Jeg hyggede mig gevaldigt i Resolution Bay i går. Der er noget ved det her område, som i den grad emmer af ferie og afslapning. Måske har fraværet af biler indflydelse på stemningen. Der er lange strækninger på Queen Charlotte Track, som man ikke kan komme til i bil. Resolution Bay Cabins var et af dem. De får deres forsyninger med båd.
I morges tog jeg den med ro. Himlen var grå og det var køligt, men det holdte tørt. Da kiosken åbnede klokken otte, købte jeg en kop kaffe. Klokken ni satte jeg kursen tilbage mod ruten.
Jeg gik til venstre
Dagens tur var kort, men det lykkedes mig alligevel at holde en del pauser på turen. Et par af TA’erne fra i går dukkede op. De havde overnattet i Schoolhouse Bay. De havde planlagt en lige så kort tur som mig, så de havde også oceaner af tid. De havde lejet en hytte, som lå lidt før min destination.
Stien gik op og ned af et par af de store bløde grønne bakker. De små frække weka fugle dukkede op ved alle picknickbordene. De vidste, hvor krummerne skulle findes.
Weka
Udsigterne fra de yderste sving på ruten var betagende. På den anden side af Endeavour Bay kunne jeg se Punga Cove, hvor Camp Bay Campsite ligger. Den side af bugten gemmer jeg til i morgen.
Min plan for dagen var at genopfriske bekendtskabet med Kate, som jeg mødte tidligere på Te Araroa. Hendes forældre bor klods op ad Queen Charlotte Track og Kate er på besøg hos forældrene lige i de her dage. God timing!
Der var jordskred på ydersiden
Instruktionen fra Kate var noget med en bådebro, et bådeskur, en indgang og et skilt. Det var nemt. Alt stemte. Det var lidt som at være på skattejagt. Gevinsten var et stor og indtagende hus på skråningen. Et hus af den slags, som kun kan nås med båd. Farens svenske aner fra Dalerne fornægter sig ikke. Han har altid sejlet.
Jeg bankede på døren midt i frokosten. Vi hilste, drak kaffe og sludrede lidt alle fire. Det er en yderst sympatisk familie. Kate viste mig mit logi, som ligger lidt længere oppe af skråningen.
Jeg kniber mig i armen. Som Jeppe på bjerget. Det føles som at få en lidt for tidligt julegave. Jeg har fået mit eget hus med udsigt over Endeavour Bay!
Hvis du ikke har læst opslaget ‘Sydøen i sigte’ fra i går, så vil jeg foreslå, at du gør det nu. Inden du læser videre.
Det har været en forrygende dag. Først skulle jeg med den store Interislander færge til Picton.
I terminalen mødte jeg tre TA’ere, som jeg også mødte på vej ind til Wellington. To af os havde måttet aflevere rygsækken ved check-in. De andre havde fået lov at beholde deres rygsække. Det var vi ikke helt tilfredse med. Der var koldt ombord på færgen, men den ekstra trøje var forsvundet sammen med rygsækken.
Færgen mindede om en forvokset Bornholmerfærge af ældre model. Der var mange campere på vogndækket. Vi kunne se ned på dem fra vores pladser på 8. dæk.
Jeg var spændt på hvordan turen ville blive. Det blæste meget, og sejlturen har ry for at kunne være barsk. Det gik dog over al forventning. Det blæste vildt på udsigtsdækket på 10. dæk ved turens begyndelse, men havet var forholdsvis fladt og båden opførte sig pænt.
Jeg pendlede mellem caféen, en sofa på 8. dæk og udsigtsdækket på 10. Det lykkedes mig at se både albatros og delfiner på turen. Hvilke arter, ved jeg desværre ikke. Albatrosserne var store og elegante.
Den sidste time sejlede vi i et sund ved Sydøen. Der var flot og grønt. Vandet havde en særligt smuk grøn farve, syntes jeg.
Vi gik i land i Picton. Nu var vi på Sydøen. Det føltes godt, at vi var nået her til.
I terminalen blev jeg genforenet med min rygsæk og mine vandrestave. Heldigvis uden problemer. Bagagen skulle hentes på et bagagebånd lige som i lufthavnen.
