I går aftes var jeg meget træt, og jeg var bagud med planlægningen. Derfor ændrede jeg min plan for i dag. Det lykkedes mig med lidt snilde at finde et overnatningssted i Bunnythorpe, som ligger 30 kilometer fra Bulls. Det havde den behagelige effekt, at jeg ikke behøvede at forlade campingpladsen klokken seks i morges for at nå de 45 kilometertil Palmerston North. I stedet for sov jeg til klokken syv, drak kaffe og benyttede mig af campingpladsens udmærkede internet. Klokken ti forlod jeg Bulls med fornyet energi og lidt bedre styr på logistikken.
Rangitīkei River Bridge – lige uden for Bulls. Her var der plads til cykler og gående
Te Araroa førte i en stor bue uden om SH3, som i afstand er den korteste vej. Jeg gik på rolige småveje. Vejret var behageligt i formiddags. Det var overskyet.
Te Araroa vejviser + den gule i baggrunden, som er oplysning til bilisterne om, at der er vandrere på vejen
Efter elleve kilometer holdt jeg pause ved Mt. Lees. Det var et parklignende område, hvor man også kunne overnatte. Det var desværre for tidligt på dagen. Der så ellers dejligt ud.
Efter pausen var der tolv kilometer til Fielding, som viste sig at være en ‘rigtig’ by. Villakvarterer og en bymidte med liv i gaderne. Jeg holdt en lang pause på en café på torvet.
Sidste ryk var otte kilometer langs jernbanen til Bunnythorpe. Nu begyndte det at blive varmt.
Fielding SaleyardsHer handles dyrEt kig ned af sporet. Jeg gik på en landevej paralelt med banen.
Det mest overraskende var den sidste kilometer. Her skulle jeg pludselig bestige steler og balancere over et vandløb. Resten af dagen havde været meget ‘firkantet’.
Da stien sluttede blev jeg hilst velkommen til landsbyen Bunnythorpe af tre kaniner. De ville desværre ikke fotograferes.
Der, hvor jeg kom ind i Bunnythorpe, var der en lille kiosk. Jeg købte en kold citrusvand og gik hen til skolen. Jeg havde været heldig at få kontakt til skolelederen, som havde givet grønt lys til overnatning bag skolen. Toilettet i gården var ved en fejl blevet låst af. Det kom pedellen da og ordnede! Lørdag aften klokken syv. Jeg takker!
Jeg valgte pladsen under halvtaget
Det mørkeblå efter Fielding er et stykke, hvor der ikke blev tracket. Jeg glemte at starte uret efter cafébesøget.
Det blæste helt vildt i aftes og det halve af natten. Alt blev smurt ind i ekstremt finkornet brunt sand. Vandflasken knasede, skoene var brune og teltet trængte til en solid rengøring i morges.
Sådan så papiret ud, da jeg havde tørret et lille område udvendigt på teltet
Jeg var vågen tidligt, men først klar til at gå klokken syv. Der skulle først støves af!
Turen startede på stranden. Ude mellem klitterne på indersiden af floden, som fortsatte et lille stykke forbi campingpladsen. Der var dejligt ved stranden. Lidt overskyet og ikke meget vind.
Det var et forblæst og goldt område at se på. Jeg fulgte et hjulspor et par kilometer, og så drejede jeg ud på stranden. Nu var floden løbet ud i havet, så der var fri bane. Det var lavvandet, og det var dejligt at gå på stranden.
Foran mig gik Sarah, som jeg gik sammen med i skoven ved Puketi med for cirka 7 uger siden. Bag mig gik Marianne og Arnold, som også dukkede op i går.
Strandturen varede 15 kilometer, så dreje ruten ind gennem Santoft Forest. Her gik jeg nogle kilometer af en meget tilgroet grusvej.
Den førte ud på en større vej, og nu var der femten kilomter til centrum af Bulls. Det blev femten meget varme kilometer. Skyerne forsvandt og der var ikke meget, som kunne skabe skygge på turen. Jeg holdt flere pauser.
Da jeg manglede syv kilometer var mit ur så venligt at løbe tør for strøm. Det var en velkommen undskyldning for at synke ned i skyggen af nogle træer langs en golfbane. Jeg opladede uret lidt og startede en ny tracking.
Klokken tre var jeg i Bulls. Det havde taget de forventede otte timer. Jeg nød et langt cafébesøg og fortsatte til supermarkedet.
