Tag-arkiv: Thruhike

Dag 34, til Ambury Park (km 618)

Efter en dejlig rolig nattesøvn var det tid til at forlade Auckland. Jeg satte kursen mod det sted lige efter Auckland Domain, hvor jeg forlod ruten i fredags. Det skulle spare mig for et par kilometer, men jeg fik vist forkludret det så meget, at gevinsten forsvandt. Jeg skulle krydse nogle meget store veje, og det var lidt forvirrende.

Jeg skulle færdiggøre det stykke, som hed Coast to Coast Walkway. Det begyndte der, hvor jeg kom ind med færgen i torsdags, og det sluttede ved en bro i eftermiddags.

Dagens første milepæl var Mount Eden. Et af områdets mange vulkankratere. Vulkanen er 146 meter høj, så det gik op ad bakke. På vejen op havde venlige sjæle placeret en kombineret café og udstilling. Det passede perfekt. Kaffe, kage og noget tekst og en film, som uddybede, hvad det var, jeg ville få at se.

Så var jeg klar til det sidste af bakken. Udsigten på toppen var imponerende og krateret havde flotte former og fint grønt græs. Selve krateret er helligt, så der må man ikke gå ned. Turen gik derfor rundt på kraterkanten på en fornem gangbro. Stedet bliver besøgt af en million gæster årligt.

Da jeg var kommet ned i gadeplan igen gik ruten i retning af One Tree Hill. Jeg skulle krydse ind over et af Universitets områder. Der var rærligt mange små stier og trapper. Jeg kæmpede med at finde rundt om et stort bygningskompleks, og var rimelig frustreret, da jeg pludselig så en vejviser. Uden den havde jeg aldrig gættet, at jeg skulle ned dér.

Jeg skulle også krydset et sted, som hed Melville Park. På kortet så det ud til, at jeg bare skulle krydse ind over et grønt område. I virkeligheden var der afmærket en rute rundt i kanten af plænen, og det var glimrende, for inde på plænen var der gang i en cricketkamp.

Kort efter nåede jeg til Cornwall Park. Den var stor, og den var godt besøgt. Det var søndag og solskin. I parkens ene ende lå One Tree Hill, som også er resterne af et vulkanudbrud. Ruten gik heldigvis ikke helt op til toppen!

Fra Cornwall Park gik ruten mod syd og forbi Onehunga Bay Reserve. Her var der søndagsaktiviteter for søspejderne.

Et par kilometer længere henne krydsede jeg først en bro over motorvejen og så en flot stor fodgængerbro til Mangare. Det blæser i dag, så hatten måtte søge ly i rygsækken.

På den anden side af vandet var der seks kilometer til teltpladsen. Det var en dejlig sti langs vandet, som sluttede i Ambury Park, som er grøn og stille. Her ligger dagens teltplads. Vandet er lige uden for, og fuglene pipper om kap.

Jeg har fået liv I trackingen på mit ur igen. Det her er jo en fornøjelse at se på.

TA, dag 33, zero i Sky Tower

Skriv et svar

I går aftes gik det op for mig, at balkonen under mit vindue, er det sted, hvor de unge på United Auckland fester. Der var snak og musik det halve af natten. Det lykkedes mig utroligt nok at sove fra en god del af det. Jeg besluttede mig alligevel for, at jeg ville nægte at sove i værelse 506 en nat til. Receptionen tog det pænt. Jeg blev tilbudt et andet værelse. Det var bare ikke klart endnu. Jeg pakkede rygsækken og stillede den i receptionen, mens jeg besøgte Sky Tower.

Nu er jeg tilbage på United Auckland. Receptionen ville vist være sikre på, at der ikke kom flere klager fra mig, for nu er jeg på 6. sal i værelse 604. Det tegner godt. Jeg er kommet så højt op, at jeg kan kigge ned i genboens svømmebassin.

I formiddags fik jeg efter en solid morgenmad styr på en god del overnatninger på strækningen efter Auckland. Det føles godt. Jeg fik også poset den indkøbte mad om. Nu har jeg poser med aftensmåltider, som er klar til tilberedning. (Det lød lige lovlig fint! Poserne er klar til, at jeg hælder kogende vand ned til tørfoderet.).

Kartoffelmospulver, chia frø, hampefrø og noget noget pulver chili con carne.

