TA, dag 114, Hamilton Hut (km2238)

Onsdag den 22. januar 2025

Jeg havde min foreløbigt bedste overnatning på Te Araroa i går. Jeg var vild med det store lækre off-grid hus. Mange af de selvforsynende huse er små og simple. Ecolodgen var et ‘rigtigt’ hus. Ejeren bor der hele året. Om det var den gode seng eller almindeligt velvære, ved jeg ikke, men jeg sov fantastisk godt i nat.

I morges var det helt gråt uden for det store stuevindue. Den tætte tåge hang lavt. Jeg spiste morgenmad, drak kaffe og skrev en kæmpe tak i gæstebogen. Lidt over syv var jeg klar til afgang.

Jeg gik ned til sh73 igen og fortsatte en kilometer før jeg drejede ind mod bjergene igen. Denne gang til Cass – Lagoon Track, som førte gennem Craigieburn Forest Park. Jeg stoppede og tog vindjakken af og fik øje på mine ben! Jeg bliver vist ikke headhuntet til at sælge nylonstrømper i den nærmeste fremtid.

Efter kort tid passerede jeg Beiley Hut. Jeg kunne høre stemmer, så der var gæster i hytten.

Jeg fortsatte op gennem skoven mod Lagoon Saddle. Jorden var fugtig og trærødderne var glatte. Et uopmærksomt øjeblik og så gled jeg på en rod. Jeg landede på siden og rygsækken gav et ekstra bump. Heldigvis ramte jeg ved siden en sten, som var i siden af stien.

Ruten gik cirka 600 højdemeter op på siden af Mount Bruce i løbet af cirka 5 kilometer. Udsigten blev bedre og bedre. Jeg kunne se ned over dalen, hvor disen lå tungt. Det så fantastisk ud.

Jeg nød turen og holdte et par pauser. Da jeg nåede toppen var disen begyndt at give sig og jeg kunne se marker og floder.

Efter dagens højeste punkt passerede jeg den lille A-hytte Lagoon Saddle Hut. Der var én seng. Det så hyggeligt ud.

Efter hytten fulgte ruten Harper River. Jeg zig-zaggede mellem floden og skoven lige ved siden af. Det gik op og ned og hen over væltede træer. Efter seks kilometer dukkede den næste hytte op. Det var en gammel hytte med jord på gulvet. Værdien var nok mest historisk, men hvis man havde hårdt brug for ly, så ville den dække behovet.

Dagens næste oplevelse kom, da jeg nåede til et vandløb, som jeg antog, at jeg ikke skulle passere. Retningen var forkert og der var ingen afmærkning. Jeg gik tilbage og endte med at løbe i cirkler i en halv times tid før jeg besluttede, at jeg nok alligevel skulle prøve at passere vandløbet. Jeg krydsede vandløbet og kort efter kom der en afmærkning og stien drejede skarpt til højre. Nu gik jeg i ‘den rigtige retning’. Jeg er med garanti den eneste, som har formået at fare vild der. Det var faktisk ret lige til.
En kilometer længere fremme fløj en stor fugl hen over stien. Det var en kea! Der var to og jeg iagttog dem længe. De var store og flotte.

De sidste to timer vekslede mellem floden og skoven. Der kom to svingbroer og så var jeg fremme ved Hamilton Hut. Hytten er stor og praktisk indrettet. Først var jeg alene. Så ankom der fire TA’ere og nu også en anden gruppe på fire vandrere.

TA, dag 113, Bealey Spur (km2020,3)

Skriv et svar

Tirsdag den 21. januar 2025

Godstransporten stopper ikke om natten! Der var masser af toglyd i nat og Leas telt stod flot oplyst af en kæmpe lysmast ved jernbanen. Jeg forstillede mig, at hun lå søvnløs derude, men det kunne jeg godt have sparet mig. Lea sov som en sten hele natten. I morges ærgede hun sig igen over, at hun ikke nåede ud og se stjernehimlen.

Vi spiste morgenmad og lidt over ni krammede vi farvel. Lea skulle ind til centrum og med bussen til Christchurch. Hendes visum udløber snart.

