I dag har jeg gået fra km 618 til km 651. Jeg er dog lidt uden for ruten, men km 651 er det nærmeste mærke. Det er derfor nærliggende at tro, at jeg har gået 33 kilometer. Men den regnestok fungerer sjældent. Mit ur målte turen til 37,5 kilometer.
Turen udgik fra den naturskønne Ambury Park. Roen varede ved i et par timer. Efter otte kilometer holdte jeg en dejlig pause og spiste morgenmad.
En barrikade fra et ‘slag’ om de grønne områders fremtid. Jeg tror, at ‘de grønne’ vandt.
Da jeg nærmede mig lufthavnen var freden forbi. Der kom særligt ét stykke vej, som var virkelig træls. Vejen var smal og uden ekstra plads i siden. Der var meget trafik og rigtig mange lastbiler. I området foran lufthavnen lå der en del butikker. Jeg snuppede en cafépause.
Her en bid møgvej uden biler og sving. Der var ellers rigeligt af begge dele.
Resten af dagen var overvejende fortove langs store veje. Det blev dog også til en tur langs Puhini Stream og et gensyn med botanisk have. Dér var stadig dejligt.
Fly!Et kig ind over landingsbanerne i Auckland lufthavnTre unge TA’ere Botanisk Have
Omkring klokken fire svingede jeg væk fra en stor vej og ud i et villakvarter. Her har venlige mennesker ladet mig campere i haven. Jeg har været i brusebad og tøjet har været i vaskemaskinen.
Bemærk det grønne bed til venstre for teltet.Jeg supplerede aftensmaden med broccoli fra værtens have 🙂
Der kom også en anden nyhed på menuen: tørret kød. Det var heftigt krydret, men smagte fantastisk godt.
I går aftes gik det op for mig, at balkonen under mit vindue, er det sted, hvor de unge på United Auckland fester. Der var snak og musik det halve af natten. Det lykkedes mig utroligt nok at sove fra en god del af det. Jeg besluttede mig alligevel for, at jeg ville nægte at sove i værelse 506 en nat til. Receptionen tog det pænt. Jeg blev tilbudt et andet værelse. Det var bare ikke klart endnu. Jeg pakkede rygsækken og stillede den i receptionen, mens jeg besøgte Sky Tower.
Nu er jeg tilbage på United Auckland. Receptionen ville vist være sikre på, at der ikke kom flere klager fra mig, for nu er jeg på 6. sal i værelse 604. Det tegner godt. Jeg er kommet så højt op, at jeg kan kigge ned i genboens svømmebassin.
I formiddags fik jeg efter en solid morgenmad styr på en god del overnatninger på strækningen efter Auckland. Det føles godt. Jeg fik også poset den indkøbte mad om. Nu har jeg poser med aftensmåltider, som er klar til tilberedning. (Det lød lige lovlig fint! Poserne er klar til, at jeg hælder kogende vand ned til tørfoderet.).
Kartoffelmospulver, chia frø, hampefrø og noget noget pulver chili con carne.
Nu var jeg klar til dagens ekspedition. Jeg ville besøge Sky Tower. En ordinær billet giver adgang til tre etager.
Jeg startede nederst. På dæk 51, som var en udsigtsplatform, så dæk 53, hvor der var en café med udsigt til Skywalk og til sidst dæk 60, som var Skydeck i 220 meters højde. 60 mindede om 51, men var lige lidt bedre!
Der var ikke overrendt i dag, så det var rimelig nemt at komme rundt ved vinduerne. Det var super cool! Jeg kunne se, hvor jeg var kommet fra og jeg kunne se et par af pejlemærkerne for i morgen.
Skytower er højere end Eiffeltårnet
Landgangen midt i billedet er North Shore, som jeg kom fra i torsdags. Færgen afgik fra den pynt, som er midt i billedet oven over det store fragtskib. Til højre på North Shore ses den bakke med forsvarsværket, hvor jeg kunne kigge over til Sky Tower og de andre høje naboer.
Det her er den retning (syd), som jeg skal gå i morgen. Hvis du zoomer ind, er der en grøn bakke til højre. Det er Mount Eden. Længere til venstre er der en mindre bakke med en høj obelisk. Det er One Tree Hill.
Jeg hyggede mig vældigt, og jeg tror, at det lykkedes mig nogenlunde at udpege den rute, som Auckland Marathon følger i morgen. Den begivenhed har jeg studeret for at være sikker på, at jeg ikke bliver spærret inde.