Nu var jeg klar til dagens ekspedition. Jeg ville besøge Sky Tower. En ordinær billet giver adgang til tre etager.

Jeg startede nederst. På dæk 51, som var en udsigtsplatform, så dæk 53, hvor der var en café med udsigt til Skywalk og til sidst dæk 60, som var Skydeck i 220 meters højde. 60 mindede om 51, men var lige lidt bedre!

Der var ikke overrendt i dag, så det var rimelig nemt at komme rundt ved vinduerne. Det var super cool! Jeg kunne se, hvor jeg var kommet fra og jeg kunne se et par af pejlemærkerne for i morgen.

Landgangen midt i billedet er North Shore, som jeg kom fra i torsdags. Færgen afgik fra den pynt, som er midt i billedet oven over det store fragtskib. Til højre på North Shore ses den bakke med forsvarsværket, hvor jeg kunne kigge over til Sky Tower og de andre høje naboer.

Det her er den retning (syd), som jeg skal gå i morgen. Hvis du zoomer ind, er der en grøn bakke til højre. Det er Mount Eden. Længere til venstre er der en mindre bakke med en høj obelisk. Det er One Tree Hill.

Jeg hyggede mig vældigt, og jeg tror, at det lykkedes mig nogenlunde at udpege den rute, som Auckland Marathon følger i morgen. Den begivenhed har jeg studeret for at være sikker på, at jeg ikke bliver spærret inde.

Der dukkede en vild oplysning op. Man må gerne deltage som fodgænger! Det må jeg simpelthen prøve en gang.

På dæk 51 blev jeg grebet af en trang til at gå på de stykker gulv, som var gennemsigtige. Det havde jeg aldrig troet, at jeg kunne få overtalt min krop til. Det tog lidt tid og et par forsøg med ‘en halv fod’. Men til sidst lykkedes det, og så tog jeg et par æresrunder med videoen tændt. Du kan se bedriften på Instagram og Facebook. På turen ned med elevatoren fra dæk 60 stod jeg på et stykke gennemsigtigt gulv og kiggede ned i elevatorskakten. Utroligt!

Uden for caféensvinduer var der gratis underholdning. To personer var på Sky Walk. De blev tilbudt at læne sig ud i selen. Han gjorde det og vinkede til publikum. Det var nemt at aflæse hendes mund. Jeg er sikker på, at hun svarede “no fucking way”! De fortsatte vandringen i 194 meters højde rundt til venstre.

Der kom også nogle Skyjumpere flyvende forbi vinduerne. De hænger i en anordning, som sikrer, at de ikke kommer ud af kurs, men det så alligevel faretruende ud.

Motorvejsbroen, som forbinder de to bydele, bliver lukket for biler, så løberne kan løbe over broen i morgen.

Tilbage på hotellet lavede jeg 600 kilometer eftersyn på mine støvler. De er hele og fine. Kun lidt misfarvning fra mudder afslører, at de har været på tur. Jeg har set flere, som er begyndt at kigge efter nyt fodtøj, så jeg er glad.

TA, dag 32, Auckland Domain

Skriv et svar

I dag skulle egentlig være en hviledag/zero. Jeg sov længe, spiste morgenmad og skiftede værelse. United Auckland skulle dog lige gøre mit nye logi rent først. Det lader til at komme som en overraskelse for dem hver gang! Sidst fik jeg en plade chokolade oveni undskyldningen. I dag måtte jeg nøjes med undskyldningen. Jeg var bare glad for, at jeg kunne rykke ind på værelset allerede klokken halv elleve.

Nu har mit ‘kollegieværelse’ igen eget badeværelse og minikøkken. Deres senge er overraskende behagelige, så jeg klager ikke.

En af mine vandrevenner, som allerede har passeret centrum anbefalede et besøg i drivhusene i Domain Wintergardens. Te Araroa går lige forbi dem. Jeg skulle også i Woolworth og proviantere og på jagt efter en campinggas. Jeg var i to outdoorbutikker i går. Begge havde udsolgt.

De tre ærinder kunne passende kombineres, så jeg tog den tomme rygsæk på, og gik mod nord mod havnen igen. Her lå Woolworth. Efter et længere besøg, hvor rygsækken blev halvfuld, så fandt jeg TA’s rute, og fulgte den mod syd. Det kunne sådan set være ligegyldigt, hvilken rute jeg tog gennem byen, men TA så hyggelig ud og vejret var godt.