Jeg havde overvejet at sove i hytten en dag til og så gå 25 kilometer til Hamilton Hut i morgen. Det droppede jeg, fordi det estimerede tidsforbrug i følge noterne var meget højt. Det var svært at se, hvorfor det skulle tage så lang tid, men jeg besluttede mig for at gå et kortere stykke i dag og så tage resten af turen til Hamilton Hut i morgen. Efter et par forgæves ideer endte jeg med at aftale med ejeren af en Ecolodge, at jeg skulle overnatte i naboens hytte og tage et bad på lodgen. Ejeren af lodgen var ikke hjemme, men en amerikansk familie overnattede i huset.

Omkring klokken halv elleve var jeg klar til at lukke hytten af og gå ind til byen. Jeg manglede stadig at købe mere mad. Det blev til et besøg på turistinformationen, et cafebesøg og nogle sparsomme indkøb. Udvalget var begrænset, men jeg havde arvet nogle af Leas forsyninger, så det rakte.

På turen ind til centrum gik jeg under jernbanebroen. Den stod som et vartegn i landskabet. Broen fører togene til en tunnel gennem et bjerg. Den lidt større hytte, som lå ved siden af vores overnatningssted, blev i sin tid opført til brug for en ingeniør, som skulle arbejde med etableringen af tunnellen. Hytten blev overdraget til private ejere i 1927. Den nuværende ejer har tilføjet vores lille logi.

Stien fra hytten og ind til centrum – jernbanebroen skimtes forude

Nu havde klokken rundet tolv, så jeg besluttede mig for at tomle tilbage til den rasteplads, som jeg kom fra i går. Det gik forholdsvis nemt. En venlig herre samlede mig op og satte mig af i vejkanten det helt rigtige sted.

Nu var der cirka ni kilometer til Bealey Spur, hvor Ecolodgen ligger. Jeg gik tilbage gennem tunnellen under jernbanen og ud til den grusvej, som vi ankom fra i går. Denne gang drejede jeg til højre og fortsatte kursen fra i går. Jeg kom ud i et område med store sten og jeg havde problemer med at finde ruten.

Det lykkedes dog til sidst. Jeg fandt en markering, som sendte mig op på en bevokset skrænt. Ruten, som hedder Klondyke Track, var lidt tilgroet, men den var synlig.

Det var varmt, så jeg var glad for den skygge som træerne gav. Efter et par kilometer var jeg ved Klondyke Corner Campsite. Der så hyggeligt og roligt ud. Der var et toilet og et shelter.

Jeg kunne ikke se nogen markeringer af ruten, så jeg satsede på et hjulspor, som så ud til at gå i den rigtige retning.

Hjulsporet slap hurtigt op og jeg fortsatte gennem højt græs mellem stikkende buske. Noterne lovede ‘lejlighedsvise’ afmærkninger. Dem så jeg ikke noget til. Jeg holdte øje med kortet og styrede i den retning, som jeg mente at ruten gik.

Jeg passerede en udtørrede flod og efter to timer holdte jeg en pause. Mine ben kløede helt ekstremt, så jeg smurte lidt koldt vand på benene.

En halv times tid efter kunne jeg se Waimakariri River, som jeg skulle krydse. Der lå en stor klynge træer på den anden side. Bag dem måtte Bealey Hotel ligge.

Jeg glædede mig til at få benene ned i det kolde vand. Midt i floden stoppede jeg og vaskede mine kløende underben. Det hjalp lidt.

Da jeg havde passeret vand fire gange kunne jeg se en orange trekant inde ved træerne. Jeg var på rette vej!

Jeg masede mig gennem bevoksningen og et par plumrede vandhuller og nåede frem til trekanten. Nu var jeg tæt på vejen. Jeg gik op ad en stejl bakke mellem træerne og fik øje på vejen. Jeg drejede til venstre og gik forbi i indkørslen til hotellet. Det var meget varmt og jeg holdte en pause i skyggen under nogle træer.

Dagens sidste indsats var 2,5 kilometer i vejkanten. Det sidste stykke kunne jeg se den lille bebyggelse Bealey Spur oppe på en skråning. Det så hyggeligt ud.

Min værtinde sendte mig besked om, at amerikanerne skulle op i en anden hytte, så jeg kunne bare blive i lodgen og glemme naboens hytte. Da jeg kom op til adressen holdte der en bil. Det undrede mig lidt. Jeg bankede på døren og amerikanerne lukkede op. De var ved at pakke. Lodgen så vidunderlig ud og kort efter var jeg alene.