Vi gik en kort tur langs havnen, hvor vi tjekkede ind hos E-ko tours, som skulle sejle os til Ships Cove. Det viste sig, at der også var passagerer, som skulle på tur til Motuara Island. Der var pænt fyldt op på båden, og vi stoppede flere gange for at se på dyr.
Vi så tre kæmpe store Australske suler, som lettede fra vandet og fløj væk.
Der var en King Shag i vandet og senere én, som stod på klipperne sammen med nogle mindre Spottet Shag.
King ShagFuglereder i træerne
Vi så en fin lille gruppe Hector’s Delfiner. De var tæt på båden og svømme rundt om os længe. Det er en forholdsvis lille delfin. (Se video på min Facebook).
Midt i flokken er der en, der skiller sig udDet er King Shag
Vi mødte også tre sæler. Den ene var på havet, men dykkede ikke. Den svømmede rundt i overfladen. Jeg har glemt artens navn, men den var meget mørk.
Den sorte klat er en sæl, som lige er kravlet op på klipperne
Kort før klokken fire var vi i Ship Cove. Her var vejret behageligt. Bugten lå i læ. Vejret er ret uforsigeligt. I Wellington og på Interislander færgen var der koldt.
Ship Cove i sigte
Der var ni TA’ere, som skulle i land. To af dem skulle kun gå Sydøen, og det var derfor deres første vandredag. Det lød helt fremmed. Tænk, at de først skulle i gang nu.
Vi hankede op i grejet og gik længere ind på land. Her var der et monument til ære for Cook, og en del plancher om Cook og Ship Cove.
Det var helt sikkert væsentlig historiske begivenheder, men klokken var over fire, og vandredagen var ikke begyndt endnu. De fleste ville hellere i gang med Queen Charlotte Track.
Der er dukket fjerklædte kleptomaner op på ruten. Weka er en yndig lille hønselignende fugl. Den stjæler gerne mad og desuden alt, hvad der skinner. Den skal man vist tage sig i agt for.
Jeg var klar til at gå klokken halv fem. Heldigvis havde jeg planlagt en kort vandredag. Stien gik op ad og udsigten blev hurtigt god.
Queen Charlotte Track Mit logi kan skimtes nede i bugten (Resolution Bay)
Underlaget var fornuftigt og hele Queen Charlotte Track er for TA’erne er forholdsvis nem rute. Der er mange højdemeter, men ellers ikke de helt store forhindringer.
Jeg passerede Schoolhouse bay campsite, som er en simpel DOC camp og fortsatte til Resolution Bay Cabins. Alle hytter var optagede på stedet, da jeg ville booke, men jeg havde aftalt med dem, at jeg kunne campere.
På vej ned til Resolution Bay Cabins
Resolution Bay er øko-camp med hytter spredt i terrænet. De har en bådebro, toiletter, bad, internet og en lille kiosk. Damen, som tog imod mig var super sød og jeg var rigtig glad for, at jeg ikke skulle længere end her til.
Et par TA’ere, som skulle gå ti kilometer længere. De købte is!
Jeg har været i bad og jeg har spist aftensmad. Nu ligger jeg i teltet, hvor jeg kan høre havet. Det er mørkt nu. Lidt tidligere kunne jeg også høre fuglesang.
Campingpladsens bådebroMin aftensmad er på vejEt par af hytterneForan reception og kiosk
Jeg har kun tracket den del af dagen, som fulgte Te Araroa på Sydøen. Wellington og Picton har jeg udeladt.
I morgen (onsdag den 18. december) sætter jeg kursen mod Sydøen. Min Interislander færge ‘Kaitaki’ afgår klokken 8:45 fra Wellington og ankommer til Picton på Sydøen klokken 13:15.
Da Te Araroa på Sydøen starter i Ship Cove, hvor Queen Charlotte Track begynder, har jeg ikke interessere i at overnatte i Picton. Derfor har jeg booket båd fra Picton til Ship Cove i morgen klokken 13:30. Mit besøg i Picton bliver derfor en gåtur fra en færge til en mindre passagerbåd længere henne ad havnekajen.
På MapsMe vises Te Araroa med en grøn streg fra stenen, som jeg var ved for et par dage siden, til Ship Cove. Det er bare ikke muligt at sejle direkte mellem de to punkter med mindre man selv har en båd.