Der dukkede en vild oplysning op. Man må gerne deltage som fodgænger! Det må jeg simpelthen prøve en gang.
På dæk 51 blev jeg grebet af en trang til at gå på de stykker gulv, som var gennemsigtige. Det havde jeg aldrig troet, at jeg kunne få overtalt min krop til. Det tog lidt tid og et par forsøg med ‘en halv fod’. Men til sidst lykkedes det, og så tog jeg et par æresrunder med videoen tændt. Du kan se bedriften på Instagram og Facebook. På turen ned med elevatoren fra dæk 60 stod jeg på et stykke gennemsigtigt gulv og kiggede ned i elevatorskakten. Utroligt!
Uden for caféensvinduer var der gratis underholdning. To personer var på Sky Walk. De blev tilbudt at læne sig ud i selen. Han gjorde det og vinkede til publikum. Det var nemt at aflæse hendes mund. Jeg er sikker på, at hun svarede “no fucking way”! De fortsatte vandringen i 194 meters højde rundt til venstre.
Der kom også nogle Skyjumpere flyvende forbi vinduerne. De hænger i en anordning, som sikrer, at de ikke kommer ud af kurs, men det så alligevel faretruende ud.
Motorvejsbroen, som forbinder de to bydele, bliver lukket for biler, så løberne kan løbe over broen i morgen.Mere klargøring til marathon Rådhuset
Tilbage på hotellet lavede jeg 600 kilometer eftersyn på mine støvler. De er hele og fine. Kun lidt misfarvning fra mudder afslører, at de har været på tur. Jeg har set flere, som er begyndt at kigge efter nyt fodtøj, så jeg er glad.
I dag skulle egentlig være en hviledag/zero. Jeg sov længe, spiste morgenmad og skiftede værelse. United Auckland skulle dog lige gøre mit nye logi rent først. Det lader til at komme som en overraskelse for dem hver gang! Sidst fik jeg en plade chokolade oveni undskyldningen. I dag måtte jeg nøjes med undskyldningen. Jeg var bare glad for, at jeg kunne rykke ind på værelset allerede klokken halv elleve.
Nu har mit ‘kollegieværelse’ igen eget badeværelse og minikøkken. Deres senge er overraskende behagelige, så jeg klager ikke.
En af mine vandrevenner, som allerede har passeret centrum anbefalede et besøg i drivhusene i Domain Wintergardens. Te Araroa går lige forbi dem. Jeg skulle også i Woolworth og proviantere og på jagt efter en campinggas. Jeg var i to outdoorbutikker i går. Begge havde udsolgt.
De tre ærinder kunne passende kombineres, så jeg tog den tomme rygsæk på, og gik mod nord mod havnen igen. Her lå Woolworth. Efter et længere besøg, hvor rygsækken blev halvfuld, så fandt jeg TA’s rute, og fulgte den mod syd. Det kunne sådan set være ligegyldigt, hvilken rute jeg tog gennem byen, men TA så hyggelig ud og vejret var godt.
Jeg passerede en del universitetsbygninger på vej mod supermarkedet, og endnu flere på vej til Domain Wintergardens. Studerende i samtale, en konference, et rum fulde af unge mennesker ved skærme, bibliotek osv. Det vækkede minder.
Et kort stykke inde i parken Auckland Domain fandt jeg en dejlig skyggefuld bænk, hvor jeg kunne spise frokost. Jeg havde købt rigeligt med mad, så kunsten var bare at få det arrangeret.
Efter pausen nåede jeg frem til Domain Wintergardens. Det var ikke særlig stort, men præcis så dejligt, som min vandreven havde beskrevet det. Der var to store drivhuse med en flot gårdhave i midten og desuden et område med træer og buske. Det ene af drivhusene var helt uimodståeligt. Jeg var inde og tage en runde tre gange. Duften af blomsterne var vidunderlig. Mængden af billeder afspejler min begejstring 🙂
Efter drivhusene gik jeg over til den tilhørende café og holdte en dejlig kaffepause i solen. Og se nu, hvad jeg opdagede, da jeg sad dér.
Jeg var nået til kilometer 600! Det stod der også i dagbogen i går, men det var fordi, at jeg var uden for ruten og km 600 så ud til at være det nærmeste mærke.