Jeg har hele huset for mig selv. Udsigten fra stuen og altanen er formidabel. Jeg kan se Bealey River og Waimakariri River og i baggrunden er der flotte bjerge. Floderne er forgrenede og det ligner en kæmpe flodseng med mange små floder.

Amerikanerne havde efterladt en kæmpe opvask på køkkenbordet. Den udrydde jeg hurtigt. Resten har været ren afslapning og lidt organisering af min mad.

Nu er klokken omkring otte. Det regner rimelig meget lige nu. Det er godt for husets vandtank, men nu må det gerne stoppe. Der er floder på min rute igen i morgen. Nu forstår jeg bedre, hvorfor tidsforbruget er estimeret højt og jeg er glad for, at jeg har taget de første ni kilometer i dag.

Det regner bestemt mere end 1mm!

TA, dag 112, Greyneys Shelter (km2213,5)

Skriv et svar

Mandag den 20. januar 2025, Arthur’s Pass

Vi havde en skøn eftermiddag og aften i hytten ved Goat Pass. Vejret var perfekt. Der var livligt I køkkenet indtil klokken ni, så begyndte de sidste at pakke sammen.

I morges stod jeg op klokken kvart over fem. Jeg listede ud igen køkkenet og spiste lidt morgenmad. Klokken kvart over seks var vi alle tre klar til afgang. Det var koldt og tåget uden for.

Dagens første milepæl var selve Goat Pass. Der var ikke langt der op, men det sidste stykke var stejlt.

Jeg står i Goat Pass og kigger bagud mod hytten. Den skimtes midt i billedet.

Udsigten fra passet var grå. Disen lå tungt. Vi gik hurtigt henne over toppen, som et par steder havde fine gangbroer af træ. Der var koldt.

Efter tre kilometer passerede vi Mingha Bivvy. Der stod et par vandresko under halvtaget, så der lå sikkert en og sov i den lille hytte.

Vi fortsatte nedad. Stien fulgte overvejende Mingha River. Der var dog et stykke, hvor den drejede i retning af Dudley Knob for at undgå en kløft nede ved floden. Det betød, at stien kravlede opad en god bid og så nedad igen.

Da vi kom tilbage ved flodbredden begyndte det langsomt at klare op. Det så fantastisk flot ud. Solens stråler skar flotte mønstre i disen.

Lea og jeg stoppede flere gange for at følge med i udviklingen i skyerne på bjergskråningen.

Klokken ti havde vi sh73 inden for synsvidde og et skilt erklærede, at der var 30 minutters gang til Greyneys Shelter, som var dagens mål. Greyneys Shelter er en rasteplads på sh73. Her fra tomlede vi ind til byen Arthurs Pass, som lå seks kilometer væk, men uden for Te Araroas rute.

Den grå stribe var sh73 – State Highway 73

Vi var heldige at få et lift inden for kort tid. I Arthurs Pass gik Lea og jeg ind på en café. Becky skulle mødes med sine forældre. Jeg bestilte den største morgenmad på menukortet og tømte tallerkenen uden problemer.

Da jeg gik ud fra caféen bemærkede jeg, at folk tog billeder på den anden side af vejen. Det var en Kea, som er en truet papegøje, der trives i alpine områder. Fuglen er intelligent og nysgerrig. Den er berygtet for at stjæle ‘hvad som helst’. I dag er arten fredet, men fuglen er sikkert ikke lige populær hos alle. Den er altædende og har næb og klør, som kan splitte det meste ad.

Jeg havde ugen før lavet en aftale om at låne en lille hytte i Arthurs Pass. Det viste sig at være en god ide, for al budgetovernatning var optaget. Jeg kontaktede min vært og fik nogle instruktioner. Lea og jeg fandt den rette sti og gik ud til hytten, som ligger lige ud til Bealey River.

Her er dejligt. Hytten minder om et koloihavehus. Den eneste ulempe er jernbanen i forhaven. Vi håber, at godstogene holder fri om natten.

Vi gik fra 1) Goat Pass Hut til 2) Greyneys Shelter og tomlede ind til 3) Arthurs Pass.

TA, dag 111, Goat Pass Hut (km2203)

Skriv et svar

Søndag den 19. januar 2025

Vi pakkede tidligt sammen i morges. Jeg blev først færdig og måtte kæmpe ihærdigt for at holde sandfluerne på afstand mens jeg ventede. De er virkelig en kedelig plage. Det kunne have været et fantastisk sted at campere, men fornøjelsen bliver lidt blandet, når man hele tiden bliver bidt af sandfluer.