Her efter gik turen til campingpladsen i byens anden ende. Jeg har lejet en lille enhed med en seng og min egen dør. Jeg har vasket tøj, rystet sand af teltet, ryddet op i rygsækken og konstateret at min chokolade var blevet til Nutella.
Det var min plan, at jeg i morgen ville gå 45 kilometer til Palmerston North. Klokken tre i eftermiddag virkede det dog helt urealistisk. Jeg har derfor fundet et overnatningssted lidt tættere på.
Jeg fik et tip om, at det er en god ide til bestille en fleksibel billet til turen fra Nordøen til Sydøen. Det er åbenbart lettere at ændre en billet end at købe en ny, hvis der er (næsten) udsolgt. Det må jeg nok forvente, at der er. Tiden løber. Lige nu ser det sløjt ud med mine forhåbninger om at nå til Sydøen før jul. Nu er jeg snart ved foden af Tararua bjergene. Her er vejret alt afgørende for den videre færd. Jeg krydser fingre, og jeg har købt en fleksibel billet.
Dagens TA rute indeholdte en flodkrydsning, som afslutning på dagen. I følge noterne skulle floden krydses ved lavvande tæt på det sted, hvor den løber ud i havet. I dag var det lavvandet ved Turakina River klokken 6 i morges og klokken 19:30.
Vejrudsigten lovede masser af vind med retning direkte ind mod stranden. Jeg tænkte, at det ville være ubehageligt at gå på stranden, og at det ville være træls, hvis jeg blev nødt til at vente på stranden, hvis vandet i floden var for højt.
Jeg tog den turkise vej
Jeg overvejede at gå længere end planlagt af Statehighway 3 før jeg drejede ud mod stranden. På den måde ville jeg krydse floden samme sted som bilerne og ikke være afhængig af tidevandet.
Men først skulle jeg ud af byen. Jeg sagde godmorgen til min vært, som mødte på arbejde, og satte kursen mod broen. Da jeg nåede over til elevatoren, syntes jeg alligevel, at det ville være synd at snyde mig selv for en tur mere. Jeg tog elevatoren op.
Fra Durie Hill skulle jeg følge vejen og fortsætte af ‘Number 2 Line’ til Fordell.
Én ged og mange får
I Fordell drejede jeg skarpt til højre og gik lige ud fem kilometer frem til Statehighway 3. Det begyndte at regne, og jeg kunne se trafikken på den store vej. Jeg skiftede til regntøj og signal klud mens tid var.
Der var rigtig surt ude på SH3. Meget trafik, mange lastbiler, dårlig sigt og ikke meget plads til fodtudser. TA fulgte SH3 cirka tre kilometer. Nu skulle jeg tage en beslutning. Dreje med TA ud mod stranden og krydse floden tolv kilometer senere eller fortsætte 6 kilometer længere af SH3 og så dreje ud mod stranden og campingpladsen. Jeg fortsatte. Tanken om at vente på stranden i en sandstorm var mere ubehagelig end SH3.
Et par timer senere slap jeg endelig væk fra SH3. Der var langt mellem bilerne på den mindre vej ned til stranden. Til gengæld kunne jeg mærke blæsten fra havsiden. Den sidste time var der strid modvind. Jeg skiftede tøj og tog hatten af. Regnen var helt stoppet.
Et fint rundt kilometermærke!
Da jeg nåede ned til stranden gik jeg ud og kiggede på floden ved stranden. Det lignede præcis en sandstorm. Dybden på floden var umulig at gennemskue.
Jeg gik hen til campingpladsen. Der var allerede to små telte. Kort efter ankom en TA’er mere. Han havde kun haft vand til knæene ude i floden. Nu er vi i alt fem telte. Fire af dem er mine venner, så det var hyggeligt at få samlet op på, hvor de forskellige har været siden sidst.
Det blæser stadig kraftigt og sandet flyver rundt over alt. Heldigvis ser det ud til at vinden aftager i løbet af natten.
Der var overraskende meget trafikstøj på teltpladsen i nat. Mest fra køretøjer på den anden side af floden. Der så ellers meget idyllisk ud. Det forhindrede mig dog ikke i at sove til klokken syv.
Campingpladsen lå 7 kilometer uden for centrum af Whanganui, og i dag skulle jeg sove i midtbyen, så jeg havde ikke travlt. Begrebet ‘nero’ er et udtryk for en dag med få vandrede kilometer (near zero = få kilometer).
