Onsdag den 27. november 2024
Endnu en fantastisk dag i Tongariro National Park (uden for Te Araroas rute). Jeg startede tidligt. Solen var stadig gemt bag bjergene. Det var forbavsende mildt uden for, selvom jeg var højt oppe (omkring 1200 m.o.h.).
Dagen startede med rask opvarmning. Først stilfærdigt og fladt terræn, så let op ad og så den lange stejle stigning op til Red Crater. Selvom der var dejligt og roligt uden for hytten, så var forholdene ved Red Crater præcis, som i går. Det blæste ubehageligt meget. Jeg fik et forbipasserende par til at tjekke, at mit raincover var hæftet ordentligt fast på rygsækken. Det lød som om, at det kunne flyve væk hvert øjeblik. Skete det, så ville det nok blive efterfulgt af flere stumper, som gemte sig indenunder. Men der var styr på sagerne, og alt kom med over toppen.
Passagen ved Red Crater ligger i cirka 1900 meters højde. Udsigten til de fire søer var formidabel. Vejret var mere klart end i går.
Efter toppen gik det nådesløst nedad. Det vidste jeg på forhånd. Jeg gik den vej op i går. Ved den nederste sø holdte jeg en pause. Der var læ og ro. Nu var klokken næsten ni.
Efter søerne kom jeg til treforken og tog en ny sti – denne gang mod Outere hut og Waihohonu hut.
Jeg skulle først ned fra højderne. Det var en snoet og stejl sti, men den var langt mere medgørlig end stien ved Red Crater. Foran mig kunne jeg se et ørkenlignende lava landskab. Dér skulle jeg gå de næste timer. Det var en fornøjelse.
Ved elleve tiden holdte jeg en pause uden for Outere hut. Hytten så dejlig ud, og der var stegende varmt i solen.
Sidste afdeling var tre timer til Waihohonu hut. Flere flotte landskaber, smukke udsigter, et par vandløb og mod slutningen pludselig et stykke med skov. Stadig kuperet, men dejligt.
Klokken kvart i to var jeg ved dagens hytte. Denne gang en nyere, stor flot hytte, som var bemandet. Den sødeste ‘warden’ hilste mig velkommen. Jeg tog mine støvler, udtagelige indersåle, gaiters og gode strømper af. ‘Sådan burde de alle gå (klædt på fødderne)’, sagde hun, og hvorfor de ikke gør det anede hun ikke. Jeg kunne kun erklære mig enig, og med den ros havde hun fået en ven for livet!
Vi snakkede lidt om mine planer for de næste dage, og hun syntes, at det lød fornuftigt. Det var dejligt at høre. Jeg fortsætter i retning mod Ohakune i morgen, og jeg regner med at overnatte i Rangipo hut.
Vi snakkede også lidt om hændelsen med sengemangel i går. DOC havde modtaget en klage. Hun gættede selv, at jeg havde været involveret. De unge drenge, som var anledning til miseren dukkede op ved hytten en time senere, og hun benyttede lejligheden til at drøfte det med dem. De havde åbenbart stadig ikke tilstrækkeligt med bookinger, for bagefter forlod to af dem hytten og gik ned til teltpladsen.
Hytten er skøn. Stor og rummelig, og her er tænkt på detaljerne; kogekedler, hånddesindefektion, karklude og andre småting, som gør det hele mere appetitligt. Udsigten til bjergene er spot on. Hytten er godt besøgt og snakken går lystigt. Mest om TA, Nothern Circuit og hvilke outdoor emner folk ellers pusler med.