Jeg passerede en del universitetsbygninger på vej mod supermarkedet, og endnu flere på vej til Domain Wintergardens. Studerende i samtale, en konference, et rum fulde af unge mennesker ved skærme, bibliotek osv. Det vækkede minder.

Et kort stykke inde i parken Auckland Domain fandt jeg en dejlig skyggefuld bænk, hvor jeg kunne spise frokost. Jeg havde købt rigeligt med mad, så kunsten var bare at få det arrangeret.

Efter pausen nåede jeg frem til Domain Wintergardens. Det var ikke særlig stort, men præcis så dejligt, som min vandreven havde beskrevet det. Der var to store drivhuse med en flot gårdhave i midten og desuden et område med træer og buske. Det ene af drivhusene var helt uimodståeligt. Jeg var inde og tage en runde tre gange. Duften af blomsterne var vidunderlig. Mængden af billeder afspejler min begejstring 🙂

Efter drivhusene gik jeg over til den tilhørende café og holdte en dejlig kaffepause i solen. Og se nu, hvad jeg opdagede, da jeg sad dér.

Jeg var nået til kilometer 600! Det stod der også i dagbogen i går, men det var fordi, at jeg var uden for ruten og km 600 så ud til at være det nærmeste mærke.

Jeg fulgte TA’s rute en lille bid længere, og så drejede jeg af mod Newmarket for at fortsætte jagten på campinggas. Der var vanvittigt mange butikker. Den første butik, som fangede mit øje solgte kunstartikler. Jeg måtte lige indenfor og dreje rundt. Uha, der var mange fristelser. Jeg fik hjemve et øjeblik. Savnede mine egne pensler og farver. Men man kan jo som bekendt kun være ét sted ad gangen.

Jeg gik videre til outdoor butikken Living Simply. Det var en flot butik, men de havde kun store dåser gas på lager. Da jeg stadig kun er på min første dåse gas, som er den lille størrelse, så fravalgte jeg at købe den store model. Det blev kun til to nye letvægtspløkker, noget kløestillende creme (til sandfluebiddene) og en lille pose tørret kød. Jeg gik videre til Bivuac Outdoor, og her var der held med gassen.

Til gengæld var gassen gået af mig. Min zero var blevet transformeret til ti kilometers gang. Jeg sprang på en bus, svingede mit HOP kort og kom næsten til hoveddøren for ti danske kroner. Genialt.

Kortet over Auckland bliver mere og mere forvirrende at se på. Jeg har forsøgt at tegne den gåede rute med violet og busturen med gult. Så fik jeg da malet lidt i dag!

TA, dag 31, til Auckland (km 600)

Skriv et svar

I morges vinkede jeg til min værtinde Ruth. Jon var allerede taget på arbejde. Deres gæstfrihed er stor. Hvis jeg har lyst, så kan jeg overnatte hos dem igen, når jeg kommer tilbage til Auckland.

Jeg gik tilbage til ruten, som var længere mod øst. Det var ikke nogen lang tur.

Jeg passerede endnu en gang et par pæne strande. For enden af den sidste, som hed Cheltenham Beach gik ruten op ad en del trin. Det var starten på opstigningen til North Head.

Oppe på bakken var der et gammelt forsvarsværk, og nogle nyere tillukkede bygninger.

Den store gevinst var udsigten. Jeg kunne se, hvor jeg kom fra, og jeg kunne se over til Auckland CBD (centrum/downtown).

Nede i bugten på den anden side af North Head gik jeg ind på en café. Det var et hipt sted, men kaffen var god. I dag havde jeg tid til at nyde pauserne. Det var dejligt. Jeg sad også lidt på en bænk og kiggede ud over Torpedo Bay. Kort efter ankom jeg til Davenport. Min vandring ad North Shore Coastel Walk var slut.

Næste stop blev færgeterminalen. Jeg skulle krydse Auckland havn, og det kunne ikke gøres til fods. Det viste sig til gengæld, at jeg kunne bruge det buskort, som jeg købte i sidste uge, og som kun havde været i brug én gang. Turen kostede 8 NZD (cirka 35 DDK). Jeg tjekkede ind og ud på samme måde, som på Rejsekortet.