Mit telt var dejlig tørt, da jeg stod op. Ingen kondens. Det var en sjældenhed. Det har været meget lunt om natten de sidste par dage, og i dag var der også lidt vind. Himlen så meget grå ud, så jeg skyndte mig at hive alt mit grej op under halvtaget foran køkkenet. Der endte jeg med at have base i de næste tre timer. Jeg spiste lidt morgenmad, drak kaffe og ordnede kontorarbejde. Det var en behagelig morgen. Uden regn.
Klokken ti var der afgang. Jeg skulle igen følge vejen langs Whanganui River. Det var stadig overskyet, og det var en behagelig tur.
Da jeg nærmede mig byen fandt jeg en café. Der var hyggeligt og maden var god. Apetitten var god for både aftensmaden og morgenmaden var begrænset. Jeg sad der længe.
Jeg havde en aftale med en trailengel om at overnatte i en trailer bag hans kontorbygning. Jeg ville ikke ankomme alt for tidligt, for der var folk på arbejde til klokken fem.
Jeg fulgte ruten gennem byen, og besluttede mig for at gå over broen og prøve at køre med elevator. På den anden bred lå byens grønne kvarter oppe på en bakketop. En kvik ingeniør havde fået den ide at gøre bydelen nemmere tilgængelig ved at etablere en elevator fra floden og op på bakken. I morgen tager jeg trapperne, men derfor kunne jeg jo godt prøve en tur med elevatoren.
Jeg gik ind i en tunnel og hen til elevatordøren, hvor jeg ringede på en klokken. Elevatoren ankom og en venlig dame forklarede lidt om elevatorens historie og brug. Elevatoren blev taget i brug i 1919 og trækkraften er stadig den samme motor. Turen kostede 2 nzd for en turist. Den bliver brugt af folk, som skal på arbejde, og af børn, som skal i skole.
På toppen af bakken lå Durie Hill Tower. Det kunne man gå op i. Elevator-damen tilbød at stille min rygsæk ind på kontoret, så jeg let kunne klare trapperne i tårnet. Fint!
Der var lyskunst på turenElevatorens tårn (skakt)
Oppe i Durie Hill Tower var det tydeligt, at det blæste rimelig meget. Heldigvis havde jeg kun hovedet oppe over kanten. Det tårn kunne man ikke falde ud af.
Durie Hill TowerFakta om tårnet
Jeg gik fornøjet tilbage til centrum og fik klaret en del af de indkøb, som stod på min liste. Byen har mange butikker, teater, opera, domhus, restauranter, caféer og en hel masse kunstnere. Min vært mener, at kunstnernes tilstedeværelse skyldes, at husene er til at betale i Whanganui. Byen ligger ‘of the beaten track’.
Midt på eftermiddagen gik jeg hen til mit logi. Der var tomt på kontoret. Jeg satte min rygsæk ind i teltvognen og gik ud for at købe mad til de næste dage.
En butiksgadeEn butik med vinyl pladerJulemandens postkasse hænger på forsiden Udsigten til naboens haveTil venstre er indgangen til køkken, bad og toilet
På vejen ind til et stort supermarked fik jeg øje på en frisørsalon, hvor man ikke skulle bestille tid. En halv time efter var jeg nyklippet.
Nyt hår (pris 198 dkr)
Da jeg kom tilbage til teltvognen dukkede ejeren op. Vi fik en snak om Whanganui og om TA. Nu er jeg alene på skansen og teltvognen kalder. I morgen skal jeg ud og have våde fødder igen.
I ‘min gade’ holder sækkepiberne til. Jeg har også passeret en butik, som sælger instrumenter.
I morges skulle jeg med kabelbanen tilbage til den side, hvor vejen gik. Ejeren havde indvilget i at sende mig over klokken halv otte. Normalt er han først til rådighed klokken otte. Det var ikke ideelt, da jeg havde en meget lang dag foran mig. Men Flying Fox var det værd. (Se mere på min Facebook @anarefsgaardvandrer)
På vej over Whanganui River
Dagens tur var igen enkel. Følg vejen langs floden! Jeg ville gerne nå til Whanganui Holiday Park, men der var 40 kilometer, så det ville blive sent.
Jeg havde ikke gået længe, da der dukkede et skilt op, hvor der stod ‘Tunnel Culvert’. Jeg kunne ikke regne ud, hvad det var. Men det var tæt på, så jeg svingede ned af stien. Der var udkig til en tunnel under vejen. Formålet var formentlig at lede vand under vejen og ned i floden.
Dagen gik stille og roligt. Ganske fint. Grønt og masser af dyr og fugle. Begrænset trafik. Men det var varmt. Meget varmt.