Vi fortsatte af gårsdagens stenede sti længere ind i kløften mod Goats Pass. De første kilometer var de letteste. Hastigheden faldt stødt dagen igennem, fordi ruten blev mere og mere udfordrende.

Der var rasende smukt. Tåge i dalen og skyer på bjergtoppene. Flotte bjergskråninger med træer, som blomstrede ‘rødt’. Floden, som havde god gennemstrømning med flot klart vand. Mange prangende sektioner med sten, som var røde af lav. Fin blå himmel med en lille sky her og der.

Vi var heldige at se en Whio flyve tæt forbi os. Det er en sjælden and, som fanger sin føde i strømfaldene, så den er en stærk svømmer.

Efter et par timer blev vi overhalet af de første trailløbere. Det fortsatte det meste af dagen. De træner til Coast to Coast løbet, som afholdes i februar. Deres rute inkluderer Goat Pass Track. Personligt var jeg godt tilfreds med, at nøjes med at gå. Det var bestemt ikke et underlaget der i mine øjne indbød til at løbe.

Efter cirka fire timer var vi ved Upper Deception Hut. Vi tog et hurtigt kig, men passerede. Jeg kiggede skuffet på døren til toilettet. Den var forsvarligt låst.

Vi krydsede floden og forskellige mindre vandløb mange, mange gange i løbet af dagen. På den sidste kilometer var en del af ruten nede i floden.

De største udfordringer var store sten eller klippeblokke, som vi måtte kravle op over.

Det gik primært opad og knap så meget nedad. Goat Pass Hut ligger lige før Goat Pass, som ligger i 1070 meters højde. Vi ankom til hytten omkring kvart over to. Det havde været en koncentreret og solid indsats og en fantastisk flot dag. Der var stille ved hytten og udsigten til bjergene var vidunderlig.

Vi luftede tøj, soinerede os og nød solen uden for. Der var forbavsende få sandfluer. Måske havde vinden en positiv indflydelse på den situation.

Nu er klokken halv syv og der er ankommet omkring ti TA’ere, som skal overnatte. Nu bliver der lavet mad og udvekslet historie fra ruten.

TA, dag 110, wildcamp (km2191)

Skriv et svar

Lørdag den 18. januar 2025

Becky, Lea og jeg nød eftermiddagen og aftenen i Locke Stream Hut. Vi var de eneste overnattende bortset fra den mus eller rotte, som de to andre spottede i det ene soverum. Det løb på en bjælke under loftet. Vi var advarede, så vores madposer var hængt op i kroge under køkkenloftet.

I dag var der mange flodkrydsninger, så vi fulgtes ad hele dagen. Alt tyder dog på, at vandstanden i floderne her i området er relativt lav for tiden. Det betyder forhåbentlig at turen over Goats Pass bliver en smule lettere.

Hele sektionen er præget af vand. I dag var ingen undtagelse. Vi gik først langs Taramakau River og bag efter langs (og i) Ōtira River. Stien skiftede mellem flodbredden og kortere udflugter ind mellem træerne. Nogle steder var der stikkende buske, som vi måtte mase os igennem.

Vi mødte flere NOBO’s i dag. Den første svarede beredvilligt på vores spørgsmål om Goats Pass og om eftermiddags strabadser. Det var glædeligt at høre, at vandstanden var lav i Deception River, da han passerede Goats Pass dagen før.

Eftermiddagen sluttede med fem kilometer langs Otira River til Morrisson Footbridge. Det kneb med at blive enige om, hvilken rute vi ville tage. Becky ville gerne op på Taramakau Floot Route, som gik på skråningen over floden. Jeg ville hellere ned og gå på stenene langs eller i floden, selvom det var anstrengende. Årsagen til det var, at noterne beskrev højvandsruten, som dårligt vedligeholdt og frarådede, at man tog den, hvis vejret tillod at man gik i floden. Det er sjældent, at noterne fraråder en rute, så jeg var sikker på, at der ikke var rart der oppe.

Lige på det mest afgørende tidspunkt var vi heldige, at der kom et par gående fra den anden side. Becky gik forrest og jeg hørte ikke hele samtalen, men jeg forstod, at de sagde, at stien var dårlig og at der var langt ned. Jeg spurgte ikke om mere, for Becky satte nu resolut kursen ned af skråningen og ud i flodsengen, som jeg hele tiden havde peget på.

