TA, dag 77-78, zero i Wellington (GREJ)

Mandag og tirsdag den 16. og 17. december 2024

Hviledagene i Wellington bruger jeg primært til at rydde op i mit grej og til at forberede de næste par ugers vandring.

I går besøgte jeg outdoor butikken Bivuac. Det var en succes. Jeg fik flere stumper, som jeg er gået forgæves efter i andre butikker.

Det første jeg spurgte efter var nye metalspidser til min vandrestave. Ekspedienten vinkede efter den kollega, som var eksperten på området. Et øjeblik efter havde ‘eksperten’ spændt den metalspids, som gav efter, ordentligt fast. Nu behøvede jeg ikke nye spidser længere, men jeg købte et sæt for en sikkerheds skyld. Nu vidste jeg, hvor svære de var at få fat på.

Næste ønske var vandtætte handsker. Det lykkedes også. De ser fornuftige ud. Vejrudsigten for den kommende uge ser broget ud. Lidt længere fremme venter Richmond Ranges. På de højeste stede af ruten er der lige nu minusgrader om natten.

I min kuffert, som jeg sendte fra Kerikeri til Wellington, lå der et par nye støvler. Det er helt perfekt. Desværre var jeg nødt til at købe dem en størrelse størrelser end det forrige par. Det var de eneste, som jeg kunne finde på internettet i Danmark. Om det er godt eller skidt ved jeg om et par måneder.

Jeg købte derfor et par vandrestrømper, som er tykkere end dem, som jeg allerede har.

Mit regncover til rygsækken har holdt regnen ude og tingene inde. Det har sådan set fungerer fint. Materialet var dog ikke så velegnet til tæt kontakt med budkads. Det var lavet af Dynamee, som er tyndt og sårbart. Jeg fik ofte blade og små grene viklet ind i fibre på coveret, og når jeg rev dem af, så fulgte der tråde med ud. Jeg købte derfor et tungere, traditionelt regncover af mærket Osprey. I dag har jeg holdt generalprøve. Jeg pakkede rygsækken og trak coveret på. Det ser ud til at det har en god størrelse.

Jeg rundede indkøbene af med en ny buff. Jeg har allerede én med mig. Den har jeg om halsen. Den nye skal fungere som ørevarmer, hvis det bliver koldt.

Jeg har sorteret alt indhold i rygsækken, vasket tøj til den helt store guldmedalje og skiftet hver en lille plastikpose i min bagage.

Det er meget få stumper i rygsækken, som jeg har valgt at skifte ud. Jeg har lagt de bukser, som jeg købte undervejs, ned i kufferten, og har i stedet taget et par tights med mig. Jeg har lagt en skjorte ned i kufferten og har taget en langærmet undertrøje med med mig. Ellers er det primært mad, som er fyldt i sækken.

Jeg købte to store færdige måltider i Bivuac. Dem har jeg poset om i fem poser og mikset med en hel masse andet tørstof. I madposen er der desuden pulversupper, nudler, kaffe, kakao, OSM-barer, tangchips, nødder, tørret frugt, mørk chokolade, kiks og ost…..og sikkert et par ting mere!

Facebookinstagram

TA, dag 76, til Island Bay (1726,3 km – enden på Nordøen)

Søndag den 15. december 2024

I dag gik min veninde Shannon og jeg de sidste kilometer af Te Araroa på Nordøen.

Vi gik først i den retning, som vi ankom fra i går, for at finde ruten. Den var i nærheden af havnen ved Whairepo Lagoon. I lagunen var der kajakundervisning i gang.

Whairepo Lagoon – Auckland

Vi fulgte Te Araroa videre langs havnen, hvor der var masser af liv. Der var boder med alt i ‘mad og drikke’, kærester på søndagstur, musikere, motionister, sejlere, hundeluftere og badegæster. Det var hyggeligt, og der sneg sig en kaffepause ind i programmet.