Efter tyve kilometer kogte jeg. Jeg overvejede at stoppe ved en teltplads, som hed Hidalgo Park. Men jeg så den ikke. Måske lå den på en skråning, som ikke var synlige fra vejen. Den skulle ligge ved en bådebro. Men den så jeg heller ikke.
Hvem siger, at man behøver en trailer. Båden blev trukket bag bilen. I går trak teltpladsens ejer en kano op fra floden på samme måde – han trak den bare med en ATV.
Jeg holdt en pause i skyggen og tog støvler og strømper af. Det hjalp lidt.
Hen på eftermiddagen skulle jeg over en meget høj bakke. Vejen drejede væk fra floden og op over en kam. Der var selvfølgelig sol, da jeg masede op ad bakken. På vejen ned var der heldigvis lidt skygge.
Udsigt fra toppen
Ved foden af bakken kom jeg ud på State Highway 4. Det varede heldigvis kun tre kilometer.
Jeg kom til den lille by Upokongaro. Her lå der en café. Desværre var jeg ikke mere heldig end i går. Den var lukket. Jeg ankom lige tids nok til at hilse på personalet, som låste døren. Jeg havde heldigvis stadig vand i mine flasker, så jeg holdte demonstrativt en pause på bænken foran caféen.
Kort efter Upokongaro krydsede jeg Whanganui River af en fin bro. Efter broen gik jeg af en cykelsti langs floden.
Klokken halv seks spottede jeg endelig skiltet med ‘Holiday Park’. Jeg drejede ned af indkørslen og glædede mig over et flag, som reklamerede med kaffe.
Der var en lille butik i forbindelse med receptionen. Jeg investerede straks i både is og kaffe. Det er en fin plads. Ikke den billigste jeg har været på, men her er mange faciliteter og her er rent.
Det er floden, som laver en rund bue udd til venstre. Jeg gik af den kortere vej til højre (mere direkte nedad).
Jeg faldt i snak med en dame fra Christchurch i går, og kom alt for sent i seng. I nat holdt de lokale possum knurrekonkurrence på græsset, så jeg var lidt træt i morges. Jeg kom dog tidligt op. Det havde regnet lidt og himlen var grå. Jeg sad et stykke tid i køkkenet med kaffe og morgenmad før jeg gik.
Ruten fulgte Whanganui River hele dagen. Jeg gik af den smalle snoede Whanganui River Road. Der var grønt og fint. Vejen var også en cykelrute, og der kom et par cyklister med stor oppakning forbi.
Ko, tyr og hest
Det var meget forskelligt, hvor tæt jeg var på floden, og hvor højt jeg var oppe. Et par steder var der flot udsigt ned til floden. Andre gange kunne jeg ikke se den for buskadset.
Både i går og i dag har jeg flere gange passeret grupper af bistader. Der producerede honning specifikt fra Whanganui National Park.
Jeg besøgte en lille kirke i Jerusalem. Den lå ved siden af noget, som jeg tror var et nonnekloster.
Jeg har også været i London i dag.
Det var så tilpas pudsigt, at jeg måtte på nettet og finde lidt mere historie. Det kommer her.
Kort før landsbyen Matahiwi var jeg nede ved en gammelt vandmølle, som havde været brugt til at kværne mel. Den var flot sat i stand.
Dagens største trækplaster var en café, som lå i Matahiwi efter 24 kilometers gang. Jeg talte ned, og jeg forestillede mig alle de lækkerier, som jeg ville købe. Skuffelsen var astronomisk, da jeg erfarede, at der kun var åbent onsdag til søndag. I dag er det mandag. Efter en pause i busskuret måtte jeg hanke op i mig selv, og gå slukøret videre.
Der var hængelås på døren
Det hjalp lidt på humøret, at jeg kort efter så et Te Araroa skilt. Det er længe siden sidst.
Det var varmt i eftermiddags. På en lummer måde. Der kom også et par meget små regnbyger.
Midt på eftermiddagen var jeg fremme ved skiltet, som viste ned til campingpladsen Flying Fox. Jeg troede, at jeg skulle over en bro, men det viste sig at være en kabelbane. Jeg slog på gong’en og kort tid efter var kabelvognen på vej over til mig. Lidt snak i walkietalkien og så var jeg på vej! En overraskende og ganske særlig oplevelse at bevæge sig knagende hen over Whanganui River.
Jeg tjekkede ind på teltpladsen og blev vist rundt. Det er en dejlig teltplads. Her er de grønne principper vægtet højt. Der er få gæster i dag, og jeg deler køkken med et yngre par fra København. Hyggeligt!