Jeg sejler derfor ad den hvide linje ned til Sydøen og ind i fjorden, og bag efter ud igen og op mod ‘venstre’. Dér hvor den grønne linje møder de kendte røde kilometermærker.
Når jeg kommer i land i Ship Cove skal jeg vandre i et par timer. Det er ikke tilladt at overnatte i telt, der hvor båden lægger til kaj i Ship Cove.
Jeg forventer at gå otte kilometer (og to store bakker) til Resolution Bay, hvor der er en campingplads. Jul og nytår er højsæson, så alle hytter på pladsen er optagede, men der skulle være mulighed for at overnatte i eget telt.
Jeg krydser fingre for godt vejr. I nat var det tordenvejr her i området. Det blæser en god del.
Området, som jeg kommer til, hedder Marlborough Sounds. Der er grønt og idyllisk. Det er ‘ude på landet’ og det er et stort øko-turisme område. Mobilsignal er formentlig en sjældenhed. Hav tålmodighed!
Hviledagene i Wellington bruger jeg primært til at rydde op i mit grej og til at forberede de næste par ugers vandring.
I går besøgte jeg outdoor butikken Bivuac. Det var en succes. Jeg fik flere stumper, som jeg er gået forgæves efter i andre butikker.
Det første jeg spurgte efter var nye metalspidser til min vandrestave. Ekspedienten vinkede efter den kollega, som var eksperten på området. Et øjeblik efter havde ‘eksperten’ spændt den metalspids, som gav efter, ordentligt fast. Nu behøvede jeg ikke nye spidser længere, men jeg købte et sæt for en sikkerheds skyld. Nu vidste jeg, hvor svære de var at få fat på.
Næste ønske var vandtætte handsker. Det lykkedes også. De ser fornuftige ud. Vejrudsigten for den kommende uge ser broget ud. Lidt længere fremme venter Richmond Ranges. På de højeste stede af ruten er der lige nu minusgrader om natten.
I min kuffert, som jeg sendte fra Kerikeri til Wellington, lå der et par nye støvler. Det er helt perfekt. Desværre var jeg nødt til at købe dem en størrelse størrelser end det forrige par. Det var de eneste, som jeg kunne finde på internettet i Danmark. Om det er godt eller skidt ved jeg om et par måneder.
Jeg købte derfor et par vandrestrømper, som er tykkere end dem, som jeg allerede har.
Mit regncover til rygsækken har holdt regnen ude og tingene inde. Det har sådan set fungerer fint. Materialet var dog ikke så velegnet til tæt kontakt med budkads. Det var lavet af Dynamee, som er tyndt og sårbart. Jeg fik ofte blade og små grene viklet ind i fibre på coveret, og når jeg rev dem af, så fulgte der tråde med ud. Jeg købte derfor et tungere, traditionelt regncover af mærket Osprey. I dag har jeg holdt generalprøve. Jeg pakkede rygsækken og trak coveret på. Det ser ud til at det har en god størrelse.
Jeg rundede indkøbene af med en ny buff. Jeg har allerede én med mig. Den har jeg om halsen. Den nye skal fungere som ørevarmer, hvis det bliver koldt.
Jeg har sorteret alt indhold i rygsækken, vasket tøj til den helt store guldmedalje og skiftet hver en lille plastikpose i min bagage.
Det er meget få stumper i rygsækken, som jeg har valgt at skifte ud. Jeg har lagt de bukser, som jeg købte undervejs, ned i kufferten, og har i stedet taget et par tights med mig. Jeg har lagt en skjorte ned i kufferten og har taget en langærmet undertrøje med med mig. Ellers er det primært mad, som er fyldt i sækken.
Jeg købte to store færdige måltider i Bivuac. Dem har jeg poset om i fem poser og mikset med en hel masse andet tørstof. I madposen er der desuden pulversupper, nudler, kaffe, kakao, OSM-barer, tangchips, nødder, tørret frugt, mørk chokolade, kiks og ost…..og sikkert et par ting mere!
I dag gik min veninde Shannon og jeg de sidste kilometer af Te Araroa på Nordøen.