Efter 3-4 kilometer drejede vi indad og op i parken ved Mount Victoria.

Det gik op og ned i et par timer. Efter Victoria var det tid til Mount Albert. Her efter førte Southern Walkway os gennem endnu et grønt område og ud til vandet.

Mount Albert – her kunne vi se store dele af byen

Dagens sidste kilometer gik langs vandet af The Esplanade til Shorland Park. På vandsiden kunne vi nyde synet af Island Bay, som var en marine park.

I Shorland Park måtte vi kigge godt efter for at finde markeringen af afslutningen af Nordøen. Hvis ikke jeg havde vidst, hvordan stenen så ud, så havde vi sikkert ledt efter endnu. Stenen var ikke særlig prangende.

Stenen, som bærer en plade med tekst, blev sat ved den officielle åbning af Te Araroa i 2011. Den markere derfor både åbningen af ruten og afslutningen af den del af ruten, som ligger på Nordøen.

Det var dejligt at være lige dér. Det føltes faktisk lidt højtideligt.

Udsnit af teksten på stenen

Vi blev der ikke længe for vi havde taget for lidt vand med på turen. Vi smuttede over på en café i nærheden. Her kunne vi iagttage busserne på gaden, og vi fandt én, som vi tog tilbage til centrum. Vi havde allerede været overraskende længe undervejs, så det var fint at komme retur lidt hurtigere.

Nu er jeg nået til punktet, hvor jeg snart skal skifte ø.

Det havde været en god tur. Vejret var godt. Ingen regn. Der var vind i dag, men det meste af tiden var vi i læ.

Der smuttede igen 1 kilometer efter pausen!

Facebookinstagram

TA, dag 75, til Te Aro (Wellington)(km 1714)

Lørdag den 14. december 2024

Jeg var tidligt oppe i dag. Klokken syv tog jeg hul på de 700 trappetrin, som turen op til Colonial Knob startede med. Der var livlig trafik nedad. Det så ud til, at de lokale motionerede her.

Skoven, som jeg gik gennem, var fin, men længere oppe var der tåget. Oppe ved Colonial Knob var sigtbarheden tæt på nul.

Næste top var Mount Kaukau. Den var fjorten kilometer væk. Først ned og så op igen! Det blæste en halv pelikan og udsigten var meget begrænset.

Fra Mount Kaukau gik turen af Skyline Track. Her var også flotte omgivelser, men ekstremt meget vind. Heldigvis var stien ikke hverken smal eller udsat.

Jeg mødte fire andre TA’ere og vi fulgtes ad i retning mod Wellington. Der var mange heste og mange ridebaner på turen. I forstaden Ngaio holdte vi en dejlig pause på Café Villa.

Et skønt syn – en café

Her efter var det tid til at gå gennem et par af byens grønne områder. På vej op til Te Ahumairangi Reserve kom der endnu en stejl stigning.

Udsigt over bugten

Jeg havde sms’et med min veninde Shannon, som jeg mødte på Camino de Santiago for år tilbage. Nu dukkede hun op på stien. Det var dejligt at mødes igen, og jeg sagde tak for i dag til TA’erne.

Shannon og jeg gik sammen videre af Te Araroa. Vi gik snakkende gennem Botanisk Have.

Udsigt fra Botanisk Have

Ruten førte os ned til centrum og tæt på Shannons hjem. Vi købte ind og gemte den sidste bid af Te Araroa på Nordøen til i morgen. Nu er vi hos Shannon, hvor jeg overnatter.

I fortovet i Wellington centrum

I dag tror jeg, at jeg fik afklaret, hvor vidt jeg vil tage tilbage til Outdoor Centeret for at tage hul på turen over Tararua Ranges, som jeg sprang over på grund af dårligt vejr. Det bliver ikke hvert fald ikke i morgen.