Vækkeuret ringede kvart over fem. Jeg havde en lang dag foran mig. Jeg var for tidligt på den til at få morgenmad. Jeg var heller ikke sulten, for jeg havde spist aftensmad i hotellets restaurant.
Jeg hentede mit tøj og mine støvler i tørrerummet. Alt var tørt og lunt. Det var en fryd at stikke fødderne ned i de lune støvler. Udsigten til bjergene havde ændret sig betydeligt. Nu kunne jeg ikke se toppen af Mount Ruapehu.
Da jeg kom ud på vejen, gik jeg i den forkerte retning. Jeg kunne åbenbart ikke huske, hvor jeg kom fra. Jeg tog en lille runde og fandt den rigtige vej. På turen til byens hovedgade kom jeg gennem nogle beboelseskvarterer, som havde huse af en helt anden type end dem jeg hidtil havde set. Ohakune så dyr ud. Der var udlejningshuse, hoteller, lodges, konferencecenter mv. for enhver smag og pengepung. Byen solgte sig på bjeguudsigt og skiterræn.
Jeg gik ind på tankstationen og spurgte efter campinggas. Det havde de ikke. Supermarkedet havde ikke åbent endnu, så jeg satte kursen ud af byen. Første del var elleve kilometer til den næste landsby.
Okahune Mountain Road var nem at gå på. Der var ikke meget trafik. Det var søndag morgen. Der var masser af husdyr og fugle.
Da jeg nåede til Raetihi kunne jeg se kirken. Det slog mig, at det var en af de få gange, hvor kirken var det første jeg så. I Europa er det ofte byens højtliggende kirke, som er det første tegn på, at der er en by. Sådan er det ikke her. Kirken viste sig at være et restaureringsprojekt. Den var ikke i brug.
I byens første kryds lå en tankstation. Her var der held med gassen. Den model de havde var en tand større end den jeg havde sidst.
Jeg fortsatte hen af hovedgaden. Der lå en café. Jeg var klar til morgenmad, så jeg gik indenfor. Det var et dejligt sted og maden var god.
Fem huse længere henne lå der et lille supermarked. Det var perfekt, for jeg havde ikke fået købt ind i Okahune, og der var udsigt til et par dage uden butikker.
Nu var det tid til de sidste 26 kilomter til Pipiriki. Jeg skulle følge Pipiriki Road hele vejen, så det var enkelt. I udkanten af Raetihi passerede jeg et hegn med resterne af døde dyr. Det så mærkeligt ud, men naturen tager sig nok af resten.
Keep smiling!
Landskabet ændrede sig langsomt fra landbrug med dyrehold til skov. Der var flot og grønt. Det var en fin tur – mest ned ad bakke. Der var får, kalve, køer, rådyr og en enkelt grisesti.
Der var skilte med advarsler om lastbiler, men de holdt fri i dag. Jeg så ingen store køretøjer. Der kom mest trafik, som relaterede sig til kanosejlads på Whanganui River. Pipiriki er et af de steder, hvor kanoerne tages op af floden. Der kom minibusser med anhængere med og uden kanoer på.
Et kig ned fra en bro
I Pipiriki fandt jeg hurtigt campingpladsen. Den er super fin og oven i købet billig. Jeg kunne se i deres registreringer, at der var en stor gruppe TA’ere her i går. I dag er der kun mig, en cyklist og et par bilister.
Nu vil jeg tilberede en lille pastaret i campingpladsens køkken, og så er det vist tidligt til køjs i dag. Det var dejligt at komme ud og gå en længere tur, som ikke krævede høj koncentration, men jeg bliver søvnig af en hel dag i frisk luft.
Jeg havde en super hyggelig aften i min private villa på bjerget. Der kom ikke andre, som skulle overnatte.
Mount Ruapehu ved solnedgangstid i går aftes
Jeg var ude og se mig omkring ved midnat. Der var helt stille og stjerneklar himmel. Halvvejs oppe på Mount Ruapehu kunne jeg se lys. Der må ligge et hus eller noget andet, som har strøm.
Da jeg vågnede lige før solopgang kunne jeg med det samme fornemme, at vejret havde ændret sig. Det virkede mere klart og stille end i går.
Jeg pakkede mit grej og ryddede lidt op i hytten. I dag var der ingen, som kunne gå i vejen for kosten.