Langs Otira River til Morrisson Footbridge

Vi gik fem kilometer i stegende sol i den stenede flodseng. Vi krydsede floden flere gange uden problemer, men det gik langsomt og det var hårdt arbejde. Det var en lettelse at se Morrisson Footbridge dukke op forude.

I nærheden af Morrisson Footbridge holdte vi en kort pause før vi tog hul på Mingha – Deception Track, som også kaldes ‘Goat Pass Route’.

Vi gik et par kilometer og fandt et sted ved Deception River, hvor vi kunne campere.

TA, dag 109, Locke Stream Hut (km2168)

Skriv et svar

Fredag den 17. januar 2025

Jeg gik tidligt ud i teltet i går. Der var skønt. I teltet kunne jeg høre floden og fuglene. I nat må det have været tæt på fuldmåne. Der var måneskin og stjerner og vidunderlig stilhed.

I morges var teltet gennemblødt, men det kom ned i rygsækken uden yderligere tørring. Klokken halv syv var jeg klar til afgang. Det var Lea fra Italien også, så vi fulgtes ad.

Dagens første begivenhed var en trewirebro over Cameron Stream. Det var muligt at vade gennem floden, men vi ville begge to gerne afprøve wirebroen. Konstruktionen består af én wire, som man går på og to wirer, som man kan holde hænderne på. Jeg gik først. Det var ikke vanskeligt, selvom det så faretruende ud.

En halv time senere kom vi til Cameron Hut, som var en lille firesengs nødhytte. Vi holdte en kort pause og hilste på det unge Schweiziske par, som ankom lige efter os. Ruten gik gennem skov og eng. Der var smukt og lidt diset.

Næste step var seks kilometer til Harper Pass Bivy. Det gik opad det meste af vejen. Ruten fulgte en smal sti over en eng eller gennem en skov. Vi holdte spisepause på trappen foran den lille hytte. Udsigten var flot og der var dejlig roligt.

I hytten lå der en Intentions Book. Den var fuld, så der var ikke plads til at vi kunne notere vores besøg. Inden vi forlod hytten ankom der to andre TA’ere. Senere på dagen fortalte de os, at efter at vi havde forladt hytten, var der landet en helikopter ved hytten og et besætningsmedlem havde afleveret en ny bog i hytten. Det lød helt tåbeligt, og jeg er sikker på, at der må have været yderligere grunde til, at de landede dér.

I en Intentions Book noterer man sine ‘intentioner’. Ankomst- og afgangsdato, navn, næste stop etc. Hensigten er, at man skal kunne følge personens færden, hvis man bliver meldt savnet.

Efter Harper Bivy gik turen op til Harper Pass i 962 meters højde. Stien var mere ufremkommelig end tidligere på dagen, men det var småting, hvis vi sammenligner med nedstigningen efter passet. Stien var stenet eller mudret og meget stejl. Nogle af ‘trinene’ var en meter høje. På visse steder var der samtidig smalt og langt ned.

Vi masede os langsomt fremad og holdte et par pauser på vejen. Det var hyggeligt at være to. Lea er godt selskab.

Ved halv totiden var vi fremme ved Locke Stream Hut. Der var en gruppe, som holdte frokostpause, men de forsatte senere til den næste hytte. Vi mødtes med Becky, som starter tidligere end os. Vi besluttede at blive i hytten og tage en lidt længere dag i morgen. Der har været flere vandrere forbi, men de er alle gået videre.

I morgen er målet at nå til Morrisson Bridge eller lidt længere. Dér starter turens største udfordring, som er turen op til Goats Pass. Becky, Lea og jeg vil tage turen sammen.

TA, dag 108, Hut no. 3 (km2152)

Skriv et svar

Torsdag den 16. januar 2025

Efter en urolig søvn var jeg tidligt på færde i morges. Jeg forlod hytten klokken kvart over seks. Solen farvede himlen over bjergkammen lyserød og disen lå lavt over engen.

De første kilometer gik stien jævnt hen over engen. Efter en times tid gik turen op over Kiwi Saddle. Jeg tog en lille afstikker til et udsigtspunkt, som ikke imponerede. Jeg kunne kun se en flig af Lake Sumner under mig. Det mest imponerende var bjergene på den anden side af søen.