I dag forsøgte jeg at ringe til Outdoor Centeret, som jeg besøgte forleden, for at få Johns vurdering af vejret. De forsøgte at ringe tilbage til mig, og de var søde at sende mig en SMS. Beskeden var meget lig det opslag, som nu ligger på Facebook. Det er (Sallys mand) John, som har lagt opslaget op i Te Araroa gruppen.

Det er ikke bjergvejr for mig!

Jeg skal lige sove på det, men det betyder formentlig, at jeg i morgen går i gang med at forberede turen til Sydøen.

Der smuttede et par kilometer efter cafébesøget, fordi jeg glemte at starte uret igen.

Facebookinstagram

TA, dag 74, til Porirua (km 1682)

Fredag den 13. december 2024

Jeg sov virkelig dårligt i nat. Sengen var for hård, der kom lys ind ude fra og myggene havde en fest. I morges var jeg muggen og træt, så jeg kom sent afsted.

Vejret var klaret op, og der var dejligt uden for. Det hjalp på humøret. Jeg gik ind til centrum af Paekākāriki og drak en kop kaffe på en hyggelig café.

Butiksgaden i Paekākāriki

Jeg fortsatte til starten på Escarpment Track. Det er en 11 kilometer lang vandrerute på en skråning højt over motorvejen. På rutens hjemmeside kan man blandt andet læse følgende: ‘Families of all ages enjoy this trail, but it is not recommended for the faint-hearted: you’ll scale around 1,200 steep steps, navigate narrow pathways across ridgelines, and traverse two swing bridges.’

Da jeg første gang så videoer fra den sti på YouTube, så slog min mave en lille kolbøtte. Det er heldigvis blevet bedre siden da, og jeg var faktisk nået til at glæde mig til at skulle gå dér. Vejret var heldigvis godt. Ikke for meget vind og ingen regn.

Det begyndte ret fredeligt. Før indgangen til selve stien gik det op og ned langs med jernbanen.

Er du nu sikker?

Det varede ikke længe før det gik mere stejlt op. Nogle steder var der trapper og andre steder en smal grussti.

Der var virkelig flot. Jeg kunne se ned til motorvejen og jernbanen og ud til Kapiti Island.

Det var en stor fornøjelse at være på stien. Jeg konstaterede med glæde, at jeg ikke følte mig dårlig tilpas over at gå på stien, selvom den er smal og uden afskærmning.

Der var gående trafik i begge retninger, men jeg mødte stort set kun modgående. Måske tyve personer i løbet af tre timer.

Efter det højeste punkt gik det gradvist nedad igen. På et par strækninger var der mere vind, men det var ikke så galt.

Der kom to svingbroer. De gyngede lidt, men det har jeg vænnet mig til.

Den ene svingbro ses nede i kløften

Jeg hyggede mig vældigt. Jeg holdte mange pauser og gik langsomt. Der var ingen grund til at gøre det sværere eller farligere end det behøvede at være.

Linjen i midten er et hegn. Der gik får på den højre halvdel. Derfor er den venstre halvdel mere grøn.

Efter 3,5 time var jeg nede ved Muri, hvor Escarpment Track ender. Jeg fejrede den gode tur med kaffe og is. Jeg tog en del videoer på turen. De ligger på min Facebook.

Fra Muri til Plimmerton og videre til Porirua fulgte Te Araroa en kombineret cykel- og gangsti langs en stor vej. Der var nemt at gå.

Stien gik længe mellem vejen og vådområdet Taupō Swamp. Det var så tilpas særligt, at selveste dronning Elizabeth havde været på besøg. Taupō Swamp har en sjælden flora og fauna, som der nu passes godt på.

Taupō Swamp er det mørkegrønne bælte, som går på tværs

Jeg holdte mange pauser i dag. Mest fordi det var hyggeligt. I Plimmerton købte jeg en stor salat, som jeg spiste med udsigt til nogle fine små huse ved Te Awarua-o-Porirua Harbour. På skråningen oven over lå der store villaer.