Turen gik hurtigt. Da jeg kom over til Britnomart valgte jeg at gå til højre. Jeg ville gerne se Viaduct Harbour. Den var dog langt fra en stor oplevelse. Den havn kunne have ligget i en hvilken som helst storby. Dyre både og dyre barer og restauranter. Men jeg fik set den!

Jeg besøgte Saint Patrick’s Cathedral, som var lukket sidst jeg forsøgte.

Jeg gik i retning af mit logi og fik handlet lidt på turen. Jeg har et eneværelse med delt badeværelse på United Auckland. I dag var der desværre ikke flere af den type værelser, som har minikøkken og eget bad. I morgen skifter jeg derfor værelse. Det er simpelt, men det fungerer, og det er midt i centrum.

Sent i aftes ringede jeg til Garmins hotline i Danmark. Jeg har længe haft et problem med mit ur. Tidsforskellen er tolv timer, så det er ikke hver dag, at jeg er vågen, når de åbner. Den hjælp de kunne give mig var uanvendelig. Jeg valgte derfor at nulstille mit ur. Det tog tid, men jeg fik til sidst liv i uret igen. I dag har jeg forsøgt at optage en ‘vandre aktivitet’. Uret kan derfor måle, hvor langt jeg har gået, hvor mange højdemeter osv. Vi må se, hvor længe det virker!

Dagens tur var næsten 17 kilometer, hvoraf 3 var sejlturen.

TA, dag 30, til Belmont (km 591)

Skriv et svar

Det har været en forrygende dag (onsdag den 30. oktober) på TA. I morges vinkede jeg farvel til Sue og Andy i Orewa. Opholdet havde på alle måder været godt, så humøret var i top.

Det regnede temmelig meget i morges, men det var heldigvis stilnet af, da jeg gik ud klokken halv otte. Resten af dagen blev det kun til spredte byger.

Dagen startede med cirka fire timers gang til Stillwater og her efter en time mere til Dacre Point ad en snørklet lille sti langs vandet.

På turen mødte jeg engelske Ruth, som også havde kurs mod Dacre Point. Det var dejligt at se, at der var andre på ruten for ved lavvandet, som var klokken halv et, skulle vi krydse mundingen af Ōkura River (ved km 568,3).

Da vi nåede Dacre Point var der allerede ankommet to andre TA’ere. Det viste sig at være Marianne og Arnold fra Holland. De var med minibussen til Cape Reinga fra Kerikeri den 1. oktober. Jeg havde ikke set dem længe, så det var hyggeligt at få hilst på dem.

Ved Dacra Point holdte vi en pause. Læste noterne og kiggede efter de relevante pejlepunkter. Pynten, en bøje med orange trekant, et dødt træ og et stykke med grønt græs. Alle tjekkede tøj, sko, rygsækken, højder, tidevandskurver…….vi forventede, at vi skulle vade gennem vand, som var op til ‘lidt over en meter’ dybt.

Marianne og Arnold gik over først. Jeg fulgtes med Ruth. Det hele gik fint. Rygsækken, som var skubbet usædvanligt højt på på ryggen, klarede sig lige fri af vandoverfladen. Der var ingen mærkbar strøm, fordi det var præcis det laveste tidevand.

På den anden bred gik vi videre hver for sig. Jeg gik op over Long Bay Regional Park. Der var grønt og gode udsigter. Jeg satte kursen direkte mod en café i Torbay. Halvanden time senere kunne jeg drikke kaffe og spise en sandwich. Men der var langt endnu. Jeg havde forsøgt at finde overnatning i Torbay, men det var ikke lykkedes. Jeg skulle til Belmont, som lå fire timer længere væk.

Eftermiddagen gik med vandring langs nordkysten. Op og ned til forskellige fine strande. Ud og ind af dyre boligkvarterer. Forbi et par havne og mange fine strandparker. Den eneste ulempe var, at jeg jævnligt skulle ned af trapper eller stier. Ned til en strand for snart efter at skulle kæmpe mig op igen.

Takapuna – jeg skippede stranden og tog hovedgaden

Klokken kvart over seks var jeg fremme hos Ruth og Jon. Kort efter dukkede ‘den anden’ Ruth også op. Vi skulle begge to overnatte her. Det blev igen en dejlig aften. Værtinden inviterede på aftensmad og snakken gik lystigt. Vores værter både cykler og vandrer, så der var rigeligt at snakke om.