Udsigten til Lake Sumner (lige over træerne)

Ruten fortsatte gennem skoven, som var flot og fuld af fuglefløjt. Stien var kuperet, men forholdsvis nem. Jeg nåede til Tree Mile Stream og passerede en svingbro og kom tilbage i skoven. Ruten fulgte søbredden og i den fjerne ende af Lake Sumner var der flot udsigt over søen.

Efter nogle kilometer gik turen et kort øjeblik ned på en græsmark. Jeg passerede en låge og nogle græssende køer og satte kursen mod en svingbro, som førte over Hurunui River.

På den anden side af floden var stien stejl og ruteføring lidt pudsig. Turen fortsatte langs floden og senere gik det opad mod Hurunui Hut, hvor jeg holdte frokostpause samtidig med et yngre par fra Schweiz.

Efter pausen var det for alvor blevet sommer. Det var varmt. Ruten gik ind i skoven og blev mere og mere vanskelig at følge. Der var mange smalle steder mellem buske, væltede træer og små vandløb. Jeg skulle holde godt øje med de orange trekanter for ikke at komme væk fra ruten.

Varmt vand fra kilderne løb ned på stien

Efter en time var jeg i et område med varme kilder. Jeg så noget vand, som løb ned over klippesiden, og jeg rakte hånden ned og mærkede. Det var varmt! En meget mærkelig fornemmelse oven på mange dage med kolde våde fødder. Kildens udspring var et sted ovenfor. Jeg valgte at ignorere det og fortsætte af stien. Det havde allerede været en lang dag.
Kort efter kunne jeg ikke finde fortsættelsen af stien. Heldigvis kom parret fra Schweiz forbi og efter et par forgæves forsøg fandt de stien. Tak!
Vi fortsatte af en krævende skovsti, som til sidst blev afløst af en nemmere sti i græssset langs floden.

Jeg nåede til Hut no. 3 klokken fire. Jeg slog mit telt op, fyldte vandflaskerne, vaskede mig, drak kaffe og spiste noget mad.

Her er mange overnattende, men flere har valgt at slå telt op i dag. Der er et dejligt område uden for. Desværre gør sandfluerne det stort det umuligt at opholde sig uden for teltet.

TA, dag 107, Hope Kiwi Lodge (km2124)

Skriv et svar

Onsdag den 15. januar 2025

I morges var der vådt og gråt i Hanmer Springs.

Lidt før halv syv fulgte Alison mig ud til vejen og vinkede farvel. Jeg blev samlet op af den bil, som vi havde bestilt til at køre os tilbage til Boyle. Vi var fire TA’ere i bilen. I Boyle var det overskyet, men tørt.

Ankom til parkeringspladsen ved Boyle Village

Efter et forgæves forsøg fandt vi Tui track, som skulle bringe os de første ti kilometer til krydset ved Windy Point. Stien gik i begyndelsen langs Sh7. Den var smal og græsset i siderne var højt og kløede fælt på mine ben.

Efter tre kilometer krydsede vi vejen og styrede ned mod Boyle River, som blev vores nye følgesvend. Becky, Lea og jeg fulgtes ad over et par flodkrydsninger, men efter formiddagspausen blev vi spredt ud. Der kom også nye ansigter forbi. Nogle af dem havde valgt at starte ved Windy Point. Der er (for) mange TA’ere undervejs nu, fordi der er kommet nye vandrere til, som kun skal gå Sydøen.

Vejret klarede langsomt op og midt på dagen var det solrigt og lunt. Det halve af dagen gik vi langs Boyle River, som løb i en en smuk dal. Der var grønne bjergskråninger på begge sider. Den anden halvdel af turen gik ad fine skovstier, som var let kuperede. Det var en smuk og relativt nem rute. Dagen var alligevel lidt hård, fordi det var en udfordring at komme op i gear efter fridagene. Desuden var vores rygsække proppet til randen med mad og derfor temmelig tunge.
Klokken tre var jeg ved Hope Half Way Shelter. Jeg holdte en kort pause i hytten og spiste lidt snacks.
Efter pausen gik turen op gennem skoven, ud til Hope River og videre af en mudret sti langs floden, hen over en rolig eng og tilbage i skoven.