Te Awarua-o-Porirua Harbour

De sidste kilometer ind til den store by Porirua var ikke de hyggeligste, men der var stadig fin sti at gå på. I Porirua holdte jeg den sidste pause. Nu var klokken pludselig blevet mange.

Jeg gik gennem byen og de sidste tre kilometer op til Camp Elsdon, hvor jeg overnatter i telt. Der er nok ti telte med TA’ere her.

Facebookinstagram

Støvler

Jeg har tjekket mine støvler jævnligt. Jeg har jo pralet med, at de ville holde hele Nordøen. Mine støvler hedder noget så enkelt som ‘Inov8 Roclite Pro G 400 GORE-TEX V2’.

I morges kiggede jeg på dem igen. Nu er sliddet i bunden synligt. Jeg synes, at jeg kan mærke, at jeg ikke står helt så godt fast mere. Eller også er det bare indbildning!

Det første synlige slid var et lille hul på indersiden af forfoden. En nærmere undersøgelse viste, at problemet var lige der, hvor min indlægssål bøjer, når jeg træder fremad. Når sålen klemmer udad på indersiden af foden 50.000 gange om dagen, så slider den hul på støvlen. Jeg klippede et par millimeter af indlægssålen lige dér, og jeg tror, at det forhindrede at skaden voksede sig større.

Nu er der slidskader på oversiden også, men ikke noget der forhindrer, at støvlerne kan gå længere endnu.

Undersiden (og dermed vejgrebet) er nok den største udfordring lige nu.

Jeg er blevet spurgt, om støvlerne kan tåle al det vand de bliver udsat for. Støvlerne er kunststof, så materialet klarer sig godt. Støvlerne bliver gennemblødte, når de får meget vand, men de tørrer igen. Hvor lang tid det tager afhænger af vejret.

De seneste dage hvor jeg gik i mudder og vandløb blev mine støvler gennemblødte. Der var ikke tørre i luften, så om morgenen var det på med de våde sokker og våde sko. Det må man bare ignorere.

I går var der sol i haven på mit overnatningssted. I morges havde jeg rene, tørre sokker og tørre støvler. Det var en fryd! Det føltes som om, at fødderne hele dagen lå i en lille varmepude. Sidst på dagen i dag var jeg nødt til at traske gennem et vandløb på stranden. Støvlerne blev tydeligvis våde. Jeg kunne se på indlægssålerne, da jeg ankom, at de kun var våde et par steder i siderne. Det må betyde, at goretex membranen stadig gør nytte, selvom den har fået tæsk gennem 1500 kilometer. Imponerende!

Måske var det held i uheld at jeg ikke kunne passere Tararuas nu. Om et par dage bliver jeg genforenet med min kuffert, som er i Wellington. I den har jeg et par friske støvler. Det betyder, at hvis jeg går i Tararuas i næste uge, så kan jeg gå i nye støvler!

Uden indlægssålerne lagt i
Facebookinstagram

TA, dag 73, til Paekākāriki (km 1656)

Torsdag den 12. december 2024

Det har været en skøn og roligt vandredag på Kapiti Coast. Men lad mig lige ridse ‘det store billede’ op først.

Jeg nåede til km 1559 på Gladstone Road, da Donna samlede mig op i går. Vi kørte ned til Levin, hvor hun bor 5 kilometer uden for centrum.

I morges kørte hun mig (6 km) ind til New World supermarkedet i Levin, hvor jeg drak en kop kaffe i caféen. Klokken ni gik jeg ud til bussen, som for 6 nzd kørte mig til Waikanae (yderligere 36 km). Det er den by, som ligger på den anden side af Tauruas bjergene. Jeg ramte TA igen ved km 1634.

Jeg har tegnet bil og bus ind med turkis på kortet. Jeg stod af bussen dér, hvor den turkise linje ender nederst.

I Waikanae gik jeg et kort stykke ned af Main Street, så var jeg igen på Te Araroa, som fortsatte ned til Waikanae River.