Vi gik først i den retning, som vi ankom fra i går, for at finde ruten. Den var i nærheden af havnen ved Whairepo Lagoon. I lagunen var der kajakundervisning i gang.
Whairepo Lagoon – Auckland
Vi fulgte Te Araroa videre langs havnen, hvor der var masser af liv. Der var boder med alt i ‘mad og drikke’, kærester på søndagstur, musikere, motionister, sejlere, hundeluftere og badegæster. Det var hyggeligt, og der sneg sig en kaffepause ind i programmet.
Efter 3-4 kilometer drejede vi indad og op i parken ved Mount Victoria.
Det gik op og ned i et par timer. Efter Victoria var det tid til Mount Albert. Her efter førte Southern Walkway os gennem endnu et grønt område og ud til vandet.
Mount Albert – her kunne vi se store dele af byen
Dagens sidste kilometer gik langs vandet af The Esplanade til Shorland Park. På vandsiden kunne vi nyde synet af Island Bay, som var en marine park.
Island Bay
I Shorland Park måtte vi kigge godt efter for at finde markeringen af afslutningen af Nordøen. Hvis ikke jeg havde vidst, hvordan stenen så ud, så havde vi sikkert ledt efter endnu. Stenen var ikke særlig prangende.
Stenen, som bærer en plade med tekst, blev sat ved den officielle åbning af Te Araroa i 2011. Den markere derfor både åbningen af ruten og afslutningen af den del af ruten, som ligger på Nordøen.
Det var dejligt at være lige dér. Det føltes faktisk lidt højtideligt.
Udsnit af teksten på stenen
Vi blev der ikke længe for vi havde taget for lidt vand med på turen. Vi smuttede over på en café i nærheden. Her kunne vi iagttage busserne på gaden, og vi fandt én, som vi tog tilbage til centrum. Vi havde allerede været overraskende længe undervejs, så det var fint at komme retur lidt hurtigere.
Nu er jeg nået til punktet, hvor jeg snart skal skifte ø.
Det havde været en god tur. Vejret var godt. Ingen regn. Der var vind i dag, men det meste af tiden var vi i læ.
Jeg var tidligt oppe i dag. Klokken syv tog jeg hul på de 700 trappetrin, som turen op til Colonial Knob startede med. Der var livlig trafik nedad. Det så ud til, at de lokale motionerede her.
Skoven, som jeg gik gennem, var fin, men længere oppe var der tåget. Oppe ved Colonial Knob var sigtbarheden tæt på nul.
Næste top var Mount Kaukau. Den var fjorten kilometer væk. Først ned og så op igen! Det blæste en halv pelikan og udsigten var meget begrænset.
Old Coach RoadMount Kaukau
Fra Mount Kaukau gik turen af Skyline Track. Her var også flotte omgivelser, men ekstremt meget vind. Heldigvis var stien ikke hverken smal eller udsat.
Jeg mødte fire andre TA’ere og vi fulgtes ad i retning mod Wellington. Der var mange heste og mange ridebaner på turen. I forstaden Ngaio holdte vi en dejlig pause på Café Villa.
Et skønt syn – en café
Her efter var det tid til at gå gennem et par af byens grønne områder. På vej op til Te Ahumairangi Reserve kom der endnu en stejl stigning.
Udsigt over bugten
Jeg havde sms’et med min veninde Shannon, som jeg mødte på Camino de Santiago for år tilbage. Nu dukkede hun op på stien. Det var dejligt at mødes igen, og jeg sagde tak for i dag til TA’erne.
Shannon og jeg gik sammen videre af Te Araroa. Vi gik snakkende gennem Botanisk Have.
Udsigt fra Botanisk Have
Ruten førte os ned til centrum og tæt på Shannons hjem. Vi købte ind og gemte den sidste bid af Te Araroa på Nordøen til i morgen. Nu er vi hos Shannon, hvor jeg overnatter.
I fortovet i Wellington centrum
I dag tror jeg, at jeg fik afklaret, hvor vidt jeg vil tage tilbage til Outdoor Centeret for at tage hul på turen over Tararua Ranges, som jeg sprang over på grund af dårligt vejr. Det bliver ikke hvert fald ikke i morgen.