Et par kilometer før Hope Kiwi Lodge krydsede jeg Hope River på dagens eneste svingbro. Jeg stoppede ved det næste vandløb og filtrerede en flaske vand. Der kom en lille Robin og hilste på.

Kort før hytten så jeg en jæger i skoven. Han bevægede sig i en retning væk fra mig. Jeg skyndte mig videre og håbede, at han ikke ville få lyst til at vende om.
Hope Kiwi Lodge er en stor hytte med tyve senge. Hytten er fuld og støjniveauet i køkkenet/opholdsrummet var ret højt ved spisetid. Vi overvejer at campere i morgen.

TA, dag 106, zero i Hanmer Springs

Skriv et svar

Tirsdag den 14. januar 2025

Det blev til endnu en hyggelig dag i Hamner Springs. Alison og jeg kørte til en skov i nærheden og gik en lille skulptur-rute. Min favorit var klart bjørnen i fuldt klatreudstyr. Han var af træ og omkring halvanden meter lang.

På hjemturen drak vi kaffe på Powerhouse i bymidten. Det var et dejligt sted med lækre sager. Jeg spiste en kage til kaffen, da jeg benytter enhver lejlighed til at indtage så mange kalorier som muligt. Det har jeg aldrig haft brug for før, men jeg har ikke råd til at tabe mig mere end jeg allerede har gjort.

Alison kørte en tur på planteskolen og jeg gik en tur på apoteket. På vejen mødte jeg tre TA’ere. Der er mange, som vælger at holde en fridag eller to her. De fleste besøger formentlig badene. Jeg har besluttet at springe dem over.

Vi spiste aftensmad på en dejlig indisk restaurant i dag. De to foregående dag har Alison lavet mad til os. I dag valgte vi en menu med tre retter. Selvfølgelig kun af helbredsmæssige årsager! Det er virkelig den omvendte verden. Ingen TA’er vil have kalorielet mad og ‘den chokoladebar, som har flest kalorier pr. 100 gram – den tager vi’.

I dag holdte jeg generalprøve på rygsækpakningen. Der bliver tryk på igen. Jeg har meget mad med, fordi jeg vil tilstræbe at sætte kalorieindtaget lidt op.

Jeg bliver hentet i morgen klokken halv otte. Denne gang gælder det 115 kilometer fra Boyle til Arthurs Pass. Det er usikkert, hvordan det bliver med mobilsignal på den strækning. I værste fald går der 6-8 dage, før jeg kan lave næste opslag her på siden.

God dag til jer!

TA, dag 105, zero i Hanmer Springs

Skriv et svar

Mandag den 13. januar 2025

Jeg har haft en afslappet og hyggelig dag i Hanmer Springs. I formiddags var jeg inde i centrum og kigge lidt i butikkerne. Campinggassen til den næste sektion blev købt ind og jeg fandt et par madvarer mere til rygsækken.

Efter frokost fandt jeg en god stol i Alisons dejlige have. Hjemmesiden blev opdateret og jeg fik aftalt med tre andre TA’ere, at vi bestiller fælles transport tilbage til Boyle onsdag morgen. Det betyder, at jeg tager en hviledag mere i morgen.

Det giver mig tid til at kigge nærmere på de næste sektioner. Jeg har gået cirka 2/3 af Te Araroa nu. Når jeg kigger i trailappen, ser det helt anderledes ud nu.

Jeg mangler kun tre regioner, men Canterbury, som er næste step, er ganske lang. Der kommer to store floder, som jeg på en eller anden vis skal uden om. Ruten ender ved flodbredden og fortsætter på den anden side af floden. Det er dig ikke muligt at passere floden på netop det sted. Man skal derfor transporteres om til den anden flodbred. Det gøres typisk ved, at man bliver kørt en stor omvej i bil. Der er dog et stykke vej endnu, før den opgave skal løses.

Vandrer | Ana Refsgaard

Altid på vej

TA, dag 114, Hamilton Hut (km2238)

TA, dag 113, Bealey Spur (km2020,3)

TA, dag 112, Greyneys Shelter (km2213,5)

TA, dag 111, Goat Pass Hut (km2203)

TA, dag 110, wildcamp (km2191)

TA, dag 109, Locke Stream Hut (km2168)

TA, dag 108, Hut no. 3 (km2152)

TA, dag 107, Hope Kiwi Lodge (km2124)

TA, dag 106, zero i Hanmer Springs

TA, dag 105, zero i Hanmer Springs