Te Araroa ved Waikanae River

Ruten fulgte floden fem kilometer mod vest og det Tasmanske Hav. Det var en pæn tur i parklignende omgivelser. Der var hundeluftere, kondiløbere, cyklister og ryttere på stien. Vejret var fint. Lidt gråt, men stille. Ren afslapning.

Ved flodens udmunding gik ruten gennem Waikanae Estuary Scientific Reserve. Det lignede mest et fuglereservat med vadefugle. Der var virkelig flot. Øde og stille. På indersiden lå der huse helt ud til reservatet. Det er nok ikke de billigste huse i området.

På den anden side af reservatet kom jeg kortvarigt ud på en vej. Her blev jeg helt optaget af blomsterne i vejkanten!

Ruten sendte mig ud på Paraparaumu Beach, som jeg fulgte en times tid. Jeg kom til et sted, hvor der var biler og bådtrailere på stranden. Der var mange forskellige typer både i brug.

Jeg gik op på vejen, hvor der lå en del caféer. De havde travlt. Flere steder var alle borde optagede. Jeg fandt til sidst et passende sted og holdte en lang spisepause.

Da jeg forlod stedet igen var det begyndt at regne. Det fortsatte med at dryppe resten af turen. Jeg gik tilbage på stranden og fortsatte mod syd. Jeg var heldig at lavvandet var midt på dagen i dag.

Stranden blev mere og mere øde. På indersiden havde husene barrikaderet sig mod havet.

Stranden var skøn at gå på. Sandet var tilpas fast og temperaturen var perfekt. Det myldrede med smukke skaller, sneglehuse og sten på stranden. Jeg skulle virkelig tage mig sammen for ikke at putte dem i rygsækken.

Klokken tre begyndte stranden at blive smallere. I MapsMe førte ruten væk fra stranden. Jeg fandt et sted at kravle op over stenbarrieren og gik op af en trappe. Jeg regnede med, at vejen var på den anden side af klitten. Jeg tjekkede MapsMe igen. Der var ingen vej! Det kom et stort område med klitter.

Trail-appen sagde noget om en sti i klitterne, som var styrtet sammen. Der stod også, at ved lavvande kunne et alternativ være at fortsætte på stranden. Jeg manglede 4 kilometer i fugleflugt for at nå til Paekākāriki. Jeg tjekkede tidevandet igen. Klokken tre var tættere på lavvandet end på højvandet. Dér hvor husene og barriererne sluttede blev stranden bredere igen.

Jeg skyndte mig ned på stranden og gik de sidste kilometer i rask trav. Første gang der dukkede en vej op på min venstre side forlod jeg stranden.

Jeg var tæt på campingpladsen, som lå i byens udkant.

Det lignede botanisk have! Det viste sig da også at være Queen Elizabeth Park, som jeg skulle igennem.

Da jeg ankom til Paekakariki Holiday Park regnede det stadig. Jeg flottede mig og bookede en hytte. Nu sidder jeg foran hytten og solen skinner. Men nu er den jo betalt, så jeg bliver!

Facebookinstagram

Rygsæk vægt

Jeg glemte en detalje fra Palmerston. Der blev løftet på rygsækken, da vi forlod vores værter i Palmerston forleden.

Nogle af TA’erne havde pakket rygsækken, så de kunne tage hele strækket gennem skoven og over Tararuas bjergene. Hvor mange dages mad, der var tale om afhang af, hvor lange etaper man påtænkte at gå, og hvor mange ekstra dage i Tararuas man dækkede sig ind for. Det er ikke usædvanligt, at man må vente på at vejret klarer op før man fortsætter fra en hytte i højderne.

Noterne angiver, at man skal købe mad til 7-9 dage, hvis man ikke vil forlade ruten for at købe mad eller eventuelt sende en pakke til f.eks. Outdoorcenteret, som jeg besøgte i dag.