Jeg fulgte TA’s rute en lille bid længere, og så drejede jeg af mod Newmarket for at fortsætte jagten på campinggas. Der var vanvittigt mange butikker. Den første butik, som fangede mit øje solgte kunstartikler. Jeg måtte lige indenfor og dreje rundt. Uha, der var mange fristelser. Jeg fik hjemve et øjeblik. Savnede mine egne pensler og farver. Men man kan jo som bekendt kun være ét sted ad gangen.
Jeg gik videre til outdoor butikken Living Simply. Det var en flot butik, men de havde kun store dåser gas på lager. Da jeg stadig kun er på min første dåse gas, som er den lille størrelse, så fravalgte jeg at købe den store model. Det blev kun til to nye letvægtspløkker, noget kløestillende creme (til sandfluebiddene) og en lille pose tørret kød. Jeg gik videre til Bivuac Outdoor, og her var der held med gassen.
Til gengæld var gassen gået af mig. Min zero var blevet transformeret til ti kilometers gang. Jeg sprang på en bus, svingede mit HOP kort og kom næsten til hoveddøren for ti danske kroner. Genialt.
Kortet over Auckland bliver mere og mere forvirrende at se på. Jeg har forsøgt at tegne den gåede rute med violet og busturen med gult. Så fik jeg da malet lidt i dag!
Jeg tjekkede ud fra United Auckland klokken ti i formiddags. Jeg havde sovet i en lille hybel med eget bad og minikøkken. Selvom værelset mindede lidt om en slidt kollegiebolig i København, så føltes det som den vildeste luksus. Sengen var stor og ren, og jeg sov dejligt. Dog ikke så mange timer, som min krop bad om.
Cup of soup = morgenmadUdsigten fra mit værelse i morgesDet lignede faktisk også et slidt kollegium
Jeg dryssede lidt rundt i kvarteret, og gik hen og tjekkede det sted, hvor jeg skal med bussen i morgen.
Turen til Auckland ser sådan her ud i min Garmin Explore App. Gul ring: Warkworth, hvor jeg stod på bussen i fredags. Rød ring: Auckland centrum, hvor jeg er i dag. Turkis ring: Manurewa og Wiri – sydlige forstæder. Her overnattende jeg fredag og var på kursus lørdag. De lige streger afslører, at jeg er blevet transporteret. I morgen skal jeg tilbage til Warkworth med morgenbussen klokken halv syv.
Fra busstationen gik jeg videre til dagens logi. Jeg havde fundet et godt tilbud på Booking.com. Endnu en studiolejlighed, men i en anden prisklasse: Barclys Suites.
Mit værelse er på 21. etage
Jeg tjekkede ind klokken halv tolv, selvom der stod klokken femten i min bekræftelse. Værelset er skønt. Her er alt. Du kan komme med på rundvisning på min Instagram/Facebook profil. Jeg har dog lige opdaget, at der åbenbart er begrænsninger på, hvor lange videoer, man kan lægge op. I den del, som ikke er kommet med, jubler jeg over vaskemaskinen, som har indbygget tørretumbler. Det er en maskine, som kan få alle mudrede vandrere i godt humør. Og jeg skal ikke stå i kø! Jeg har vasket ALT, som kan tåle vand!
Aftensmaden står i køleskabet og internettet fungerer uden afbrydelser. Jeg slapper af med udsigt til tørrestativet i stuen. Der bliver heller ingen sightseeing i dag. Til gengæld har jeg gået styr på det meste af planlægningen af turen fra Warkworth til Auckland. Denne gang til fods.
Jeg har lavet 500 kilometer tjek af mine støvler. De er i præcis så god stand, som jeg havde forventet. Deres robusthed var en væsentlig grund til, at jeg valgte at gå i dem. Jeg har allerede mødt én vandrer, som havde hul på siden af en sko og slidskader på sålerne. Foreløbig klarer mit grej sig godt.
Mudrede, men i topformINOV-8 Roclite g400 v2
I formiddags spiste jeg brunch på Federal Delicatess, hvor jeg også spiste i går. Jeg fik ‘friske grønne blade’ hvilket var en sand fryd. Klatten på toppen var et pocheret æg.
I eftermiddags spiste jeg frisk avocado med friskpresset citron og et hårdkogt æg og drak appelsinjuice. Fem kokkehuer til mig! Mad lader til at være en af de få ting fra byens mange butikker, som jeg synes, at jeg har brug for.