Der er allerede dukket mange Halloween udsmykninger op i gadebilledet. Men gad vide, om den her butik havde fået den forkerte kasse ned fra loftet.

Dagen blev så lang, at jeg har valgt at dele den på to skærmprint.

TA, dag 29, til Red Beach (km 551)

Skriv et svar

Det har været en dejlig dag. Den blev ikke som forventet, men bestemt en god dag alligevel. Klokken syv spiste jeg morgenmad på Puhoi Tearoom. Jeg bestilte en solid portion. Det smagte herligt.

Jeg havde ikke travlt (troede jeg), så jeg kom først afsted klokken ni. Der var muligt at leje en kajak og ro de første syv kilometer på Puhoo River. Det fravalgte jeg, fordi det ville have medført en meget tidlig start på dagen. Kajekturen var afhængig af tidevandet.

Jeg valgte at gå i stedet. Først ind til Puhoi by. Her tog jeg en kop kaffe mere, kiggede lidt på floden og besøgte kirken. Jeg så også Puhio Pub, men da de først åbnede klokken elleve, blev det ikke til et besøg. De to andre TA’ere var på pubben i går. Der var livemusik og mange gæster. Mandag var Labourdag i New Zealand, så det var ‘lang weekend’.

Fra Puhio gik turen videre langs en stor og befærdet vej. Der var heldigvis god plads ude i siden. Udsigten var god og omgivelserne var grønne, så det var ikke så slemt.

Efter et par timer var jeg nået til Wenderholm Regional Park. Den var aldeles vidunderlig. Jeg gik hen til det sted, hvor kajakkerne kom i land, så en tur ud til en strand og til sidst en rundtur på en sti i højderne. Det var virkelig nice!

Parken lå på en halvø, og der var flotte udsigter til alle sider. Jeg måtte løsrive mig, så jeg fortsatte til broen over Waiwera river.

I Waiwera holdte jeg en kaffepause. Nu var klokken cirka et. Jeg nærlæste noterne og opdagede, at der stod, at jeg skulle sørge for at være på den næste strand en halv time før lavvandet. Det var umuligt, for lavvandet var klokken tolv. Bommert!

Jeg skyndte mig ned til stranden. Vandet var stadig lavt, men formentlig på vej til at blive højere. Jeg spurgte en mand til råds. Han mente, at jeg godt kunne fortsætte. Jeg skyndte mig videre.

Jeg kom rundt om pynt nummer et….og nummer to. Nu kunne jeg se den tredje pynt. Den var langt væk, og der så ikke ud til at være meget sten-strand frit rundt om pynten. Jeg valgte at lade være med at forsøge. Hvis jeg nåede den tredje pynt, og ikke kunne komme rundt om den, så ville der pludselig være lang vej tilbage til start.

Strandturen skulle have varet fra cirka km 542,5 til 546

Jeg gik tilbage til bugt nummer to. Det så ud til, at jeg kunne komme op til vejen, hvis jeg gik op af skråningen. Det lykkedes. Jeg kom op til en asfaltvej, og troede at alt var godt. Drejede ud mod hovedvejen og kom til en låst port. Den var høj og solid. Jeg var lukket inde på privat grund!

Heldigvis kunne jeg stikke armen ud gennem lågen og trykke på samtaleanlægget. Der blev ikke svaret, men porten gik op! Py ha! Jeg takkede samtaleanlægget og undskyldte……og skyndte mig videre.

Nu var jeg igen på den store vej. Jeg fortsatte til Hatfields Beach, hvor jeg ville have kommet ud, hvis jeg havde været tidligere på færde. Jeg kiggede ud til pynten, som så stor og fjern ud. Nu kunne jeg se den fra den anden side.

Jeg genoptog strandturen, som nu var uden fare. Jeg kunne nemt komme tilbage på vejen, hvis der ikke var plads på stranden.

Efter et par kilometer var jeg igen ved enden af en strand. Op på vejen. Over en bro. Nu var jeg på Orewa Beach. Den var mere populær end de andre strande, og strandvejen var spækket med butikker. Jeg gik et par kilometer på stranden med udsigt til villaerne i første række og en bid langs vejen.

Sidste afdeling bragte mig til Hibiscus Coast via endnu en bro. Den første strand på kysten hed Red Beach. Her nåede jeg frem til mine værters hus klokken fire. Jeg har fået mit eget værelse på første sal, og jeg er blevet forkælet med eftermiddagskaffe, brusebad, tøjvask og aftensmad. Vi har haft en hyggelig aften, og snakken kom vidt omkring.