I dag forsøgte jeg at ringe til Outdoor Centeret, som jeg besøgte forleden, for at få Johns vurdering af vejret. De forsøgte at ringe tilbage til mig, og de var søde at sende mig en SMS. Beskeden var meget lig det opslag, som nu ligger på Facebook. Det er (Sallys mand) John, som har lagt opslaget op i Te Araroa gruppen.
Det er ikke bjergvejr for mig!
Jeg skal lige sove på det, men det betyder formentlig, at jeg i morgen går i gang med at forberede turen til Sydøen.
Der smuttede et par kilometer efter cafébesøget, fordi jeg glemte at starte uret igen.
Jeg sov virkelig dårligt i nat. Sengen var for hård, der kom lys ind ude fra og myggene havde en fest. I morges var jeg muggen og træt, så jeg kom sent afsted.
Vejret var klaret op, og der var dejligt uden for. Det hjalp på humøret. Jeg gik ind til centrum af Paekākāriki og drak en kop kaffe på en hyggelig café.
Butiksgaden i Paekākāriki
Jeg fortsatte til starten på Escarpment Track. Det er en 11 kilometer lang vandrerute på en skråning højt over motorvejen. På rutens hjemmeside kan man blandt andet læse følgende: ‘Families of all ages enjoy this trail, but it is not recommended for the faint-hearted: you’ll scale around 1,200 steep steps, navigate narrow pathways across ridgelines, and traverse two swing bridges.’
Da jeg første gang så videoer fra den sti på YouTube, så slog min mave en lille kolbøtte. Det er heldigvis blevet bedre siden da, og jeg var faktisk nået til at glæde mig til at skulle gå dér. Vejret var heldigvis godt. Ikke for meget vind og ingen regn.
Det begyndte ret fredeligt. Før indgangen til selve stien gik det op og ned langs med jernbanen.
Er du nu sikker?
Det varede ikke længe før det gik mere stejlt op. Nogle steder var der trapper og andre steder en smal grussti.
Der var virkelig flot. Jeg kunne se ned til motorvejen og jernbanen og ud til Kapiti Island.
Det var en stor fornøjelse at være på stien. Jeg konstaterede med glæde, at jeg ikke følte mig dårlig tilpas over at gå på stien, selvom den er smal og uden afskærmning.
Der var gående trafik i begge retninger, men jeg mødte stort set kun modgående. Måske tyve personer i løbet af tre timer.
Efter det højeste punkt gik det gradvist nedad igen. På et par strækninger var der mere vind, men det var ikke så galt.
Der kom to svingbroer. De gyngede lidt, men det har jeg vænnet mig til.
Den ene svingbro ses nede i kløften
Jeg hyggede mig vældigt. Jeg holdte mange pauser og gik langsomt. Der var ingen grund til at gøre det sværere eller farligere end det behøvede at være.
Linjen i midten er et hegn. Der gik får på den højre halvdel. Derfor er den venstre halvdel mere grøn.
Efter 3,5 time var jeg nede ved Muri, hvor Escarpment Track ender. Jeg fejrede den gode tur med kaffe og is. Jeg tog en del videoer på turen. De ligger på min Facebook.
Fra Muri til Plimmerton og videre til Porirua fulgte Te Araroa en kombineret cykel- og gangsti langs en stor vej. Der var nemt at gå.
Stien gik længe mellem vejen og vådområdet Taupō Swamp. Det var så tilpas særligt, at selveste dronning Elizabeth havde været på besøg. Taupō Swamp har en sjælden flora og fauna, som der nu passes godt på.
Taupō Swamp er det mørkegrønne bælte, som går på tværs
Jeg holdte mange pauser i dag. Mest fordi det var hyggeligt. I Plimmerton købte jeg en stor salat, som jeg spiste med udsigt til nogle fine små huse ved Te Awarua-o-Porirua Harbour. På skråningen oven over lå der store villaer.
Te Awarua-o-Porirua Harbour
De sidste kilometer ind til den store by Porirua var ikke de hyggeligste, men der var stadig fin sti at gå på. I Porirua holdte jeg den sidste pause. Nu var klokken pludselig blevet mange.