Sky Tower ser ud til at være omdrejningspunktet for mit ophold i Auckland. I dag er jeg kommet tættere på. Jeg må se, om der bliver kræfter til et besøg i tårnet næste gang jeg kommer forbi.
I aftes nåede mit tøj ikke at tørre. Selv var jeg klistret og fugtig, men der var ikke tid eller faciliteter til at ændre på det. Jeg tog tørt tøj på til natten, og smed det meste af det våde tøj ned i soveposen. Det var ikke optimalt, men det gjorde det mindre ubehageligt at tage tøjet på igen i morges.
Det har været en hård, men flot vandredag. Ti timer var jeg undervejs. Det føltes som om, at det gik op ad 75% af tiden. Jeg blev meget taknemmelig for den hurtige beslutning om at tage den nederste del af bakken allerede i går. Ellers var det nok blevet en tolvtimers vagt.
Teltlejren i går var på den anden side af huset
Jeg stod tidligt op og forlod pladsen klokken halv syv. Efter halvanden time var jeg nået op på toppen af Mount Tamahumga. Her var der en helipad, hvor jeg holdte pause og spiste morgenmad. Der kom et par TA’ere forbi, og vi fik en lille snak.
Efter pausen gik jeg længere op og kom til sidst ud på en vej, som jeg fulgte en times tid.
Den næste hurdle var Dome Forest track. Der var igen mange højdemeter, smalle mudrede stier og nu også passager med store sten. Jeg skulle også passere floden. Heldigvis var vandet lavt.
Det føltes stadig som om, at det stort set kun gik op ad. Der var super flot, men det var hårdt arbejde.
På den sidste kilometer fladede det lidt ud, og det blev nemmere at gå. Der blev tid til at holde øje med, hvornår jeg rundede rutens 500-kilometermærke. Kig godt på tallene på mine skærmprint. Det lykkedes at forevige det. Der var desværre ikke overskud til at fotografere nogle af de værste forhindringer på turen.
Der hvor Dome Forest track blev til en almindelig sti, stod dette flotte advarselsskilt. Mon det er med vilje, at der ikke stod et tilsvarende skilt i den ende, hvor vi startede?
Samme sted var der en fin udsigtsplatform. Vi var stadig højt oppe.
En halv time senere var jeg fremme ved parkeringspladsen ved rutens slutning. Vi var seks, som skulle overnatte hos en familie i Warkworth. Tre af dem var nået frem før mig. Jeg havde hilst på flere TA’ere i løbet af dagen. Dagens vært var klar med bilen, så vi smuttede med det samme.
Vi er blevet forkælet her i familiens hjem i byens sydlige ende. Vi er tre telte i haven og to vandrere sover indendørs. Familien inviterede på top lækre hjemmelavede pizzaer, så alle er mætte. Vi har været i brusebad og mit tøj hænger nyvasket på stativet under halvtaget. Jo, de er i sandhed “trailengels”. Engle, som gør livet lettere for vandrerne på Te Araroa. Kontaktinformationerne finder man i trail-appen. Vi fik også tid til at snakke lidt om dagens tur. Alle var enige om at det havde været en flot og hård dag.
Jeg stod tidligt op, for jeg havde planlagt en lang vandredag. Teltet var plaskvådt af dug. Morgenhimlen var orange og flot. Da jeg kom ned på stranden så havet ud som om, at det var ved at fordampet. Der hang en hvid tåge.
Jeg gik en lille time på stranden. Der var skønt og sandet var godt at gå på. Efter tre kilometer svingede ruten ind i landet, og efter i alt syv kilometer var jeg i Waipū.
Ja, der er jo ingen grund til at spare på høflighederne. Skiltet koster det samme.
Her lokkede en café på det første hjørne. De havde alskens lækkerier. Jeg bestilte en omelet, en kaffe og en juice. Det var en god investering, for omeletten var stor og lækker.
Efter maden kaldte maven på en middagslur, men den fik afslag. Jeg skulle videre. Ud af byen og seks kilometer mod syd. Så gik det op mod Langsview Track. Det gik stille og roligt men meget konsekvent opad de næste syv kilometer. Omtrent på toppen lå der en fin lille teltplads med en fantastisk udsigt. Den er etableret på privatejet jord ligesom en god del af dagens rute var. Jeg nøjedes med en god pause. Fik tørret mit telt og hvilet mig lidt på græsset.
Måske skulle man købe en grund med udsigt?