Fra km 532 Puhoi Tearoom til 551 Red Beach. Jeg begriber det ikke. Jeg må have gået meget mere end 19 kilometer i dag.

Trackingen opdaterer kun hver halve time, så det er svært at se, at jeg gik tilbage af samme vej ude ved kysten midtvejs.

TA, dag 28, til Puhoi (km 532)

Skriv et svar

Jeg stod tidligt op. Spiste morgenmad og drak kaffe, pakkede rygsækken og tjekkede ud fra mit hotel. Der var ikke langt at gå til Intercity bussens stoppested. Der var en del ventende passagerer. Mindst 5 var nye TA’ere, som skulle med hele vejen til Kerikeri. Tre af dem havde jeg mødt på kurset i lørdags.

Min bustur varede heldigvis kun én time. Så var jeg tilbage på busstationen i Warkworth. Det lykkedes mig ikke at få et lift, så jeg gik op til det sted, hvor jeg var blevet hentet i bil i torsdags. Fem kilometer op ad bakke på Statehighway 1. En brutal start på dagen.

Jeg gik helt op til parkeringspladsen, så enderne ‘hang sammen’. Nu havde jeg taget besværet med at komme tilbage, så kunne jeg lige så godt gøre det ordentligt.

Fra Dome (km 505) krydsede ruten SH1 og fortsatte ad en grusvej på den anden side. Det var en fredelig formiddag. Ingen biler og ingen andre vandrere. Turen gik af grusveje og nedlagte overgroede veje op mod Moir Hill. Det var ganske behageligt.

Omkring klokken tolv skulle jeg dreje ind over et område, som var privat. Jeg skulle passere nogle folde med dyr. Der kom der en mand gående. Jeg spurgte, om han ejede jorden, hvilket han bekræftede. Jeg takkede han for, at han lod ruten passere hans grund, og det hele endte med, at jeg blev inviteret på kaffe på deres dejlige terrasse. Deres historie lignede den jeg hører tit: Oprindeligt fra UK, men har boet i New Zealand i 35 år.

Jeg nåede toppen af Moir Hill (km 521) ved halv tre tiden. Nu gik det nedad igen. Ad en smal sti langs et hegn. Ved firetiden passerede jeg en fin lille teltplads, som en lodsejer stillede til rådighed.

Der kom flere korte regnbyger på turen i dag. Det resulterede i en flot regnbue sidst på turen.

Jeg valgte at fortsætte til Puhoi, som lå en times tid længere fremme. Inden selve landsbyen ligger Puhoi Tearoom, som er en café. Ejeren stiller baghaven til rådighed som teltplads for TA’erne.

Den nordlige del af ruten ved km 527 – den er lukket!

Nu ligger jeg i mit telt og slapper af. I morgen skal jeg spise stor morgemad på caféen. I dag var caféen mandagslukket. Den flinke ejer tilbød dog alligevel at lave mad til mig i dag. Jeg afslog og fik ryddet lidt op i madbeholdningen.

Inde i caféen ligger der en bog, som teltliggerne indskriver sig i. Jeg kan se, at der var en stor gruppe af mine vandrevenner her i fredags. Nu er jeg præcis de tre dage bagud, som jeg brugte på turen til Auckland.

Der overnatter to andre vandrere ved Puhoi Tearoom i dag. Det er nye ansigter for mig. Det må være TA’ere, som hidtil har været cirka tre dage bagud i forhold til mig.

Dag 28, Km 505 til 532 (plus turen fra bussen til km 505)

Hvor er ruten og hvor er jeg?

2 svar

I det her opslag vil jeg give nogle forslag til, hvordan de af jer, som er interesserede, kan få et nærmere indblik i, hvor ruten går, og hvor langt jeg er nået.

Der findes rigtig meget information om ruten. Det svære er at få skabt et overblik, og at finde præcis den information man har brug for på et givent tidspunkt. Det kræver hæderlige planlægningskompetencer at slippe helskindet igennem ruten.

En af kilderne til forvirring og overflod af information er, at ruteføringen ændres i takt med naturens og grundejernes luner.

Hvis du vil vide mere, er rutens hjemmeside et godt sted at starte https://www.teararoa.org.nz.