Jeg gik gennem byen og de sidste tre kilometer op til Camp Elsdon, hvor jeg overnatter i telt. Der er nok ti telte med TA’ere her.
Jeg har tjekket mine støvler jævnligt. Jeg har jo pralet med, at de ville holde hele Nordøen. Mine støvler hedder noget så enkelt som ‘Inov8 Roclite Pro G 400 GORE-TEX V2’.
I morges kiggede jeg på dem igen. Nu er sliddet i bunden synligt. Jeg synes, at jeg kan mærke, at jeg ikke står helt så godt fast mere. Eller også er det bare indbildning!
Det første synlige slid var et lille hul på indersiden af forfoden. En nærmere undersøgelse viste, at problemet var lige der, hvor min indlægssål bøjer, når jeg træder fremad. Når sålen klemmer udad på indersiden af foden 50.000 gange om dagen, så slider den hul på støvlen. Jeg klippede et par millimeter af indlægssålen lige dér, og jeg tror, at det forhindrede at skaden voksede sig større.
Nu er der slidskader på oversiden også, men ikke noget der forhindrer, at støvlerne kan gå længere endnu.
Undersiden (og dermed vejgrebet) er nok den største udfordring lige nu.
Jeg er blevet spurgt, om støvlerne kan tåle al det vand de bliver udsat for. Støvlerne er kunststof, så materialet klarer sig godt. Støvlerne bliver gennemblødte, når de får meget vand, men de tørrer igen. Hvor lang tid det tager afhænger af vejret.
De seneste dage hvor jeg gik i mudder og vandløb blev mine støvler gennemblødte. Der var ikke tørre i luften, så om morgenen var det på med de våde sokker og våde sko. Det må man bare ignorere.
I går var der sol i haven på mit overnatningssted. I morges havde jeg rene, tørre sokker og tørre støvler. Det var en fryd! Det føltes som om, at fødderne hele dagen lå i en lille varmepude. Sidst på dagen i dag var jeg nødt til at traske gennem et vandløb på stranden. Støvlerne blev tydeligvis våde. Jeg kunne se på indlægssålerne, da jeg ankom, at de kun var våde et par steder i siderne. Det må betyde, at goretex membranen stadig gør nytte, selvom den har fået tæsk gennem 1500 kilometer. Imponerende!
Måske var det held i uheld at jeg ikke kunne passere Tararuas nu. Om et par dage bliver jeg genforenet med min kuffert, som er i Wellington. I den har jeg et par friske støvler. Det betyder, at hvis jeg går i Tararuas i næste uge, så kan jeg gå i nye støvler!
Det har været en skøn og roligt vandredag på Kapiti Coast. Men lad mig lige ridse ‘det store billede’ op først.
Jeg nåede til km 1559 på Gladstone Road, da Donna samlede mig op i går. Vi kørte ned til Levin, hvor hun bor 5 kilometer uden for centrum.
I morges kørte hun mig (6 km) ind til New World supermarkedet i Levin, hvor jeg drak en kop kaffe i caféen. Klokken ni gik jeg ud til bussen, som for 6 nzd kørte mig til Waikanae (yderligere 36 km). Det er den by, som ligger på den anden side af Tauruas bjergene. Jeg ramte TA igen ved km 1634.
Jeg har tegnet bil og bus ind med turkis på kortet. Jeg stod af bussen dér, hvor den turkise linje ender nederst.
I Waikanae gik jeg et kort stykke ned af Main Street, så var jeg igen på Te Araroa, som fortsatte ned til Waikanae River.
Te Araroa ved Waikanae River
Ruten fulgte floden fem kilometer mod vest og det Tasmanske Hav. Det var en pæn tur i parklignende omgivelser. Der var hundeluftere, kondiløbere, cyklister og ryttere på stien. Vejret var fint. Lidt gråt, men stille. Ren afslapning.
Ved flodens udmunding gik ruten gennem Waikanae Estuary Scientific Reserve. Det lignede mest et fuglereservat med vadefugle. Der var virkelig flot. Øde og stille. På indersiden lå der huse helt ud til reservatet. Det er nok ikke de billigste huse i området.
På den anden side af reservatet kom jeg kortvarigt ud på en vej. Her blev jeg helt optaget af blomsterne i vejkanten!