Svaret på ‘hvor mange dage har du mad til’ toppede med svaret ’12’ hos en af de engelske piger. Hun toppede også på vægten med en rygsæk, der vejede 22 kilo.

Min rygsæk vejede 15,8 kilo. Jeg havde cirka 2,5 liter vand og det absolutte minimum af mad til at klare hele strækningen. Jeg havde købt mad i forhold til, at vejrudsigten tydede på, at turen over Tararuas skulle klares på tre dage, hvis det overhovedet blev muligt at passere. Det var mit indtryk, at der kom dårligt vejr i slutningen af perioden, hvis jeg var langsommere end det. Turen over Tararuas tager 3-6 hårde vandredage.

Jeg kommer ikke op i Tararuas i morgen, så jeg er godt tilfreds med, at jeg ikke købte for vildt ind.

Mit regneark før afrejsen viste en basisvægt på cirka 7 kilo. Der til kom vand og mad. Der er desuden hoppet et par bukser og et par handsker ombord undervejs.

Facebookinstagram

TA, dag 72, til Gladstone Road (km 1559)

Onsdag den 11. december 2024

Jeg vågnede kvart over fem i morges. Det virkede overraskende mørkt. Det skyldtes, at træerne dækkede for lyset. I går eftermiddags var der også lidt aftenstemning over skoven. Min inReach havde problemer med at sende. Den er ikke glad, når der ikke er frit udsyn til himlen.

Jeg spise lidt mad og pakkede mit grej. Det gik nogenlunde med at holde mudder, blade og jord ude af bagagen.

Jeg fortsatte, hvor jeg slap i går. Det gik opad mod to udsigtspunkter. Det første bemærkede jeg ikke. Det var vist bare en lysning på en bakketop. Det næste var Archey’s Lookout. Det var afmærket, fordi det var en lille afstikker fra stien.

Udsigten fra flot, selvom der var diset.

Der var mobilsignal, så jeg kontaktede en trailengel i Levin, som jeg i forvejen var i kontakt med. I går lovede jeg mig selv, at jeg ikke ville fortsætte direkte op i bjergene, men tage ned til Levin og overnatte, så jeg var sikker på, at jeg ikke var ved at blive syg. Jeg har det storartet, men ideen var jo god nok.

Efter udsigtspunktet kom der mere mudder, og så startede nedstigningen. Det var ikke helt så galt, som jeg havde frygtet.

Efter den stejleste del begyndte der at komme vandløb. Mange vandløb. Nogle skulle passeres på tværs. Andre skulle jeg gå et stykke nede i.

Der var rig lejlighed til at vaske mudderet af støvlerne for så at komme op og grisse dem til igen.

Efter cirka tyve vandture var jeg ude af skoven. Der kom fem kilometer gennem privatejet skov og eng. Der var fint og grønt. Jeg mødte en stor gruppe børn, som var på ophold hos Makahika Outdoor Pursuit Centre. De tilbyder læring for børn.

Jeg nåede til Outdoor Centeret, hvor jeg gik ind og bankede på døren. Dér bor Sally og John. De tilbyder overnatning i eget telt på deres jord og ikke mindst rådgivning om vejret i Tararuas. Det var rådene, jeg havde brug for. Tararuas er kendt for grumt og omskifteligt vejr.

John var på arbejde, men Sally inviterede på kaffe. Rådet var entydigt: Gå ikke op i Tararuas bjergene nu. Der var for meget vind. TA går op over steder, hvor der er smalt og langt ned til begge sider. Jeg takkede og gik videre. Sendte en besked til Donna om, hvornår jeg var ved opsamlingsstedet.

Ingen Tararuas lige nu! De var der oppe i skyerne.