Jeg havde affald fra cirka en uge. Jeg havde en stor pose skrald i min madpose og en lille skraldepose i lommen, hvor den er nem at komme til. Det er den store, som er på billedet.
Tyve minutter over seks var jeg klar til afgang. Vejret var flot og humøret var tårnhøjt. Jeg havde tre timers vandring hen til det sted, hvor jeg skulle dreje væk fra Round the Mountain ruten og mod vest til Ohakune.
Terrænet lignede meget det jeg havde oplevet sidst på dagen i går. Lav bevoksning, mudrede stier med trætte gangbroer, flodkrydsninger af smalle broer og pjasken til fods gennem de mindste vandløb.
Det var fint og hyggeligt, og jeg var glad for, at jeg havde gemt de tre timers vandring til i dag. I går ville de have været gemt i tåge og regn. Jeg mødte en enkelt vandrer, som kom i mod mig. Vi fik en kort snak. Han havde gået TA på Sydøen for nogle år siden.
Ups – den har tremmebund!
Efter to timer kom jeg til et skilt, som markerede en sidevej til Blyth hut. Der skulle jeg ikke op. Jeg fortsatte mod Ohakune Mountain Road.
Inden jeg nåede til vejen kunne jeg nyde udsigten til Waitonga Falls.
Efter i alt tre timer slog ruten en krølle forbi en lille sø, som hed Rotokawa. Her kunne jeg sidde på en bænk og sige farvel til Mount Ruapehu.
Lige her var der fine intakte gangbroer og et par bænke. Det skyldes sikkert, at der lidt længere fremme er en parkeringsplads, hvor man kan parkere bilen, mens man går en tur ned og ser vandfaldet. Det er i hvert fald den første bænk, som jeg har set ude på ruten.
Kvart over ni drejede jeg ned af Old Blyth Track, som jeg havde forestillet mig var en lille skovvej. Det var det ikke. Det var en sti. Det første stykke var flot og nemt, men her efter blev det til en af de kendte smalle mudrede stier. Det var dog en fordel, at det stort set gik nedad hele vejen.
Efter cirka 5 kilometer var jeg nede ved den asfalterede Ohakune Mountain Road. Den fulgte jeg 7-8 kilometer ned til byen.
Jeg havde booket et hotelværelse i den ende af byen, som ligger tætteste på bjerget, så jeg kom ikke ind til hovedgaden. Der lå dog et par caféer ude i mit kvarter, så jeg svingede ind på en café, hvor jeg kunne sidde udenfor.
Jeg købte en lækker burger og en frisk smoothie og rundede festen af med kaffe og kage. Sidste gang jeg købte mad var torsdag i forrige uge i Taumarunui. Det er ni dage siden. Det har været en god erfaring at konstatere, at jeg er i stand til at bære mad til 8 dages forbrug. Jeg har stadig noget spiseligt i rygsækken. Til gengæld løb jeg tør for gas i går. Måske skal jeg købe en større model denne gang.
Kings Ohakune – mit hjem for natten
Jeg har vasket tøj. Maskinen fik lov at køre to gange. Min lyseblå bluse er ikke nem at få ren. Nu hænger tøjet i et varmt tørrerum, som gæsterne har nøgle til. Gad vide om her kommer skiturister om vinteren? Her er i hvert fald en del cykelstier i området, og jeg mødte flere cyklister på bjergvejen.
Tongariro National Park har været en fantastisk oplevelse, og jeg er glad for at jeg valgte den her version frem for en kanotur på floden. I morgen skal jeg 40 kilometer mod vest for at blive genforenet med Te Araroa i Pipiriki.
Jeg skal gå ad den gule linje ud mod de velkendte røde kilometermærker.
Der mangler nok en lille bid. Uret går på automatisk pause, når jeg står stille. Jeg får ikke altid sat det i gang, når jeg går videre. Det smuttede i dag.
Fredag den 29. november 2024, Tongariro National Park
Det blæste helt vildt oppe ved Rangipo Hut i nat. Hytten knagede og bragede. Vi tog det ganske roligt. Hytten har stået der i mange år, så hvorfor skulle den ikke blive stående en dag mere? Vejrudsigten lovede, at det ville stile af hen af morgenstunden. Det lykkedes mig at ignorere larmen totalt, og det er længe siden, at jeg har sovet så godt, som i nat.
Vejrudsigten fra i morges. Hytten lå i 1556 meters højde. Det var tydeligt, at der var mindre vind længere nede.
Udsigten fra hytten var helt forandret i morges. Der drev store tunge skyer forbi. Det var flot, men også lidt ildevarslende oven på den urolige nat.