Ruten sendte mig ud på Paraparaumu Beach, som jeg fulgte en times tid. Jeg kom til et sted, hvor der var biler og bådtrailere på stranden. Der var mange forskellige typer både i brug.
Jeg gik op på vejen, hvor der lå en del caféer. De havde travlt. Flere steder var alle borde optagede. Jeg fandt til sidst et passende sted og holdte en lang spisepause.
Da jeg forlod stedet igen var det begyndt at regne. Det fortsatte med at dryppe resten af turen. Jeg gik tilbage på stranden og fortsatte mod syd. Jeg var heldig at lavvandet var midt på dagen i dag.
Stranden blev mere og mere øde. På indersiden havde husene barrikaderet sig mod havet.
Stranden var skøn at gå på. Sandet var tilpas fast og temperaturen var perfekt. Det myldrede med smukke skaller, sneglehuse og sten på stranden. Jeg skulle virkelig tage mig sammen for ikke at putte dem i rygsækken.
Sjældne badegæster
Klokken tre begyndte stranden at blive smallere. I MapsMe førte ruten væk fra stranden. Jeg fandt et sted at kravle op over stenbarrieren og gik op af en trappe. Jeg regnede med, at vejen var på den anden side af klitten. Jeg tjekkede MapsMe igen. Der var ingen vej! Det kom et stort område med klitter.
Trail-appen sagde noget om en sti i klitterne, som var styrtet sammen. Der stod også, at ved lavvande kunne et alternativ være at fortsætte på stranden. Jeg manglede 4 kilometer i fugleflugt for at nå til Paekākāriki. Jeg tjekkede tidevandet igen. Klokken tre var tættere på lavvandet end på højvandet. Dér hvor husene og barriererne sluttede blev stranden bredere igen.
På hjørnet foran mig var vandet langt oppe, men efter stensætningen gik stranden længere ind mod venstre.
Jeg skyndte mig ned på stranden og gik de sidste kilometer i rask trav. Første gang der dukkede en vej op på min venstre side forlod jeg stranden.
Jeg var tæt på campingpladsen, som lå i byens udkant.
Det lignede botanisk have! Det viste sig da også at være Queen Elizabeth Park, som jeg skulle igennem.
Da jeg ankom til Paekakariki Holiday Park regnede det stadig. Jeg flottede mig og bookede en hytte. Nu sidder jeg foran hytten og solen skinner. Men nu er den jo betalt, så jeg bliver!
Jeg glemte en detalje fra Palmerston. Der blev løftet på rygsækken, da vi forlod vores værter i Palmerston forleden.
Nogle af TA’erne havde pakket rygsækken, så de kunne tage hele strækket gennem skoven og over Tararuas bjergene. Hvor mange dages mad, der var tale om afhang af, hvor lange etaper man påtænkte at gå, og hvor mange ekstra dage i Tararuas man dækkede sig ind for. Det er ikke usædvanligt, at man må vente på at vejret klarer op før man fortsætter fra en hytte i højderne.
Noterne angiver, at man skal købe mad til 7-9 dage, hvis man ikke vil forlade ruten for at købe mad eller eventuelt sende en pakke til f.eks. Outdoorcenteret, som jeg besøgte i dag.
Svaret på ‘hvor mange dage har du mad til’ toppede med svaret ’12’ hos en af de engelske piger. Hun toppede også på vægten med en rygsæk, der vejede 22 kilo.
Min rygsæk vejede 15,8 kilo. Jeg havde cirka 2,5 liter vand og det absolutte minimum af mad til at klare hele strækningen. Jeg havde købt mad i forhold til, at vejrudsigten tydede på, at turen over Tararuas skulle klares på tre dage, hvis det overhovedet blev muligt at passere. Det var mit indtryk, at der kom dårligt vejr i slutningen af perioden, hvis jeg var langsommere end det. Turen over Tararuas tager 3-6 hårde vandredage.
Jeg kommer ikke op i Tararuas i morgen, så jeg er godt tilfreds med, at jeg ikke købte for vildt ind.
Mit regneark før afrejsen viste en basisvægt på cirka 7 kilo. Der til kom vand og mad. Der er desuden hoppet et par bukser og et par handsker ombord undervejs.