Efter pausen gik jeg videre af ruten, som efter nogle kilometer skiftede til en labyrint mellem diverse kvægfolde. De var heldigvis tomme i dag. Det skortede ellers ikke på advarsler om, hvem man kunne møde derinde (“livestock- inkluding bulls”). Det gik igen heftigt op og ned.
Nu sendte ruten mig for alvor nedad og ud mod vandet igen. Det passede heldigvis fint med tidevandet for ruten sluttede af med en strandtur af den slags, som ikke kan gennemføres ved højvandet (Mangawhai Cliffs walkway).
Der skulle jeg ned og gåog det kom jeg da også
Jeg ankom til campingpladsen i Mangawhai Heads kvart over fem. Det var fint. Strandvillaen kom hurtigt op, og jeg smuttede i køkkenet og tilberedre en pastaret. Der blev også tid til et varmt brusebad og lidt snak med de to andre TA’ere, som dukkede op.
Villa med havudsigt
Det har været en dejlig vandredag. Igen med tørre fødder! Vejret var fint. Overskyet en del af dagen, hvilket var behageligt.
Jeg er nået til km 450 på Te Araroa. Det betyder, at jeg er færdig med den første sektion, som er Northland. I morgen tager jeg hul på Auckland. Det er da stort! Fanfaaaare!
Da alle var krøbet i teltene og mørket faldt på, så var der andre, der vågnede. Der var et leben af dyr, der løb, hyle, peb og sloges. Sandsynligvis possum. Da de gerne vil have kløerne i vores mad, så hev jeg rygsækken ind i teltet og smed den i fodenden. Det regnede.
Jeg faldt i søvn, og næste gang jeg vågnede, var der vådt i teltet. Rygsækken havde ligget op mod teltdugen. Det er et ret lille telt, og min opsætning er ikke i top. Jeg skal have skaffet et par pløkker mere, så jeg kan spænde det yderste teltlag bedre op. Når det regner meget, så klapper de to lag sammen, og der trænger vand ind. Oven i den sure nyhed, så fandt jeg en time senere ud af, at min ene støvler stod i en sø på underlaget under for åbningen, og at den var fuld af vand.
Der regnede stadig. Min sovepose begyndte at blive våd, så jeg pakkede sammen. Puttede alt ned i sækken, og ved et lille ophold i regnen tog jeg teltet ned. Da jeg kom ud, opdagede jeg, at to af teltene allerede var forsvundet.
Ude på stien var udsigten helt vidunderlig. Skråningen og skoven dampede og lette hvide skyer steg stille op mellem træerne.
Det første stykke af dagen gik jeg på skovstien. Så en lille markvej, hvor jeg så den yndigste fugl. Her efter kom der nogle timer på en grusvej, som havde flotte omgivelser.
Find fuglene!
Den blev efterfulgt af et par kedelige timer på en asfaltvej mellem markerne. Dagen blev rundet af med en fin lille sti nede i ‘sumpen’. Det var lavvandet. Ruten førte direkte ind på Campingpladsen i Whananaki. Nemt og bekvemt.
Lavvande i flodmundingenWhananaki Holiday Park
Her ligger vi på række. De samme fem telte som i går. Der er en lille butik lige uden for pladsen. Selvom skuffelsen var stor, da jeg opdagede, at der ikke kunne købes Fish and Chips i dag, så var det rent luksus. Min madpose var halvtom, så det var dejligt at få lidt ekstra og lidt ‘andet’.
Vejret var klaret op, så nu er alt tørt og rart igen. Det blev sågar til et brusebad i dag.
En fin lang fodgængerbro. Længere end hjemme på Christiansø. Vi skal den vej i morgen. Jeg er vild med forklaringen, som der skiltes med. Nyd den selv.
i nat blev jeg i min seng, men i morges klokken halv syv måtte jeg lige ud på en kiwi-runde mere. Stadig uden held. Der var mange andre morgenfriske fugle, men ingen kiwi i sigte.
Klokken syv puttede jeg nøglen i postkassen og satte kursen mod sydøst. Først et par timer af en landevej og så et længere stykke af en fredelig snoet grusvej. Her gik det først opad i halvanden time og så ned igen. Omgivelserne var smukke. Mangrove, skov, udsigt til bugten, marker og mere skov.