Rangipo hut tidligt i morges
Jeg spiste lidt morgenmad, og besluttede mig for at komme afsted så hurtigt som muligt. Jeg ville gerne ned fra højderne inden der eventuelt kom regn.
Udsigt fra hytten – sletten hedder Rangipo Desert
Jeg var klar til afgang lidt før halv syv. De første par timer blæste det stadig meget. Jeg var højt oppe og drivende skyer føltes som let regn. Jeg skulle over en stor kam og ned i en kløft. Passere Wahianoa River og op på en ny kam. Første gang jeg kom til en stor sten, stillede jeg mig i læ og skiftede vindjakke ud med regnfrakken og regnskørtet. Nu havde jeg solhoodie, tynd sweaters og regnfrakke på overkroppen. Det var kun akkurat nok.
Jeg havde mobilen i bæltetasken på maven, og der var desværre ikke overskud til at stoppe og arrangere stavene, tage handskerne af, hive op i regnfrakken, finde mobilen og tage et billede. Det blæste for meget, og det var for vådt. Det gik ikke lang tid, før jeg stoppede og tog mine gule rengøringshandsker uden på min vanter. Det så morsomt ud, men det virkede. Hænderne holdte sig varmere og mere tørre. Jeg kiggede et par gange op mod Mount Ruapehu. Det så vildt ud. Bjerget syntes større end i går, og skyerne drev forbi mellem mig og bjerget. Det mindede lige rigeligt om en scene fra Cliffhanger.
Et billede fra et forholdsvis roligt sted
Det tog langt over en time at gå de første tre kilometer til kløften med broen over Wahianoa River. Nede i kløften var der nærmest behageligt. Her kunne jeg holde pause et øjeblik. Sådan var det i alle dagens kløfter. Stor var begejstringen da jeg fandt en pose i lommen på regnfrakken med en vingummibamse og tre mandler. De små ting, er store her!
Broen mindede om den i går, men den kunne bære to personer. Ergo måtte den være dobbelt så solid. Til min overraskelse forblev pulsen helt normal på turen over broen. Der var sidevind og et godt greb i stave og kabel-gelænder var nødvendigt. Jeg har lagt en video på Facebook.
På den anden side af kløften gik det opad igen. Længe. På toppen blæste det endnu en gang, men som formiddagen skred frem kom jeg længere og længere ned og vinden føltes ikke så kraftig. Kvart i ti var jeg nede hvor der begyndte at komme grønne planter.
En time senere var der også træer, mudrede skovstier og fuglesang. Det føltes godt og hyggeligt.
Efter cirka fem timer var jeg ved Mangaehuehu Hut. Jeg havde overvejet at gå videre til den næste hytte, men her er så fint, at jeg besluttede mig for at blive. Af med al det fugtige tøj og på med noget tørt.
Der ankom en enlig vandrer fra den modsatte retning. Han spiste frokost og fortsatte. En time sener ankom fire unge mænd fra Rangipo hut. Dem overnattede jeg sammen med I går. De fortsatte mod den næste hytte. Nu nærmer klokken sig 16, og jeg er foreløbig alene. Men lad os se. I går ankom der en ung kiwi lidt sent. Hun havde gået 35 kilometer Round the Mountain. Det fremkaldte begejstring og beundring. Hun havde gået den halvdel, som tre af de andre havde været tre dage om at gå.
Dagens hytte – der er køjer til højre Og i et lille rum, hvor jeg er flyttet ind
En af vandrerne, som jeg overnattende sammen med i går, havde glemt en pose med mad. Den syntes hun bestemt, at jeg skulle tage, når jeg ankom. Jeg har derfor tre måltider ekstra. En halv fridag og rigeligt med mad. Genialt!
Godaften fra min hytte – kl 20 – stadig alene
Der mangler en lille bid i starten. Jeg glemte at starte trackingen på mit ur.
Endnu en dag i eventyrland. Udsigten fra hytten i morges var magisk. Solen ramte først én side af hver af de to store bjerge, som var synlige fra køkkenet. Jeg spiste morgenmad og drak en kop kaffe, og forlod hytten klokken syv.
Der var mobilsignal på den første bakketop, så jeg stoppede og tjekkede et par ting. I aftes var der håndsoprækning i forhold til, hvor man skulle hen i dag. Jeg var den eneste, som skulle ikke den her retning. Det føltes lidt underligt at starte I morges, og vide, at der måske ikke kom andre i min retning.