Der er en underside https://www.teararoa.org.nz/trail-maps/, som giver mulighed for at downloade tracks, kort etc. efter behov. Man vælger sit materiale i forhold til, hvilke hjælpemidler man bruger. På denne side har jeg fundet det track, som jeg har liggende i min yndlings-app, som er MapsMe samt det track, som jeg har gemt i mit Garmin ur.

I MapsMe ser hele ruten sådan her ud:

Det er ikke anvendeligt i den form. Men hvis jeg går tættere på, så giver det bedre mening. Her kommer det udsnit, som jeg for brug for i morgen. Jeg står af bussen i Warkworth.

Der fra skal jeg finde op ad den orange linje (Sh1) til det sted, hvor der står ‘Dome’. Dér er jeg nået til. I morgen skal jeg gå syd på ad den rød/hvide linje til byen Puhoi. De røde ‘nåle’ er kilometermærker. Jeg skal gå fra km 505 til km 532.

Når jeg kommer til km 527, så skal jeg vælge ruten længst mod syd. Det fremgår af ‘noterne’.

Noterne læser jeg primært i appen ‘Te Araroa Notes and Maps’. De findes også på hjemmesiden, i trailappen og i appen FarOut, som er en betalingsapp. Km 527 ses kun i min app. Kilometermærkerne er ikke afmærket ude på ruten.

Hvis du gerne vil se detaljerne på et kort, så vil jeg anbefale, at du downloader den gratis trail-app og/eller appen ‘Te Araroa Notes and Maps’. Der er henvisninger på rutens hjemmeside. Du kan også bare gå i app-store. Ikonerne ser sådan her ud:

Når du åbner appen ‘Te Araroa Notes and Maps’, er informationerne delt i sektioner. Jeg er nået til sektionen ‘Auckland’. Vælg den linje, som dækker km 505 og tryk på kort nummer 27 i toppen. Så kan du se det sted, hvor jeg starter i morgen. Trail-appens kort er meget statiske. Derfor vælger de fleste af supplere med appen FarOut eller andre apps.

Jeg tracker mine bevægelser på min Garmin inReach Mini 2. Informationerne fra min InReach kan ses i appen Garmin Explore. I den ser km 505, sådan her ud:

Mine ‘fodspor’ er den turkise linje. Jeg har indstillet min InReach til at hente min position hver halve time. Jeg nåede til Dome, og der blev jeg hentet i bil. Den mørkeblå linje er den, som jeg skal fortsætte ad i morgen.

Jeg vil anstrenge mig for at huske at nævne, hvilket km-mærke jeg er nået til. Det giver mulighed for at finde positionen. Vær opmærksom på, at kilometermærkerne ændres hvert år. Km 505 lå et andet sted sidste år. Jeg vil også i højere grad dele skærmprint af dagens rute.

Ud over de hjælpemidler, som er nævnt allerede, så får jeg informationer og kontakter fra 5-6 grupper på Facebook og mindst lige så mange i WhatsApp. En god del af de grupper, er lige så officielle og lige så nødvendige som trailappen. Jeg bruger dem blandt andet til at finde overnatningssteder.

Tak for i dag 🙂 Godnat til mig og godmorgen til jer!

De gør det ikke nemt at komme til køjs.

TA, dag 27, Auckland, zero

Skriv et svar

Jeg tjekkede ud fra United Auckland klokken ti i formiddags. Jeg havde sovet i en lille hybel med eget bad og minikøkken. Selvom værelset mindede lidt om en slidt kollegiebolig i København, så føltes det som den vildeste luksus. Sengen var stor og ren, og jeg sov dejligt. Dog ikke så mange timer, som min krop bad om.

Jeg dryssede lidt rundt i kvarteret, og gik hen og tjekkede det sted, hvor jeg skal med bussen i morgen.

Turen til Auckland ser sådan her ud i min Garmin Explore App. Gul ring: Warkworth, hvor jeg stod på bussen i fredags. Rød ring: Auckland centrum, hvor jeg er i dag. Turkis ring: Manurewa og Wiri – sydlige forstæder. Her overnattende jeg fredag og var på kursus lørdag. De lige streger afslører, at jeg er blevet transporteret. I morgen skal jeg tilbage til Warkworth med morgenbussen klokken halv syv.

