølgelig dagens kulinariske hit.