Kort efter hytten var der en afstikker til Ohinepango Springs. Jeg tog den. Udspringet var ikke langt væk. Jeg fulgte et vandløb, som pludselig blev væk. Her var kilden. Vandet fossede ‘ud af jorden’. Vandet var helt klart og så indbydende ud, men det var koldt. Der kom en enkelt TA’er forbi. Hun skulle i en anden retning i dag.
Jeg fortsatte af Waihohonu-Rangipo Track de næste fem timer. Det gik op og ned mellem dal og højderyg. Dalene havde hver deres udtryk. Nogen flade og sandede, andre med bevoksning eller store lavablokke. Der var tid til at kigge på detaljerne i dag og jeg kiggede på blomster og flotte sten.
Jeg passerede flere vandløb. Nogle steder kunne jeg gå fra sten til sten, og et par steder var der broer. Et par af vandløbene var grålige. Der var nok mange mineraler i vandet. Ved et klart vandløb stoppede jeg og vaskede mig. Det friskede.
Udsigten til Mount Ruapehu, som ruten fører rundt om, var flot og vinklen til bjerget skiftede løbende. Længe kunne jeg også se Mount Ngāuruhoe, som til sidst forsvandt bag en af de bakker, som jeg passerede. Jeg holdt flere pauser undervejs. Et par gange prøvede jeg at uploade billeder på bloggen, men forbindelsen var for ustabil.
Det var forbavsende lunt i dag, og I løbet af de sidste par timer holdt jeg flere pauser for at drikke vand. Ved ellevetiden kom jeg til en bakke, hvor en gruppe vandrere var på vej ned. Den var stejl, og de bevægede sig langsomt. Humøret var dog intakt. Jeg kunne høre, at de snakkede og grinte.
Find 6 vandrere!
På afstand så bakken enorm ud. Vi mødtes ved foden af bakken. Det viste sig at være seks damer. Jeg vil skyde på, at det var mellem 65 og 80 år gamle. Vi snakkede lidt. ‘We are just doing Round the Mountain’. Godt gået! Den ene dame bad mig hilse en TA, som havde overnattet hos hende i Hamilton. Vi må se, om jeg er heldig at møde den TA’er igen.
Da jeg kom tættere på skråningen, var det ikke helt så slemt. Jeg kom hurtigt op. På toppen var der en grusvej, som førte til en mobilmast. Der ankom en bil, og endnu et modent ægtepar steg ud, hoppede i støvler og rygsæk og gik ned af bakken. Klokken halv et var jeg et par kilometer fra hytten. Der kom et skilt med lahar risiko. ‘Stop ikke her’. Kort efter kom et nyt skilt. ‘Ekstrem risiko – skynd dig forbi’.
Terrænet var dog ikke af en type, som opmuntrede mig til løb. Først var der en stenet nedstigning, en vanskelig tilgang til en bro, der var så smal, at man ikke skulle have for bred en rygsæk, en stejl opstigning med kæmpe sten og en længere sandet opstigning. Det måtte tage den tid det ville tage.
Broen var ny. En kablet bro med et gangareal, der var cirka 40 cm bredt. En person ad gangen. Floden neden under larmede voldsomt, og med højrisikoskiltet i frisk erindring var scenen sat til en gyser. Jeg havde set en video på YouTube, hvor to mænd går ruten. Den ene kravlede ned i kløften og over floden for at undgå broen. Jeg kunne egentlig godt forstå ham, men der var meget vand i floden, og jeg havde lovet mig selv, at jeg ville gå over broen. En stav i hver hånd, og så afsted. Det gyngede fælt og min puls steg højere end Mount Ruapehu. Hold fast i gelænderet, og blev ved med at flytte fødderne. Over broen kom jeg. Afsted til det skilt, som bekendtgjorde, at nu var den forhøjede risiko overstået. Et smukt eksempel på, at vandring er lige så meget en mental, som en fysisk udfordring. Objektivt set var det nok ikke særlig farligt, men det var min hjerne ikke helt med på.
Et par kilometer senere nåede jeg til Rangipo hut. Jeg var alene. Efter et kvarter ankom tre vandrere fra den anden retning og nu er der ankommet fire mere fra ‘min retning’. Hytten er relativt lille og simpel. Her er et das lidt oppe ad bakken, en vandhane ude og en inde, en brændeovn og cirka 20 sengepladser. Udsigten er fænomenal. Vi er i 1556 m.o.h. og foran os er der en stor flad dal. Her er ingen bemanding, og overnatningen er dækket af mit TA trailpas.