Fra busstationen gik jeg videre til dagens logi. Jeg havde fundet et godt tilbud på Booking.com. Endnu en studiolejlighed, men i en anden prisklasse: Barclys Suites.

Jeg tjekkede ind klokken halv tolv, selvom der stod klokken femten i min bekræftelse. Værelset er skønt. Her er alt. Du kan komme med på rundvisning på min Instagram/Facebook profil. Jeg har dog lige opdaget, at der åbenbart er begrænsninger på, hvor lange videoer, man kan lægge op. I den del, som ikke er kommet med, jubler jeg over vaskemaskinen, som har indbygget tørretumbler. Det er en maskine, som kan få alle mudrede vandrere i godt humør. Og jeg skal ikke stå i kø! Jeg har vasket ALT, som kan tåle vand!

Aftensmaden står i køleskabet og internettet fungerer uden afbrydelser. Jeg slapper af med udsigt til tørrestativet i stuen. Der bliver heller ingen sightseeing i dag. Til gengæld har jeg gået styr på det meste af planlægningen af turen fra Warkworth til Auckland. Denne gang til fods.

Jeg har lavet 500 kilometer tjek af mine støvler. De er i præcis så god stand, som jeg havde forventet. Deres robusthed var en væsentlig grund til, at jeg valgte at gå i dem. Jeg har allerede mødt én vandrer, som havde hul på siden af en sko og slidskader på sålerne. Foreløbig klarer mit grej sig godt.

I formiddags spiste jeg brunch på Federal Delicatess, hvor jeg også spiste i går. Jeg fik ‘friske grønne blade’ hvilket var en sand fryd. Klatten på toppen var et pocheret æg.

I eftermiddags spiste jeg frisk avocado med friskpresset citron og et hårdkogt æg og drak appelsinjuice. Fem kokkehuer til mig! Mad lader til at være en af de få ting fra byens mange butikker, som jeg synes, at jeg har brug for.

Sky Tower ser ud til at være omdrejningspunktet for mit ophold i Auckland. I dag er jeg kommet tættere på. Jeg må se, om der bliver kræfter til et besøg i tårnet næste gang jeg kommer forbi.

TA, dag 26, Manurewa og Riversafety

2 svar

Det lykkedes mig at komme med et tog til Manurewa i går. Her blev jeg forkælet af Rona og husets søde børn. Jeremy var på arbejde. Jeg sov i stuen, fordi vejrudsigten lovede regn. Familien har ofte TA’ere overnattende i telt i deres have, men jeg var blevet opgraderet.

I formiddags var jeg med Jeremy i Auckland Botanic Gardens. Det var tydeligt, at han kendte både haverne og TA’s ruteføring godt. Han viste mig en god del af de områder, som TA ikke vil føre mig igennem, når jeg kommer gående gennem Auckland om en uges tid. Jeg fik udpeget både dette år og sidste års rute. Haverne er et af de steder, hvor der er ændret i ruten i år.

Jeremy har selv gået TA på Nordøen i etaper, og på et tidspunkt vil han også gå Sydøen.

Jeremy kørte mig til mit kursussted, hvor løjerne startede klokken 14. De første jeg mødte var Peder og Solveig fra Danmark. De starter fra Cape Reinga på mandag.

Kurset indeholdte både teori og praksis. Det var virkelig lærerigt, og jeg vil anbefale alle, som vil gå TA, at deltage i et tilsvarende kursus. Vector Wero Whitewater Park i Auckland havde et bassin, hvor de kunne skrue op og ned for vandgennemstrømningen. Det var genialt. Vi prøvede at passere floden både alene, parvis og i hold og til slut flydende med rygsæk på. Det sidste er den øvelse, som man håber, at man aldrig får brug for!

Nu er jeg tjekket ind på et hotel i Auckland. Jeg var heldig at få et lift ind til centrum med en kursusdeltager, som bor i Auckland.

Vandrer | Ana Refsgaard

Altid på vej

Tag-arkiv: Thruhike

Dag 34, til Ambury Park (km 618)

TA, dag 33, zero i Sky Tower

TA, dag 32, Auckland Domain

TA, dag 31, til Auckland (km 600)

TA, dag 30, til Belmont (km 591)

TA, dag 29, til Red Beach (km 551)

TA, dag 28, til Puhoi (km 532)

Hvor er ruten og hvor er jeg?

TA, dag 27, Auckland, zero

TA, dag 26, Manurewa og Riversafety