Jeg nåede ikke til opsamlingsstedet før Donna dukkede op på vejen. Hun havde datteren med i bilen. Vi kørte om supermarkedet og videre til Donnas hjem, som ligger fem kilometer uden for byen. Her har jeg fået et fint værelse, taget bad, vasket tøj, rystet og luftet telt mm. Jeg er inviteret på aftensmad og i morgen kører Donna mig til bussen. Jeg tager bussen til byen på den anden side af Tararuas og fortsætter vandringen dér. Jeg krydser fingre for, at det bliver muligt at gennemføre Tararuas inden jeg forlader Nordøen.

Det er vist tydeligt, hvornår jeg satte mig ind i Donnas bil.

Kilometerne indeholder en køretur.

Facebookinstagram

TA, dag 71, wildcamp km 1546

(Teksten handler om den 10. december 2024)

I går var en mærkelig dag. Jeg kom tidligt afsted fordi jeg gerne ville nå længere end den etape, som noterne lægger op til. Noterne foreslår, at man går 15 kilometer til Tokumare Shelter (også kaldet Ian and Franks hut). Det forventes at tage 6-7 timer. Jeg ville gerne nå lidt længere. Det ville give mig en kortere tredje dag i skoven, og dermed bedre tid til enten at tage ned til Levin by eller måske starte turen i Tararua bjergene.

Første nøk var tre kilometer op til det sted, hvor man går ind i skoven på Burttons Track. Den bid var nem.

Resten af dagen gik af mudrede stier op og ned. Der var et et par flodkrydsninger, som vaskede lidt af mudderet væk. Der var flot, men det gik langsomt. Jeg fedtede noget rundt og endte også med en tur på halen i mudderet.

Humøret var godt. Tiden passede fint. Efter 6,5 time var jeg ved Ian og Franks hut. Det var stadig tidligt, så jeg nøjedes med en pause. Det var ellers et fint lille sted med et godt overdækket uderum og læ.

Efter shelteret passerede jeg en dæmning. Jeg måtte lige ud og kigge, selvom skilte advarede om, at det var på eget ansvar.

Kort efter nåede jeg frem til indgangen til Mangahao – Manahika Track, som om muligt var mere mudret end den forrige sti. Jeg kom fint fremad, men ved tre-tiden fornemmede jeg, at en hovedpine var på vej. Det blev ikke bedre, og fornemmelsen i maven var heller ikke god.

Ved firetiden besluttede jeg, at det var bedst at stoppe. Jeg vidste, at der kom en brat nedstigning, og den ville jeg helst være ‘i form til’. Jeg fyldte vandflaskerne i den sidste flod, som noterne udpegede som drikkelig. Der ville ikke være vand på det næste stykke. Efter nogle kilometer fandt jeg et sted at kile mit telt ind. Det var ikke perfekt, men ok.

Da jeg var færdig med de vigtigste ting, havde jeg fået det værre. Hovedpinen var kraftig og maven urolig. Jeg frøs om mine våde fødder, så jeg krøb i soveposen. Der var ti ting, som jeg gerne ville gøre, men jeg magtede det ikke. Jeg fik spist lidt og drukket noget vand. Det havde nok været godt, hvis jeg var gået ud og havde tilberedt noget varm mad. Men jeg orkede det ikke. Jeg var langt fra på toppen. Pludselig.

De støvler stod under teltdugen og ventede på, at jeg tog dem på igen næste morgen.

Jeg faldt i søvn ved syvtiden i aftes. Efter tre timer vågnede jeg, og så havde jeg det ‘normalt’ igen. Pyha!

Jeg nåede at forestille mig, hvordan det ville være at have roskildesyge i en mudret skov, hvor teltet var placeret sådan, at det var svært at komme ud. Men det skete ikke. Jeg overvejede, om det vand jeg havde måske ikke var godt. Det ville være ret træls, for jeg kunne ikke få fat på noget nyt. I morges puttede jeg en vandrensningstablet i hver flaske for en sikkerheds skyld. Måske for lidt mad? Ingen kaffe i halvandet døgn? En mild forstoppelse? Aner det ikke. Men sært var det.