Efter cirka 8 kilometer gik jeg og tænkte jeg på, om jeg mon allerede var kommer forbi det sted, som jeg havde læst om. Et sted, hvor en fugl forsvarer sit territorium. Knald! I samme øjeblik angreb den mig på den venstre side af ansigtet. Den kunne lave en smældende lyd med vingerne samtidig med, at den skreg. Det var en magpie. Første gang blev jeg noget overrasket. Den kom ud af ingenting. Seks gange i alt nåede den at overraske mig. Jeg forsøgte at svinge med stavene over mit hoved, men det blev lidt anstrengende. Jeg stoppede og ville filme, når den angreb. Det ville den ikke. Den sad i et træ og kiggede på mig. I samme sekund jeg pakkede telefonen væk og begyndte at gå, så angreb den igen. Drønnert! Jeg havde heldigvis min bredskyggede hat på.
Mon brandchefen kommer forbi og drejer på viseren?Bugten er leveringsdygtig i østersMagpien sidder oppe hvor grenene krydserEn sjældenhed: sandwich til frokostJeg kom vist der nede fraEn milepæl
Dagens tur var 24 kilometer, men de var hurtigt klaret. Halv to var jeg ved The Farm, som ligger tæt på km 282. Et sted, hvor mange stopper. Her er god plads, brusebade, stort køkken, stor have og masser af små kroge, hvor man kan sidde.
Jeg har taget et bad og brugt et par timer på at få overblik over de næste vandredage. Der er meget, som skal falde i hak. Jeg tror, at jeg har en brugbar plan nu. De fleste af mine vandrevenner er foran mig nu. Efter næsten en hel dag på museum efterfulgt af en fridag, så er de nok længere end mig.
Jeg har sat aftensmaden i blød. Det er den sidste pose tørkost fra Kaitaia. Jeg må have været heldig med min blanding for det smager faktisk fint.
Alt skal læres. I dag skulle jeg for første gang genopfylde madposen.
Det er søndag, hvilket fik mig til at antage, at Hunting & Fishing havde lukket. Bommert nummer et.
Jeg vandrede derfor afsted til Pak’nSave, som lå et par kilometer fra gårsdagens logi. Jeg takkede nej til et lift. Bommert nummer to. Jeg havde rygsækken med det meste af en liter yoghurt og to liter vand med, så den videre færd blev dagens styrketræning.
Pak’nSave havde ingen frysetørrede måltider på hylderne. Nu skulle der tænkes kreativt. Tak til de mange videobloggere, som har delt deres anstrengelser på YouTube!
De har sikkert alt, men HVOR?
Afdelingen med delikatesser var noget af det første jeg så. Jeg var sulten. Bommert nummer tre. Gå aldrig sulten ind i et supermarked! Et par lækre sandwich og en bolle smuttede ned i kurven. Men nu kom den mere langsigtede indsats.
Jeg cirklede rundt i manegen og fik til sidst puttet lidt af det hele i kurven; wraps, ost, små pulversupper, pulver kartoffelmos, røde linser, et par simple tørrede færdigretter, de lækre OSM barer, müsli og en avocado til i aften. Det var aldeles uoverskueligt!
Afsted mod motellet. Igen to kilometer væk. Jeg tog en pause og fyldte hullet i maven med en sandwich. I hovedgaden nød jeg en varm kop kaffe. Herligt!
På motellet pakkede jeg hurtigt ud. Al mad op på bordet. Tøm rygsækken, brusebad, yoghurt, tre kopper kaffe, fodpleje, en slåskamp med mit Garmin ur. Nu var jeg klar til at pakke maden om.
Det var svært at se, hvordan maden skulle mikses. Vi får nok nogle meget våde og nassede dage i skovene. Jeg gjorde kort proces. Fem koge/frysepose. Et solidt drys af lidt af det hele i hver pose.
Gad vide, hvad det kommer til at smage af, og om det bliver spist ‘coldsoaked’ (opblødt i koldt vand) eller om det bliver praktisk muligt at koge vand.
Kunsten er at få så meget emballage af som muligt. Der er ingen skraldespande de næste 5-6 dage. Man bærer selv sit skrald ud af naturen. Jeg forsøger også at tage højde for, at det ikke kun er i denne uge, at jeg ikke har fri adgang til mad. Ellers have jeg nok bare købt en kasse OSM barer. Men turen er for lang til, at man kan leve af proteinbarer.
Nu er madposen fyldt op. Jeg har mad til en familie i en uge. Bommert nummer fire! Hvis du kommer forbi Northland Forests, så giver jeg et ubestemmeligt måltid. Tilberedningen står du selv for 🙂