I aftes klokken 22 fik jeg gjort et par af de ting, som jeg ikke nåede om eftermiddagen. Og så lagde jeg mig til at sove igen.

Der smuttede vist en kilometer et sted igen….

Facebookinstagram

TA, dag 70, til Motorimu Shelter (km 1524)

Mandag den 9. december 2024


I dag var en skøn var en skøn vandredag. Fine stier og lav temperatur.


Jeg sov længe i morges. Det gjorde alle vist. Det regnede tidligt på dagen og vi havde behagelige sovepladser. Der var gæster i alle værelser og på to sofaer i stuerne.


Jeg var klar til afgang lidt i otte. En anden TA’er forlod huset samtidig. Det viste sig, at han var på vej til bussen, som han ville tage de første ti kilometer. I går var der også en del, som havde været i forskellige transportmidler. En pige havde gået fra Koitiata til Bulls og taget bussen fra Bulls til Palmerston. Så forstår jeg bedre, at nogle af dem, som jeg møder for tiden, startede ved Cape Reinga flere uger senere end mig. Hvis man tager 2-3 etaper pr. dag, så kommer man hurtigt frem.


Dagens rute startede med fin tur langs  Manawatū River, som passere forbi Palmerston North. Der var gråt og vådt uden for. Efter en halv time måtte jeg tage regnfrakken på i et par timer.


Jeg krydsede floden og fulgte Green Corridor, som snoede sig langs Turitea Stream. Der var grønt og fint.

Et kig ned til atletikstadion i Palmerston North


Jeg passerede 1500 kilometer uden at bemærke det! Jeg opdagede det, da jeg så, at MapsMe viste, at jeg var ved kilometermærke 1503. Jeg besluttede, at udsætte det højtidelige øjeblik til jeg passerede det officielle skilt, som markerer halvvejen. Jeg vidste, at der var et skilt, men kunne ikke huske, hvor det var. Det lod vente på sig. Det dukkede op omkring kilometer 1519. Skiltet er flere år gammelt, og det er placeret på det sted, som på det tidspunkt var halvvejen. I 2024 er ruten officielt 3.029 kilometer lang.


Det føltes stort at stå ved skiltet, og at tænke på, at jeg faktisk var halvvejs. Mens jeg gik og tænkte over det, så kom det næste lille hyggelige skilt. “Te Araroa fortsætter til Bluff”. Det er nemlig lige det den gør!


Stien blev afløst af forskellige småveje og en mountainbike rute. Noterne advarede om, at særligt en af vejene var travl, og at man skulle passe på. Jeg synes, at der var dejlig fredeligt overalt i dag.


Det gik jævnt opad det meste af dagen. Turen var omkring 32 kilometer lang. Vi er i Gordon Kear Forest. Her efter kommer Tararua Forest Park, og så er vi tæt på bjergene. Her er sparsomt med bebyggelse og i morgen starter et par dage uden mobilsignal. Der skulle være et sted tidligt på dagen i morgen, hvor der er signal. Hvis jeg finder det sted, så lægger jeg denne tekst på bloggen.

Jeg fandt det. Der var god udsigt.
Og skilt med ‘signal’


Jeg mødte flere nye ansigter på turen i dag. Jeg er holdt op med at undre mig over, hvor de kommer fra. Vi overnatter ved et lille shelter i skoven. Her er to picknick borde og et af DOCs ‘longdrop’ toiletter. Vandet henter vi i floden, som er tæt ved. Der er plads til at seks personer kan sove på deres medbragte madrasser i shelteret. Jeg valgte at slå mit telt op. Her sover jeg fint. Det har blæst meget i dag. Pladsen ligger heldigvis lidt nede i en dal, så teltet står fint. Regnen stoppede i formiddags.

Til højre var der et metalbord, hvor man kan bruge sin brænder. Til venstre (forrest) var der en bænk.
Min gule villa
Facebookinstagram